Bøger

Erwin Neutzsky-Wulff: Adam Hart vender tilbage

ANMELDELSE:
Erwin Neutzsky-Wulff
Adam Hart
231 sider
Kr. 399,-
Borgen

Da Edgar Allan Poe i 1840’erne skabte detektiven C. Auguste Dupin, grundlagde han samtidig en genre, som skulle vise sig særdeles levedygtig. I samme årti modtog søstrene Margaret og Kate Fox fra Hydesville, New York, beskeder fra hinsidige ånder. Om end søstrene senere indrømmede, at det hele var fup, var ektoplasmagylpende medier blevet fashionable, og en ny forskningsgren så dagens lys, parapsykologien.

Idet al forskning, inklusiv parapsykologi, kan sammenlignes med detektivarbejde, synes det oplagt at forene de to. Besynderligt nok blev den okkulte detektiv ikke skabt af Conan Doyle, som ellers rendte fra seance til seance, men derimod af Algernon Blackwood og William Hope Hodgson i en række noveller om henholdsvis John Silence (1906-7) og Thomas Carnacki (1910-12).

I 1972 introducerede Erwin Neutzsky-Wulff de første okkulte detektiver på dansk, makkerparret Adam Hart og Victor Janis. Det skete i Adam Harts opdagelser (genudgivet i 1978 og 2003), som blev efterfulgt af Adam Hart og sjælemaskinen, Oiufael og Victor Janis & Søn (alle udgivet 1977); nu er de fire bøger, samt en ny fortælling, Adam Hart vender tilbage, samlet i ét bind.

Adam Hart er en dannet desperado, som i sin intellektuelle nysgerrighed hverken viger tilbage for okkulte charlataner eller overnaturlige væsner; i modsætning hertil er Victor Janis mere fornuftsbetonet, småborgerlig og tilbageholdende, hvilket naturligvis ikke forhindrer, at han roder sig ind i den ene livstruende situation efter den anden, ofte i kølvandet på Adam. Nok er Victor ikke så passiv som Sherlocks Watson, men han er lige så trofast.

Det er overvejende gennem Victors dagbøger, at vi kan følge de to venners ekstraordinære eventyr. I seriens første bog, som består af fem fortællinger, kommer Hart & Janis vidt omkring, bl.a. dybt ind i Braziliens jungle hvor et gammelt alter endnu er friskt med blod, og træer ikke bare er træer; der bliver løst gåder og koder, og i en sag om myrdede kvinder kommer de (måske!) på sporet af en vampyr.

Mindre farligt bliver det ikke i Adam Hart og sjælemaskinen, som både byder på besøg i underverdenen og tidsrejser, for slet ikke at nævne titlens “sjælemaskine” som truer hele verdens eksistens. Undervejs dæmrer det for Hart & Janis, at de kun er marionetdukker, og de beslutter derfor at slå Forfatteren ihjel. Forfatteren – kaldet “Wulf” – er for øvrigt en tilbagevendende biperson hele serien igennem og leverer en del af den humor, som ind imellem bryder frem på de skrækmættede sider.

Gennem en blandning af dagbog og lyrik skildrer Oiufael flere parallelle udviklingsspor; den biologiske evolution fra ursuppe til civilisation, og Oiufaels (eller Satans) skikkelser gennem samme tidsrum, indtil hans sidste inkarnation inden apokalypsen – med mindre Hart & Janis kan forhindre det.

Hvem kan glemme disse dage
millioner år tilbage,
dyndet, padderokkemuren,
roderiet, da naturen
kun var nået frem til kladden?
Hvem, å hvem kan glemme, hvad en
alligatorpadde tænker,
når den krummer ryg og bænker
sig ved floden?
Mine fødder
suger slim og skyder rødder.

Det bliver ikke sidste gang, at verdens skæbne kommer til at afhænge af de to okkulte detektiver, for i den gennemført uhyggelige Victor Janis & Søn forsøger et hjemsøgt hus’ ånd at forene sin almagt med en supercomputers alviden. Det var (ifølge Victors dagbog) i 1975.

Mange år efter i Adam Hart vender tilbage (hvis handling er henlagt til 2010), opsøges de to okkulte detektiver af en ung kvinde, hvis veninde er faldet i kløerne på en vampyr, men gennem deres efterforskning støder Hart & Janis på molekylærbiologen dr. Klive, og snart vrimler det med zombier i Københavs gader …

I forordet til Adam Hart skriver Erwin Neutzsky-Wulff, at de fire gamle Adam Hart-bøger “næppe kan beskrives som andet og mere end begavede gymnasieskriverier.” Set i forhold til hans seneste romaner Rum (2001) og Hjernen (2006) er det ikke helt ved siden af. Både hvad angår plot, fortælleteknik og sproglig stil (men ikke temaer) har forfatterskabet bevæget sig så langt siden Adam Hart-bøgerne, at de næsten forekommer at være skrevet af en anden forfatter (hvilket de jo også er, nemlig af Victor Janis). Dog er de fire første bøger elementært spændende læsning fuld af mystik, skarp samfundssatire, sex, gys og science fiction, og så tilgiver man gerne de til tider klodsede formuleringer; spændende er også den femte (og angiveligt sidste) fortælling, kun kan man beklage sig over, at den ikke er længere.

Alle de fire originale udgivelser var illustrerede og særligt blev der i de to sidste eksperimenteret (mere eller mindre heldigt) med typografien. Den nye udgave, som er tilrettelagt af Frank Prause Brahe, er helt i samme ånd: Den er illustreret med fotografier af Jens Peter Engedal, som efterfølgende er blevet behandlet i Adobe Photoshop, og siderne byder på nye typografiske tricks, desværre ikke altid lige elegant.

Nye læsere kan, som det hedder, begynde her, mens gamle læsere kan nyde genoplevelsen.

© 2007 Horrorsiden.