Bøger

Dystre Danmark, redigeret af Henrik Sandbeck Harksen

Henrik Harksen har tidligere sendt to novellesamlinger på gaden, begge med HP Lovecrafts Cthulhu-mythos som omdrejningspunkt: Fra skyggerne og den engelsksprogede Eldritch Horrors: Dark Tales. Nu er hans tredje antologi på gaden – bogen er flottere denne gang, mere gennemført i designet, og fokus er lagt bredere: nu er der blot tale om horror skrevet af danske forfattere. Og samtidig har redaktøren slået fast, at det ikke er for børn – der bliver ikke lagt fingrene imellem.

Alt i alt en flot og beundringsværdig udgivelse – rent udstyrsmæssigt er den også flottere end sine forgængere, og indholdslisten afslører både kendte og nye navne. Men måske er det alle disse omstændigheder, der gør, at forventningerne til ”Dystre Danmark” ganske enkelt hæves for meget, og at jeg personligt efterlades lidt skuffet efter endt læsning.

Ikke forstået på den måde, at ”Dystre Danmark” er dårlig – jeg tror ikke, at der var en enkelt historie i samlingen, som fik mig til at stoppe op og blive irriteret. Selvfølgelig er nogle noveller bedre end andre, men ingen af dem er direkte dårlige.

Men på den anden side er der heller ingen af dem, som får mig helt op at ringe.

Grunden til dette er, mener jeg, at finde i manglen på overraskelser. Langt de fleste af de 11 noveller benytter sig af velkendte historietyper eller bruger en opbygning, der gør dem forudsigelige. Tag f.eks. A. Silvestris ”Der er engle nok til alle”, som rent teknisk nok er samlingens mest interessante og for så vidt er mesterligt skrevet, men bare bruger alt, alt for lang tid på en pointe, der vinker til læseren på lang afstand (og dertil begår sig i noget af det, der irriterer mig mest ved horror: storladen psykopat-monolog). Og Helene Hindberg, der smider en vigtig detalje ind lidt for tidligt i den ellers stemningsfulde ”Astrid”. Og Thomas Bøttern, som det lykkes at holde en ufatteligt svær balancegang langt hen i ”Hvordan man slår sin lillesøster ihjel”, indtil han snubler ved slutningen.

De fleste af titlerne har såmænd noget, der taler til deres fordel, men nogle enkelte lykkes det dog at rage op fra mængden. For mit vedkommende er det især bidragene fra HH Løyche, Nikolaj Højberg og Malan Jacobsen.

Løyche benytter en historie fra sin egen familie og rammer meget godt punktet mellem humoristisk anekdote og skræmmende virkelighed, der får historien til at rumstere. Højberg glemmer måske lidt horroren, men introducerer i stedet et interessant mysterium og en spændende løsning. Og Jacobsen (hvis navn jeg ikke er stødt på før) begår en historie med masser af lækre detaljer og gode overraskelser. Mere af den slags, tak.

Alt i alt er ”Dystre Danmark” godt håndværk – den når måske ikke samme niveau som f.eks. “Fra skyggerne” i min personlige oplevelse, men ikke desto mindre er den svær at komme udenom, hvis man er til dansk horror.

Jette har også anmeldt antologien på Gyseren.dk

© 2009 Horrorsiden.