Tegneserier

Jacob Rask Nielsen: Exodus, bind 2

I første bind af Exodus introducerede Jacob Rask Nielsen sine hovedpersoner: den lettere nørdede, men også charmerende Hassan, den gravide Viola og den rå og brutale Bernt. Han lagde en god bund for en flirt mellem Hassan og Viola. Og så efterlod han ellers vore helte midt i byen, mens de levende og kannibalistiske døde gik amok overalt omkring dem.

Det er her, bind 2 starter. Og så bliver der ellers skruet op for varmen.

Det siget nok meget om Rask Nielsens zombie-epos, at det sker med to missiler navngivet Holger Danske og Karen Blixen. For han har sigtet ind på den lille niche, hvor man finder skæringspunktet mellem dansk lune med rappe replikker, amerikansk superaction med store, stiliserede eksplosioner og klassisk horror, hvor nu også noget dæmonlignende begynder at stikke sit grimme ansigt frem i handlingen.

Hassan har set en del zombie-film, så han ved, at de skal ud af byen. Desuden har han spillet en del live-rollespil, så han ved også, hvordan man bruger en økse. Omend hans kompetencer mest er til gummisværd, så får han snart mulighed for at undersøge, om de lader sig overføre til det virkelige liv. Vore venner får militær assistance – BS Christiansen på steroider – og forsøger at flygte fra byen, hvilket naturligvis er svært, når der er zombier overalt. Og endnu sværere, når verdens undergang ikke ligefrem er en situation, der bringer det bedste frem i folk.

Det lyder alt sammen meget blodigt, og det er del vel for så vidt også. Der dør i al fald en del, både zombier og mennesker. Men splattet er godt pakket ind i både streg og historie. For Rask Nielsens figurer har en vis lighed med Playmobil-mænd, og når de bliver skudt i stykker, sker det alt sammen i dramatiske, men også fastfrosne sort/hvide tableauer, der tager skrækken af det hele. Hvilket er helt okay, for Exodus er først og fremmest morsomt. Voldsomt morsom. Af typen, der kan få én til at forstyrre andre læsende med ens undertrykte udbrud.

”Exodus, bind 2” er en tegneserie, man stryger igennem – blandt andet fordi Rask Nielsen har så stort overskud, at han ikke hælder for meget på historien. Han tager sig tid til at fortælle det, der skal fortælles, og smider også gerne nogle finurligheder ind (helikopter-scenen bliver en klassiker). Det er en udsøgt fornøjelse. Faktisk er min eneste indvending nok en lille antydning af nervøsitet for, hvordan det skal gå med sidste bind – for Rask Nielsen skal have et ganske stort es i ærmen, hvis det skal lykkes ham at afslutte historien på ordentlig vis så hurtigt, Umiddelbart så jeg den gerne bredt ud over adskillige bind.

© 2009 Horrorsiden.