Film

Rummets Vampyrer del 2

Nogle gange når indlæg kun lige at udkomme, før end det er uaktuelt. Første del af denne miniserie begræd at der ikke var flere der havde benyttet sig af mulighederne for at give vampyren en science fiction-drejning. Da slet ikke nogen danskere. Well, Michael Kamp har skrevet en scifi vampyr-historie til en engelsksproget antologi kaldet Blood Type. Forfatteren lader os vide, at hvis ikke den var blevet antaget, var den blevet sendt ind til antologien Vampyr. Hvis det er sandt, så er det sgu næsten ærgerligt at den blev antaget! Et science fiction-bidrag til Vampyr, havde ikke alene gjort antologien mere vidtfavnende og nyskabende – vi havde også kunnet brøste os af at emnet var blevet berørt på dansk.

I sidste del blev The Space Vampires taget under behandling. Det er muligt at bogen dannede inspiration for Alien – men hvad var bogen selv inspireret af?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Planet of the Vampires (1965) virker som et sandsynligt ophav. Filmens “vampyrer” er egentlig energi-væsener (tjek), der kan besætte andre væsener (tjek). Og de bliver fundet på en øde planet, hvor de har været fanget (tjek, i det mindste for Alien’s vedkommende). Væsenerne har dog helt andre planer end at spise besætningen. Hvad skal ikke afsløres her, for det er stadig en flot og seværdig film på dens egne meritter, som man gerne må lade sig overraske af.

 

 

 

 

 

 

 

Efter at både The Space Vampires og Alien var udkommet, kom den ultra-campy, underholdningsserie Buck Rogers in the 25th Century (1979-1981), en nyfortolkning af en klassisk pulp-helt. Ét af de bedste afsnit er “Space Vampire”, som faktisk er en variant over Dracula. Et (rum)skib, hvor alle ombordværende er faldet hen i en dødlignende tilstand, ankommer til en rumstation hvor vor helt befinder sig. Rumskibets log fortæller en uhyggelig historie om at noget dræber besætningsmedlemmerne én for én. Og så begynder historien at gentage sig… Atter er vampyren et energi-væsen (vorvon), der stjæler energi fra sine ofre. Ét af højdepunkterne i afsnittet, er at vampyren kan kontrollere sine ofre som en art zombier. Det siges aldrig direkte at det var vorvoner der besøgte Jorden i fortiden, men det virker ret ligetil at slutte. Det er stadig et seværdigt afsnit, det er blot synd at der ikke var mere tid til at udbygge konceptet mere. Derudover så skal man have en meget høj tolerance for TV-serie-effekter, for de kan underminere den ellers velkomponerede uhygge.

 

 

 

 

 

 

 

 

Herover: “The Cinematic Sci-Fi event of the eighties” lover plakaten. Undertegnede er enig, men det var publikum ikke. Bemærk hvordan det alternative video-cover lyver: Vampyrerne i filmen suger ikke blod.

Da filmatiseringen af The Space Vampires kom i 1985 med titlen Lifeforce (for the most part),  var det indlysende at drage paralleller til Alien. Men lad os nu huske på hvad der kom først… Lifeforce fik ikke en overvældende god modtagelse. Personligt blev jeg blæst bagover da jeg så den, fordi den indeholder alt det bedste fra 1980’ernes film: Den er bombastisk, den har flotte “practical effects”, apokalyptisk sceneri, og en variant over zombie-temaet (muligvis inspireret af Buck Rogers). Og så dens berømmelige, splitterravende nøgne vampyrdronning. Det er dog forståeligt at den har virket mindre stærk i samtiden, hvor der ikke var nogen 80’er-nostalgi til at hjælpe én med at glemme dens problemer. Den virker nemlig rodet fortalt, med flashbacks strøet rundt omkring. Og som en ven fortalte mig, så har den ikke rigtig nogen genre. Den begynder som en art opdagelsesrejse hvor vampyrerne opdages, bliver til rent gys da vampyrerne vågner op, glider over i engelsk krimi mens vampyrerne eftersøges… hvorefter det slutter af som en art zombie-film.

Forfatteren til The Space Vampires, Colin Wilson, var heller ikke særligt begejstret for filmen. Det er da også svært at se hvordan nogen som helst ville sætte pris på at få deres stille, langsomme roman lavet om til et episk action-brag. Men det lykkedes faktisk for filmen at udforske idéen om energi-vampyrisme yderligere. Vampyrerne skal nemlig her dræbes ved at støde et jernvåben i deres solar plexus. Der gives ingen pseudo-videnskabelig forklaring, årsagen synes snarere at være at spille på hinduistisk mystik (med energi-zoner i kroppen), og så den nordiske mytologis brug af jern som værn mod troldtøj. Ligesom i Buck Rogers, så gøres der brug af mystikken omkring et fartøj, hvor alle de ombordværende var døde. Som sagt: Lifeforce indeholder stort set alt hvad der er godt ved vampyrer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da der i Japan kom både en videfilm (“OVA”) og en anime-serie, henholdsvis Vampire Wars (1990) og Macross 7 (1994-1995), med et rumvampyr-tema, er det fristende at se begge som direkte inspireret af Lifeforce. Men Vampire Wars var faktisk baseret på en hel række af romaner (fra 1982 og frem). Når jeg ikke omtalte dem i sidste del, så skyldes det at mit japanske er lidt rustent (så vidt jeg ved er bøgerne alrig blevet oversat til vestlige sprog). Der er tale om en art agent-film, hvor japaner bliver involveret i stridigheder i mellem den franske og amerikanske efterretningstjeneste, som alt sammen er relateret til vampyrisme. Vampyrerne er ved første øjekast meget traditionelle: De har base i Transylvanien, de drikker blod, og de går svanset klædt (jeg er ikke helt sikker på hvor traditionelt det sidste er). Det er faktisk mest et “twist” hen imod slutningen, at vampyrerne faktisk er rumvæsener, der er rejst til jorden med “universets spirituelle energier”, hvad fanden det så end skal sige. Det er en ret ringe film (især fordi den er uafsluttet), men hvis der skal siges noget godt om den, så er det at vampyrerne er relativt veludførte anti-helte. De lever af menneskenes blod, men samtidig forsvarer de jorden mod deres egne fjender fra rummet. Hovedpersonerne har altså intet andet valg end at prøve på at forhandle med dem. Holy dilemma, Batman!

Japan gjorde det igen med Macross 7, en serie som jeg ikke kan prøve at forklare på dansk, uden at tonsvis af “otaku” står klar til at forklare om hvor meget jeg har misforstået konceptet. Anyways: Macross er faktisk er en hel serie af serie, sat i en fjern fremtid, hvor menneskeheden bruger musik som våben mod forskellige væsener fra rummet. Såsom fjenden i Macross 7, de såkaldte “protodeviln” (eller “vampyrer”, som menneskene kalder dem), som egentlig er væsener fra et andet univers, som har taget bolig i en kunstig krigerrace,og som stjæler energi fra andre levende væsener. Jeg håber at I fik fat på det hele! Faktisk stjal disse væsener på et tidspunkt så meget energi at de var tæt på at skabe et sort hul der ville have drænet livet fra hele galaksen (!), hvorefter de blev spærret inde i krystaller et sted. Indtil en ekspedition opdagede dem, og de tog bolig i nogle af medlemmer fra ekspeditionen…

Dette på én gang bizarre, og alligevel lidt kliché-prægede blot, beviser to ting: At japanerne ikke bare har set Lifeforce, men faktisk også læst The Space Vampires. For én ting er den ofte brugte idé med væsener der har ligget i dvale i lang tid, indtil de bliver vækket af en ekspedition. Noget andet er konceptet med det sorte hul, der dræner livsenergi. Hvor absurd Macross end er i alle sine inkarnationer (det er jo Japan for fanden) så tager det i det mindste sig eget koncept alvorligt, og idéen om rum-vampyrer passer godt ind i seriens logik. Kan man acceptere et koncept som “som energy”, kan man også sagtens acceptere energi-dræn.

Efter at Japan som vanlig tog noget vestligt og skruede det hele vejen op til 11 and beyond, så har det desværre været meget småt med inspiration og nytænkning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tag blot Teenage Space Vampires, en rumænsk-canadisk videofilm fra 1999. Og ved I hvad? Jeg har ikke tænkt mig at gøre den mere til grin end den allerede er. Det ville være lidt ligesom at mobbe en mentalt handikappet dreng, man udstiller kun sig selv som et værre røvhul ved at gøre det. Plottet: Nogle high school-drenge opdager at blodsugende rumvæsener vil slukke for solen, og derfor er ved at infiltrere både nabohjælp-gruppen og det lokale fodholdhold. Forfriskende nok, så afviser autoriteterne ikke bare denne komplet vanvittige historie, så drengene får selskab af nogle utroligt fjogede SETI-agenter (der kører rundt i en varevogn med et “grey”-ansigt på siden). Med lidt ond vilje kunne man sige at den prøvede at ramme stemningen og settingen i Buffy the Vampire Slayer, blot som mere rendyrket komedie. Men det er egentlig mere en variant over den klassiske “ungerne klarer ærterne, fordi de dumme voksne ikke vil lytte”, ligesom The Blob og Invaders from Mars. Det er dog også den eneste grund til at man stadig kan tale om filmen som science fiction. For filmen leverer godt nok teenagers og vampyrer (der suger blod, smitter og ikke kan tåle sol når transformationen er fuldendt), men ikke noget “space.”Der er ingen grund til at de er rumvæsener. Vampyrerne kunne lige så godt have været fra samme land som filmen.

Teenage Space Vampires er alt i alt en ret slap omgang. Men i det mindste blev den skabt i et årti, hvor self-aware ironi kun lige var begyndt at titte frem. Men så kom 2000’erne og 2010’erne med endeløse parodier på tidligere årtiers måde at fortælle historier på. Inklusiv – Gud se i nåde til os – parodier på selv-parodier, og parodier på dårlige effekter (“haha, prøv at se hvor amatør-agtige vi er”). Såsom Captain Amazingly Incredible and the Space Vampires from the Evil Planet!!! (2010). For at være fair, så kan det godt være at jeg ville have fundet det ustyrligt morsomt for nogle år siden, eller hvis det havde været en sketch opført på en con. Men jeg håber og ønsker nu at vi har passeret det vendepunkt, hvor man bare kan fortælle en god historie, uden referencer og blink i øjet. Når det en dag bliver for selvhøjtideligt igen, så skal parodierne nok punktere alvoren.

Hvis jeg har en bøn til jer forfattere og andre kreative mennesker, så er det at I ikke behøver at genopfinde den dybe tallerken, eller at risikere at alienate publikum med nye og svært forståelige koncepter. Giv os blot nogle variationer over de klassiske monstre, som tager sig selv seriøst. Det er rigeligt svært i sig selv – men det er så fedt når det bliver gjort godt.

 

© 2014 Horrorsiden.