Bøger

Richard Laymon: The Beast House

”Beast House” er anden bog om titlens navnkyndige monsterhjemsøgte hus. Første bog hed The Cellar, men det er nu ikke nødvendigt at have læst den for at følge historien her – for det første fordi historien fortæller den baggrundsviden, der er nødvendig, men også fordi Laymon skriver så glat, at plot og sammenhæng stort set er ligegyldige koncepter.

Beast House ligger i den lille by Malcasa Point og rummer en lang og blodig historie, hvor et lokalt monster angiveligt har dræbt adskillige mennesker i huset. Nu er det omdannet til et voksmuseum, hvor folk kan se et udvalg af de døde.

En lille flok mennesker ankommer til Malcasa Point fra hver deres retning i livet: Tyler og Nora (den kyske heltinde og hendes sexhungrende veninde) leder efter den mand, der måske var Tylers ægte kærlighed, men som hun forlod for år tilbage; på vejen bliver de reddet fra voldtægt og andet af to soldater, som medbringer rå muskelstyrke og folsøm romantik. Forfatteren Gorman Hardy leder efter et emne til sin næste dokudrama-bog, og han er blevet kontaktet af pigen Janice, som er kommet i besiddelse af en dagbog, der beskriver bæstets tidlige år i det gamle hus. Vold og sex er perfekte krydderier i Gorman litterære kogebog, så dagbogen lyder perfekt til ham. Med sig bringer han også behovet for en retfærdig røvfuld, for han er en væmmelig fætter, der vil gøre alt for at snyde sig vej gennem livet.

Rollerne er tegnet op med kridt, så det er ret let at se, hvem der overlever.

Sjovt er det, at Gorman skal fremstå som en skurk, for hans tilgang virker meget som Laymons egen: hvis der er blod og sex, sælger det – og det er kun en ekstra bonus, hvis der oveni købet er en aggressiv og tandbesat fallos. På den anden side tror jeg dog ikke, at Laymon er villig til at slå ihjel for at få sine bøger på gaden. I stedet sigter han efter den rene popcorn-oplevelse, og er det det, man eftersøger, leverer han varen uden problemer. ”Beast House” er hurtigt læst og fornøjelig at følge på samme måde som at se en splatterfilm fra firserne: det er forudsigeligt, til tider komplet ulogisk, men alligevel også ret sjovt at se, hvordan han får folk fjernet fra rollelisten. Og så er der en god portion karikeret romantik, som man kan sukke af.

© 2009 Horrorsiden.