Vi så anden del af den amerikanske udgave af Grudge-serien i en københavnsk biograf. Vi har sandsynligvis været strandet i byen pga Bogforum eller noget lignende og måtte vælge mellem den og Harry Potter.
Det var såmænd en okay film – gyser-sekvenser blev telegraferet på lang afstand, så man kunne sige, at NU skete der noget BØH, og NU skulle man være bange. Flot nok filmet, interessante krumspring for at bringe historien til USA, men den største oplevelse bestod i, at biografen var fyldt med teenagere. Og de teenagere (udover at være irriterende, som teenagere efter dekret fra Moder Natur er) var ved at skide i bukserne. Fyren på sædet foran os ville have løftet sig selv på en stråle af ekskrementer, hvis man havde kørt fingrene ind gennem hans hård, som seriens langhårede kvindelige spøgelse har for vane.
Den var egentlig en øjenåbnende oplevelse – for jeg ser ikke horror for at blive skræmt, og tanken om at have det sådan i et rum fyldt med mennesker er mig ganske fremmed. Men her virkede det tydeligvis. Den lille flok brovtende unge mænd nede foran lød mere og mere nervøse og tvungne i deres latter.
Indrømmet: Grudge-serien har nogle billeder, der rammer – og især den originale udgave kunne godt få blodet til at løbe lidt hurtigere i mine årer. 3’eren bruger naturligvis de samme effekter, endda med en lille drejning, som fungerer ganske godt (og så et forsøg på at skabe noget nyt, som slet ikke fungerede for mig). Asiatiske kvinder med langt hår og sære bevægelser er altså bare ubehagelige. Den blege lille dreng har dog en tendens til her blot at virke som det uheldige offer for en ulykke i et mellager.
Historien denne gang: 3 søskende bor i det hus, hvor en af lejlighederne blev ramt af grudge-forbandelsen i toeren – broren arbejder som vicevært, men de andre beboere flytter væk, da der stadig er noget til stede i huset. Den ældste søster benytter sig af lejligheden til at have sex i de tomme lejligheder, mens deres lillesøster får sig en vej i den lille dreng, som hun ser i huset. Det er ganske gængs og bliver noget rodet her og der – det er ikke filmkunst, det er ganske forudsigeligt, men det rummer nogle gode scener, og jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan et rum fuld af teenagere ville reagere på det. Sandsynligvis med fare for uheld.
“Fyren på sædet foran os ville have løftet sig selv på en stråle af ekskrementer, hvis man havde kørt fingrene ind gennem hans hård, som seriens langhårede kvindelige spøgelse har for vane.”
Bwahahaha… første gang jeg har leet højlydt af en anmeldelse på Horrorsiden. :-)
Well done.
Kamp
We aim to please ;)
Ekskrementer er generelt bare utrolig morsomme :D
Af ren og skær nysgerrighed, Janus, hvorfor ser du SÅ horror? :)
“jeg ser ikke horror for at blive skræmt”
Ret interessant spørgsmål du bringer på banen der, Nick. Kan der være andre grunde til at se horrorfilm end et ønske om at ville skræmmes? Nu ved jeg godt jeg ikke hedder Janus, men jeg kan simpelt hen ikke lade være med at byde ind med et svar.
For mit eget vedkommende er svaret ja. Jeg ser først og fremmest horror fordi jeg interesserer mig for alt der er dunkelt, gotisk og morbidt og fordi jeg elsker monstre i alle afskygninger (også dem der ligner mennesker udenpå). Af og til ser jeg horror for at more mig og i enkelte tilfælde skyder jeg dvd’en i afspilleren med en vag ambition om at blive skræmt – det lykkes dog sjældent.
Jeg tror ikke man kan undgå en forhærdning, når man ser rigtig mange horrorfilm, og hvis ens eneste kriterium for succes er om man bliver skræmt, vil man nok blive skuffet om og om igen – med mindre man altså har ekstremt flossede nerver.
Du er meget velkommen til at byde ind, Jonas. Jeg er overordentligt interesseret i at høre andres ‘grunde’ til at se/læse horror.
Jeg forstår helt bestemt hvad du mener. Stemningen i en Lovecraft-historie, fascinationen af dr. Lecter (et monster i menneskeskikkelse) eller den tørre humor i en b-splatter er alle tre grunde jeg har hørt før. Måske er det mig der ikke er hærdet nok, for jeg kan ikke selv relatere til disse – eller andre grunde, for den sags skyld. Og ja, jeg bliver stadig skræmt af horror i ny og næ, selvom det efterhånden kun er asiaterne der kan klare opgaven!
Jeg tror det var Koontz der skrev engang at al frygt stammer fra frygt for døden. Jeg hælder lidt til den teori at al fascination af det morbide/uhyggelige stammer fra det kick man får af at blive skræmt. Det vil sige at det egentlig er af fuldstændig samme grund du og jeg ser horror. Dit kick er måske bare så ‘udvasket’ at du ikke længere genkender det som et kick.
Lyder det for langhåret?
Naturligvis er horror langt mere end frygt, men det forekommer mig stadig at være grundformen i genren, og jeg tror stadig (naiv som jeg er) at det er dét jeg opsøger.
Altså, min grundsætning er at horror = at skabe frygt hos læseren/seeren.
En film som The Sixth Sense er ikke nødvendigvis en horrorfilm, selvom den indeholder horror. Men den rummer også langt mere end horror. Undervejs bliver man skræmt, overrasket, trist, forundret osv. Man griner måske endda over de korte humoristiske indslag. Så filmen spiller på mange forskellige følelser, ikke kun frygt. Derfor må den indeholde andet end horror. Hvad man kalder de andre genre er måske svært at fastsætte. Forundringen/det gådefulde kan kaldes krimi, og humoren er vel lånt fra genren humor. Det er sikkert for sort-hvidt at tildele hver genre en følelse, men i horrorens tilfælde synes jeg det er okay.
Derfor, når jeg siger at jeg ser horror for at blive skræmt, så er det fordi jeg opsøger de rene sekvenser af horror der optræder i horrorfilm. At det uundgåeligt bliver krydret med andre genre som krimi, splat, humor, fantasy, whatever, det er helt i orden. Men det er ikke de ting der gør mig bange. De gør mig andre ting, som jeg opsøger på andre dage.
Og hvis man til den gang vrøvl ligger min tidligere pointe med at al fascination af det dunkle faktisk stammer fra lysten til at gyse, så har man vist et meget godt billede af mit forhold til horror. Forstå det hvem der kan ;)
Og Janus, vi er stadig spændte på dit svar!
Jeg ved godt, at det kan lyde underligt – og at formulere et ordentligt alternativ til “horror handler om at blive skræmt” kan være svært. Men jeg kan da forsøge – om ikke andet at få nedskrevet nogle tanker. Det bliver sikkert noget rod, men here goes.
Kort sagt handler det for mig om historier.
Jeg ser horror (og lad os forstå “ser horror” som “læser/ser/hører/spiller horror”) af den samme grund, som jeg læser en hvilken som helst anden fiktion: for at opleve en historie. Det er så klart det primære for mig – jeg forsøger at klemme så mange historier ind i min hverdag som muligt.
Og historier er jo så i sig selv et væld af grunde og forskellige oplevelser: at blive overrasket, at blive underholdt, at blive fuldstændigt opslugt – eller at blive skræmt for den sags skyld.
For jo, det hænder nu og da, at jeg bliver skræmt. Især da de asiatiske film begyndte at bryde igennem på markedet – Ring, Grudge, Dark Water og lignende. Det var første gang i mange år, at jeg oplevede film, der formåede at spooke mig udover den tid, som filmen varede. Især The Grudge, så vidt jeg husker, lå i blodet i et par dage – og det er en fed fornemmelse, ingen tvivl om det. At en historie kan påvirke én på den måde er som at få bekræftet, at der stadig er områder af ens hjerne, der ikke er kortlagte endnu. Men det er præcis det samme, om den effekt, der rumler i én, er frygt, glæde, wow, lysten til at fortælle videre på historien eller noget helt andet – det, at en historie kan påvirke mig på den måde, er snarere det, jeg stræber efter (eller i al fald det, som i mine øjne giver en historie kvalitet).
Så jo, jeg ser også horror for at blive skræmt – men mindst lige så meget for at blive underholdt, overrasket, få fordrevet tiden eller noget helt andet.
Problemet med at have læst mange historier er jo selvfølgelig, at man begynder at genkende mekanikken – så man kan oftest gennemskue, hvad der vil ske, og det kan virke ødelæggende på forsøget på at skræmme. Hvis man ved, at nu kommer der bøh, bliver man ikke overrasket eller skræmt, når der så kommer bøh.
Så min glæde ved horror er mange gange ved at se, hvordan skaberen drejer de små detaljer i historien – bliver personerne brugt kreativt, er der overraskelser, bliver det bygget op, så man tager sig i at bide negle osv.
Så jeg synes, at det er en kvalitet ved horror, hvis den skræmmer – men jeg synes langt fra, at det er den eneste kvalitet ved genren. Som Jonas så rigtigt siger: hvis jeg kun gik til horror for at blive skræmt, ville jeg snart blive træt af genren (om det så er, fordi jeg er dårlig til at føle empati, eller om jeg bare har set for mange film, skal jeg ikke kunne sige).
@Nick,
For at uddybe det med grunden til at se horror, kan jeg anbefale Rikke Schubarts bog “I lyst og død – Fra Frankenstein til splatterfilm.” Den er godt nok ikke helt ny, men det burde være til at finde den på diverse biblioteker.
Hun beskæftiger sig lige præcis med det spørgsmål, og når frem til at det ikke kun handler om at sætte sig i offer-rollen og blive skræmt, men også om at udleve fantasier om at være den onde. Så det med at se gys har ifølge hende altså noget med at få tilfredsstillet både massochistiske og sadistiske lyster.
Hvilket jo så også må betyde at der lever en lille psykopat i os allesamnen…
Super, Belix – vigtigt at få sadisme med ind i ligningen. Jeg vil også sige, at det handler en hel del om at personificere sig med monsteret frem for offeret og simpelthen føle sig godt hjemme i monstres selskab (hørte jeg nogen sige hjerneskade?). Lovecraft har beskrevet det meget smukt i novellen, The outsider: ”Now I ride with the mocking and friendly ghouls on the night-wind, and play by day amongst the catacombs of Nephren-Ka in the sealed and unknown valley of Hadoth by the Nile. I know that light is not for me, save that of the moon over the rock tombs of Neb, nor any gaiety save the unnamed feasts of Nitokris beneath the Great Pyramid; yet in my new wildness and freedom I almost welcome the bitterness of alienage.”
Tak for tippet, Belix, jeg vil helt klart forsøge at få fingrene i Schubarts bog!
Og jeg er så afgjort enig. Jeg så engang en dokumentar der fortalte om det sadistiske/masochistiske i horror. Den forklarede blandt andet hvordan man kunne få sympati for morderen ved at identificere sig med ham og hvordan computerspil især var gode til at få afreageret rent sadistisk; ved at skyde, tæve eller bombe fiktive mennesker.
Mathias Clasens bog Homo Timidus er også anbefalelsesværdig – især hvis man ligesom jeg er tilhænger af den evolutionært-biologiske tankegang.
Janus, jeg forstår dig så inderligt. Historien er for mig den absolut vigtigste faktor uanset hvilken genre jeg oplever. Plottet er det centrale, resten er blot fyld og pynt. Jeg har det ligesom dig med at jeg skal opleve så mange historier som muligt, og glæden ved at begive mig af sted på en ny ‘rejse’ er hver gang stor. Jeg er endda blevet så fagskadet at jeg begynder at hive plot ud af vittigheder, sange, endda tv-reklamer, hvis det er muligt.
Men når det handler om en horrorhistorie, måler jeg lige så meget dens værdi i kvaliteten af plottet som i kvantiteten af frygt jeg oplever undervejs.
Hvis jeg må blande mig i debatten, synes jeg – udover den gode historie og det gode gys – at noget af det, der fascinerer mig ved horror-genren er, at den på trods af sin “bad standing” i filmverdenen ofte er først til at opfinde nye kameravinkler, nye special effects, nye twist i opbygningen af historien osv., som mainstream-filmene så senere samler op og bruger i blockbusters. Gysergenren er ikke bange for at eksperimenterer, og nogen gange går det helt ad H til, men andre gange skabes der helt nye standarder for film. Det er da fascinerende…
Og det, at de asiatiske gyserfilm gjorde rigtig mange, også hardcore horror-fans, ubehageligt til mode, lige da de kom frem, tror jeg i høj grad hænger sammen med, at vores vestlige referenceramme pludselig blev brudt af noget helt nyt. Nu har vi vænnet os til den amerikanske horror, og den europæiske tankegang kender vi også af den simple grund, at vi er opvokset i Europa. Men Japan (og Korea osv.) har en helt anden kultur, og derfor kommer chokket så voldsomt. Vi ved ikke, hvad vi skal forvente…
Under alle omstændigheder lader jeg mig gladeligt begejstre af alle mulige slags horror-film, og må også indrømme, at jeg ind i mellem lader mig narre til at synes godt om noget værre bras. Men nogen gange er oplevelsen god for mig, selvom filmen er dårlig :)
Helt enig – jeg tror, at nyhedsværdien i de asiatiske film betød en del. Nyt formsprog, nye historier, nye tricks :)
Og nogle gange er en dårlig horrorfilm altså den helt rigtige film. Forleden aften genså jeg House of the Dead, som efter alle kriterier er en røvdårlig film – men med den rette mængde rødvin og lidt samtale på Twitter blev den faktisk rigtig sjov :)
Men det var måske ikke så meget filmens skyld…
Ang Schubart sbog – det er mange år siden, jeg læste den, men jeg husker især første halvdel som rigtig god. Anden halvdel gik (så vidt jeg husker) lige vel meget amok i Freud. Men helt klart værd at læse.
[…] Janus: Ang Schubart sbog – det er mange år siden, jeg… […]
Jeg kommer lidt sent ind her, men når læser debatten, så slår det mig, at der er to ting, der egentligt diskuteres. For det første, hvad er horror, og for det andet, hvad er attraktionen ved horror.
Til det første punkt er der jo kommet mange mere eller mindre fantasifulde forklaringer og afgrænsninger gennem årene. Jeg orienterer mig selv klart i en kognitiv, evolutions-psykologisk retning og mener, at man sagtens kan nøjes med definere genren som “værker, der forsøger at skabe følelsen af ‘horror’ hos modtageren” – “horror”, fordi ordet i sin engelske betydning både har komponenter af det skræmmende og af væmmelse, som man ikke finder de danske udtryk “gys” eller “skræk”, men som jeg mener er meget vigtig.
En mere udførlig afgrænsning synes jeg egentlig blot vil være unødvendigt komplicerende. Derfor er jeg heller ikke så meget til definitioner, der lægger vægt på det overnaturlige, på monstret, på “det grænseoverskridende” (som lader til at være Rikke Schubarts seneste mantra) eller på det fortrængte. Det eneste, man opnår ved at stille yderligere krav, er en noget kunstig udskillelse af værker, der af lægmand ofte alligevel opfattes som horror. Det bliver m.a.o. en akademisk stiløvelse. Jeg ser heller ikke noget problem i at begrænse definitionen til udelukkende at være baseret på modtagerens affektive respons. For er det ikke det samme, man gør med en genre som komedien?
Til det andet punkt, attraktionen ved horror, så mener jeg, at selvom attraktionen selvfølgelig altid i nogen grad vil være forbundet med genredefinitionen og dermed de træk, der er særlige for horror (for ellers kunne man jo lige så godt vælge at se/ læse/ høre noget andet), så er der meget, der tyder på, at vi tiltrækkes af meget forskellige ting, alt efter hvem vi er.
Fx er der lavet undersøgelser, der viser, at unge i høj grad bruger horror som ritual (som en slags manddomsprøve) og til at øve sig i klassiske kønsrollemønstre (drengene får lov til at vise, at de er modige. Pigerne får lov til at vise, at de er sårbare og har brug for beskyttelse).
Der er også lavet undersøgelser, der viser, at der er en stærk sammenhæng mellem folk, der har et udpræget og konstant behov for markante og intense sanseoplevelser, og dem, der vælger at se horror.
Selve det at blive skræmt er også en attraktion, fordi den emotionelle kurve fra spænding til afspænding, der udløses af vores frygtresponssystem, opleves som behagelig, så snart frygten dæmpes.
Så er der fascination ved død og det morbide, som ifølge nogle kognitivister er helt grundlæggende for mennesket.
Og selvfølgelig er der også glæden ved den gode, velfortalte historie, der udløser en kognitiv tilfredsstillelse ved at opstille og indløse forventninger.
Endeligt ligger der også en attraktion for den mere sofistikerede (genrevante) modtager ved at kende og genkende genrens konventioner og stereotyper og opleve kognitiv fornøjelse ved at se dem blive brugt på nye måder.
Kort sagt, der kan være allehånde attraktioner ved horror, og hvad der er tiltrækkende for den ene, er ikke nødvendigvis det mest tiltrækkende for den anden.
@Thomsen
Du får formuleret rigtig mange ting langt bedre, end jeg kan, i det indlæg. Thumbs up!
Angående genredefinition så jeg meget gerne en formel en af slagsen (som man kan gøre med f.eks. science fiction), men mine forsøg strander gerne. Og falder tilbage på: det er det, jeg peger på, når jeg siger det :)
Personligt tænker jeg mest i overnaturlig horror – for, som du siger, det ville afskære en masse værker, som generelt regnes som horror (måske tænker jeg bare på overnaturlig horror som rigtig horror).
Jeg har lidt problemer med definitioner, der baserer sig på modtagerens affektive respons (men er vild med udtrykket) – fordi jeg synes, de strander på, at den respons kan svinge meget fra modtager til modtager. Det, der er horror for den ene, er det ikke for den anden (hvilket vel i praksis kan være rigtig nok, men jeg kan så godt lide ting, der kan måles og vejes – så vi kan blive enige om, at noget er horror). Og kigger man på afsenderens intentioner, bliver det hele til et tolkningsspørgsmål.
[…] Janus: @Thomsen Du får formuleret rigtig mange ting langt… […]