Hvis man tjekker Serieforlagets udbud af tegneserier i dag, vil man hurtigt opdage, at fokus ligger på udgivelser til meget små børn. I flere tilfælde er der tale om mega-franchises omsat til bladform som Cars, Hello Kitty eller Ninjago, og selv et blad som Spiderman blev for et par år siden lavet om til Spiderman Kids, et blad med meget få sider (og meget lidt historie!) og et lille stykke billigt legetøj medfølgende – som oftest et af Spidermans velkendte skydevåben (??).
Der er ingen ”rigtige” tegneserie-blade tilbage på det danske marked – dvs. blade, der, groft defineret, kan læses ikke kun af småbørn, men også teenagere og voksne – og det står i temmelig skarp kontrast til det enorme udbud, der var i min egen barndom, især fra Winthers forlag og Interpresse.
De tidligste indtryk, jeg har, er fra netop Winthers forlag med Hulk-historier af Bill Mantlo og Sal Buscema. I essensen naive historier, men velfortalte og med en underliggende fornemmelse af at folkene bag tog arbejdet dødseriøst.
Winthers Draculablade står også rigt i erindringen som både uhyggelige og ekspressionistiske i tegnestilen, ofte med lidt mudrede jordtoner i farvelægningen. Sådanne tegninger ville man aldrig servere for børn i dag, hvor det hele skal være med fede, sorte outlines og klare signalfarver (som marketingsafdelingen har fundet ud af mest effektivt hypnotiserer de små!).
Interpresse, der allerede havde markeret sig med mange flotte og udfordrende tegneseriehæfter i halvfjerdserne og startfirserne (det vender vi tilbage til), overtog superheltebladene i 1984 med et program, der talte både Edderkoppen, Hulk, Kaptajn Amerika, Projekt X og Dæmonen. Senere kom der også en fast udgivelse med De Fantastiske Fire og soloudgivelser med bl.a. Jærven, Krybet og Punisher.
I 1997 blev Interpresse overtaget af Egmont Serieforlaget, der fortsatte superhelteprogrammet, indtil de for få år siden skar kraftigt ned på udbuddet. Spiderman afgik ved døden i 2010 med blad nummer 408 og blev afløst af børneudgaven. I perioden 2010-2012 er der kun kommet sporadiske soloudgivelser på superheltefronten, og i dag tæller udbuddet af danske tegneserieblade kun ovennævnte titler til småbørn.
Det er en påfaldende ændring af markedet. Dengang jeg var barn – og lidt før det – pushede forlagene Poe til børn! Og det handler ikke kun om dalende interesse for tegneserier på grund af den digitale revolution; igen berører vi den fra USA adopterede korrekthed. Det er utænkeligt, at et dansk forlag i dag ville udgive et hæfte som Interpresses Edgar Allan Poe (1976), hvor der var blodige udgaver af Den sorte kat og Brønden og pendulet, eller albummet Hjemsøgt (1981), der bl.a. indeholder Richard Corbens vulgære, men betagende Lovecraft-parafrase Woodlick-forbandelsen. Eller hvad med selvsamme Corbens postapokalyptiske Mutanternes verden, der var inventar på de fleste danske folkebiblioteker, og som jeg må have lånt de første ti gange som barn.
Det var kunstnere som Corben og Wrightson, der opdragede mig, gav mig min kulturelle dannelse – ballast, om man vil.
Også album som Nattens ridder og Vogterne læste jeg, da jeg egentlig var for lille til at forstå dem, men jeg tog dem frem igen med års mellemrum, og ’voksede ind i dem’. Mange af superhelteudgivelserne fra Interpresse, direkte rettet mod børn, besad også voksne temaer, f.eks. Edderkoppens Kraven-sagaen behandlede livstræthed og selvmord, og de mange tekniske aspekter i f.eks. Den skjulte strid er endnu et eksempel på en tegneserieudgivelse oversat til dansk, hvor der ’tales op’ i stedet for ned til de unge læsere.
Den svundne manér med at udgive noget, rettet mod et yngre segment, som måske var lidt for voksent til læseren, er enormt dannende. Censuren, korrektheden og det kapitalistiske aftryk – de uambitiøse og mangelfuldt redigerede børneblade, hvor hovedattraktionen er det medfølgende stykke legetøj – er med til at gøre en generation mindre kulturel.
I dag må der ikke være en bloddråbe eller et stykke bart hud i et blad, børn kunne finde på at købe. Tegningerne må ikke være for ekspressionistiske og historien ikke for indviklet – kort sagt intet, der virker for voksent til at man lige kan forstå det.
Det her er et opråb til den danske tegneseriebranche, der er på en frygtelig deroute i disse år. Enhver udbyder af medier har også en dannende funktion; et ansvar for at formidle kultur. Der er virkelig gået noget tabt siden dengang, vi serverede gode historier og smukke tegninger til de unge. Stof, kreeret af folk, der brændte for det og tog det bundseriøst som kunst, det de lavede.
Interpresse, kom ind!
Jeg ville forbandet gerne se mere horror og gys på den danske tegneseriescene. I 2007 bidrog jeg selv til festen, ved at udgive DYLAN DOG på dansk. Der findes mange skumle gyserserier, som vi går glip af herhjemme, nu hvor tegneseriemarkedet er, som det er (altså ‘meget lille’ – oplagene er knækprosa små). Jeg ville gerne udgive mere horror, men spørgsmålet er, om efterspørgslen er der?
Jeg går ud fra, at forlagene har lukket for det varme vand på grund af manglende salg? Men det er alligevel lidt mærkeligt, at de danske unge skulle være så meget anderledes end alle andre. Jeg var i Italien i sommer, og jeeesus, de har jo over 50 tegneserietitler, Conan, Wolverine, Corben-tegneserier i bladform og jeg ved ikke hvad. Og overalt så man unger, der sad og bladrede i Dylan Dog og andet. Selv i Sverige har de stadig Spiderman, Star Wars og andre titler. Hvad sker der lige for Danmark? Jeg nægter at tro, at vi har en særlig antipati mod superhelte, folk strømmer jo ind til filmatiseringerne. Tror sgu jeg vil skrive til Egmont Serieforlaget.
I Danmark er tegneserien gået fra at være et massemedie til et nicheprodukt. Kioskdistribution er næsten en saga blot, og kæderne (Coop og Dansk Supermaked) gider ikke tage nye titler ind, fordi tegneserier generelt ikke sælger voldsomt godt. Det er en ond cirkel, for derfor kommer der jo kun de samme børnetitler ud i forretningerne — altså ingen fornyelse.
Fin artikel! Og du har ret, Jonas, det er sørgelige tider for det danske tegneseriemarked. Jeg startede med at samle på tegneserier i august 1978 (SM#246) og udbuddet var kanon. Det kan jo få en voksen mand til at græde som en lille japansk skolepige at tænke over, hvor grelt det står til.
I Sverige udkommer “The Walking Dead” som blad! Selv “Agent X9” udkommer stadig i Sverige! Jeg forstår ikke, at Egmont, som er et danske forlag, kan udgive tegneserieblade i Sverige og Norge, men ikke i Danmark. Og hvorfor tilbyder de i det mindste ikke abonnements-ordninger på de svenske blade til de danskere, som er villige til at læse svensk/norsk? (her mener jeg abo-ordninger fra det danske forlag, så man ikke skal betale høje svenske portogebyrer). Ikke om jeg begriber det.
Check lige Egmonts svenske udbud her:
http://www.dintidning.se/sv-SE/Meny/Serier/#pager=PageIndex|1&faceted=isstandard|true
På forsiden af GRU-bladene stod bl.a. at bladet handlede om Satan-tilbedelse. Den slags ser man sgu ikke i dag.
Ja, mere Satan til børn! I øvrigt: Angående Sverige og magasiner, så opdagede jeg for nyligt, at de har Fangoria på Malmö Centralstation, hvilket er sejt, men til 159 SEK!??
Det kunne sgu’ være hyl, at gå ind ind på tankstationen og finde en dansk udgave at tegneserien CROSSED side om side med Anders And og Basserne — men det kommer nok ikke til at ske…
Det forekommer mig, at tingene blandes lidt sammen. De nævnte blade udkommer ikke i dag, fordi markedet er for lille, ikke fordi de indeholder for mange bloddråber. Markedet er for lille, fordi der er en milliard andre (og ofte gratis) billedfix at få for unge mennesker (internet, computerspil, tv-serier osv.), som ikke fandtes dengang. De omtalte blade er også gået voldsomt tilbage i USA og alle andre steder i samme periode, så det er ikke noget specielt for Danmark. Det særlige for Danmark er, at landet er så lille, at det har betydet, at oplagene blev så små, at de ikke var levedygtige.
De nævnte album kunne sagtens udgives i dag, selv om de indeholder bloddråber.Der udkommer da også lignende udgivelser i dag, fx The Walking Dead. Det er dog undtagelser, fordi mange flere af de særligt interesserede end dengang nu køber dem på engelsk, hvilket er blevet meget nemmere end dengang via Amazon osv. – og billigere.
Jeg er enig i, at Egmonts blade til små børn er noget bras, men forretningsteknisk er idéen god, fordi små børn er de eneste, der ikke kan læse engelsk.
Jo, Danmark er lille, men at der ikke er plads til ét superhelteblad er alligevel påfaldende. Er der en bladkultur i et land, er der en bladkultur. Som jeg nævnte i en tidligere kommentar, sidder der unger overalt og læser i tegneserier i Italien, og det er ikke bare et spørgsmål om at gange befolkningen op. Og den kultur bliver de bekræftet i, når de kigger på kioskmandens bladhylder, der tæller op mod halvtreds titler nogle steder. I Danmark er det ’ude af øje, ude af sind’.
Står bladene på hylderne i supermarkedet eller kiosken – hvor man må formode, at børnene ikke har deres computerspil o.l. med – er det dét, ungerne plager om. Står der et af bladene med legetøj i ved siden af, er kampen selvfølgelig tabt, for så tager de det forkerte valg og vælger emballering frem for substans.
Vi er ved at skole ungdommen til ikke at forstå den gode historie.
Supermarkederne og kioskerne er slynglerne såvel som forlagene. Er noget ikke en rasende point seller i dag, kan der ikke øremærkes en kvadratcentimeter til produktet. Før i tiden var man måske lidt mere afslappet, og kioskmanden tænkte: Jeg må hellere have et par Draculablade stående, så lille Søren og Morten, der kommer her hver uge, ikke bliver skuffede. I dag er det point sellers, point sellers, point sellers, penge, penge, penge.
Der behøves en vilje fra forlag til at favne sit ansvar som kulturformidler, sin dannende funktion, og presse bladhandlerne til at tage det i sortiment. Og jo, måske koster det lidt at vende en tendens, men det er vigtigt.
Og angående korrekthed, puritanisme og censur, som efterhånden gennemsyrer samfundet på alle ledder og kanter, så er det også en vigtig ting at berøre; undskyld mig, men det er fuldstændig utænkeligt, i det nuværende samfundsbillede, at man skulle sælge Satantilbedelse, Edgar Allan Poe o.l. til børn. I dag er der sådan en klart defineret grænse for, hvad der er til børn og voksne, og det kan ikke bare vendes sådan lige.
Jeg er enig i at det er frygteligt at markedet for regulær action og spænding synes svundet ind.
Men husk: Man kan finde humor-blade overalt, og deres kvalitet er faktisk forbløffende stærk.
De kiosker jeg frekventerer har både Anders And Ekstra og Wulffmorgenthaler-bladet.
Anders And Ekstra er f*cking hardcore, da det er optryk af Barks og Don Rosa (man skal dog lede langt efter nye kvalitets-forfattere til ænderne).
Hvad vigtigere er, så er Wulffmorgenthaler er i hvert fald ikke politisk korrekt! Even better, så spotlighter bladet en række nye og skæve striber. Og det er ikke engang en international sællert – det er dansk!
Til gengæld er jeg meget bekymret for euro-tegneserier, når jeg kigger på biblioteket. Tag sådan noget som Splint og Co. – de genudgives nu i superawesome kronologiske udgaver med forord. Men netop dét fortæller os at disse “børneserier” nu er for voksne nostalgikere.
Fint med humor-blade! Og enig i at Anders And & Co bevarer et højt niveau – heldigvis har det blad fået status af institution og lader sig ikke så let rokke på (vent bare til du ser Anders And KIDS med 12 computeranimerede sider og ikke ét, men to stykker legetøj!). Ændrer bare ikke på, at vi stadig mangler noget mere, der kan udfordre og klæde de unge på til at blive de kulturmennesker, de fortjener at være.
Sverige har altid solgt langt flere superhelte-hæfter end Danmark. Hvorfor, er et godt spørgsmål? De er selvfølgelig også godt 3 mil. flere indbyggere, men salget i Sverige var i mange år meget mere end i DK. Danmark var mere til album.
Allerede mange år inden det gik helt galt for almindelige bladserier i Danmark, var de jo stort set fjernet fra hylderne. Ingen kiosker, tankstationer eller supermarkeder solgte hæfterne. De sidste år, hvor Spiderman udkom, måtte jeg specielt bestille det hjem fra min købmand. Det er ikke noget under at man ikke kan sælge noget, som ikke bliver udbudt til læserne i de butikker vi kommer i. Det er jo ikke alle der bor i nærheden af Fantask.
Når man skal producerer et blad, og udgive det hver måned, er der mange omkostninger forbundet med det. Licensrettigheder (og her er hverken Marvel eller DC til at tale med – kræver store garantier), omkostninger til oversættelse og tekstning/grafik, trykomkostninger (som faktisk er det mindste beløb på budgettet), distribution og forhandleravance (som er vanvittig høj).
Efter min mening Superheltenes død i Danmark grundet i dårlig/ingen markedsføring og stort set ingen distribution. Man har fra 70´erne og 80érne været vant til at de solgte sig selv, hvilket de jo også gjorde dengang. HULK fra Winthers solgte rigtigt godt, men bladet var også ude hvor læserne var.
Det er ufatteligt at et kæmpestort selskab som Egmondt ikke har personer der har forstand på markedsføring, som kan råde og vejlede dem i hvordan man skal gøre. Men måske er indtjeningen så lille at de bare ikke gider.
Hvis man ønsker at tilbyde danskere DC og Marvel på dansk, så kræver det at man smøger ærmerne op, og ikke kun brokker sig i div. grupper. Fx her https://www.facebook.com/groups/HeroComics/
Meget enig. Man kan ikke sælge noget, der ikke bliver udbudt til læserne. jeg er også sikker på, at Egmont Serieforlaget sagtens kunne vende tendensen, hvis de ville, udelukkende ved at få bladene presset ud på hylderne. Dog essentielt at de fjernede Spiderman Kids fra hylderne, for ellers vil der ikke sælges nogle Spidermanblade til de yngre læsere, der altid vil vælge bladet med legetøjet.
Angående din bemærkning om brok må lige understreges, at debat er vigtigt, også selvom man ikke har tænkt sig fysisk at arbejde for at udgive danske tegneserier.
Det er fedt, I har lavet sådan en gruppe, synes dog I bør lempe lidt på optagelseskravene. Når jeg ønsker, at Spidermanbladet kommer tilbage, er det af hensyn til de unge, der skal have den samme kulturelle ballast, som den vi fik – jeg ville ikke personligt tegne abonnement på bladet.
Og det er nok svært at få folk til at binde sig til at ville tegne abonnement på en dansk udgivelse, uden man ved, hvordan den udgivelse bliver. Gruppen burde også favne dem, der ønsker at der kommer danske superheltetegneserier på markedet igen og bringer fokus på emnet gennem debatter og fora. For p.t. er det ikke noget emne, det skal bankes ind i vores kollektive bevidsthed igen, og så kan det måske sprede sig som ringe i vandet. Lukkethed bidrager sjældent til nogen sag.
Hej Jonas
Du har ret i at man ikke kan ”tvinge” folk til at fx abonnere, uden at vide hvad de egentligt abonnerer på. Men hvis ingen er villige til at forpligtige sig, så sker der jo ingenting. At udgive superhelteblade i Danmark/norden er jo ikke noget livsprojekt for nogle af os. Det er en interesse. Nogle af os er villige til at – uden beregning – at tilbyde vores evner og timer for at få nogle hæfter ud på markedet.
Når du siger at du ikke personligt vil tegne abonnement, så siger du jo samtidig at du ikke støtter ”sagen”.
Debat er vigtigt, men handling er endnu vigtigere. Efter min mening er der så meget ”debat” på nettet, men handling går tabt. Det gælder ikke kun vores lille tegneserie-snak.
Men at sætte noget på dagsordenen ER handling. Det er vigtigt at få tegneserier op til debat igen. Der er blevet skrevet en del på f.eks. Litteratursiden for nyligt om tegneseriers værdi, så der har jeg også tænkt mig at skrive noget mere om de manglende tegneserieblade.
Angående mine egne præferencer, så er jeg 34 og læser langt flere bøger i dag end tegneserier, og når jeg læser tegneserier, er det som regel i horrorafdelingen og rettet specifikt til voksne. Alligevel finder jeg det frygteligt, at der ikke findes et ordentligt udbud af tegneserieblade i bredt udbud, så de unge kan skoles med den gode historie og de flotte tegninger.
Man kan ikke forlange, at enhver skribent, der vil tage et emne op til debat, skal gå aktivt ind i kampen – det ville være en logistisk umulighed! Jeg har selv flere forskellige andre – og lige så vigtige – kampe, jeg udkæmper på bogmarkedet og som tager min tid.
Pas på med lukketheden. Det er set før, hvordan den afskærer ens rækkevidde. Hvis jeg selv var i gang med et aktivt tiltag for at få flere tegneserier ud på det danske marked og opdagede en blogger, der satte fokus på emnet, ville min reaktion ikke være at slå det hen. Det kan nemt bare gå hen og blive ni vrede mænd bag en lukket dør.
Men synes selvsagt at jeres sag er prisværdig, I burde bare åbne op for gruppen for folk, der støtter på andre måder end lige ved at stavnsbinde sig til et abonnement på et blad, der ikke findes endnu. Undersøgelsen om hvor mange der ville abonnere på det og det blad kunne nemt laves via en facebook-afstemning på Danske Fantastik Fans eller Danske Horrorfans.
Tegneserieblade på dansk er en handelsvare på lige fod med ispinde og vingummi. Vi (os nørder), kan godt blive enige om at de har både en historisk og kulturel værdi, men det betyder ikke en disse for forlagene. De er totalt ligeglade med at støtte kulturværdier, og ser kun på hvad bundlinjen siger. Derfor er det kun Spiderman Kids der udgives.
Jeg synes at hvis man brænder for en sag, så skal man også støtte op om sagen, både økonomisk og praktisk (hvis man kan). Det er så let at give udtryk for sin mening på fora uden at gøre mere. Internettet flyder med indlæg om hvad folk synes om dit og dat, men ingen gør noget.
Thomas Camp: 100% respekt til dig, fordi du brænder for det og fordi du GØR noget! Jeg vil også gøre noget – dog ikke for superheltene, men for tegneserier indenfor genrer som gys, fantasy, sci-fi, western m.m. Alle tegneserieildsjæle derude: KOM IND I KAMPEN!!! :-)
Ærligt talt: Måske har det også noget med kvaliteten at gøre. Jeg har sgu også stort set opgivet Marvel og DC på engelsk. Jeg kom faktisk med på Edderkoppen under klon-sagaen, og det er sgu lidt utroligt at overhovedet gad. Det var 90’erne når det var værst! Men jeg tror at jeg kunne lide at det var mere voksent end tegnefilmen… (NB! NB! NB! SÅDAN ER DER MANGE BØRN DER TÆNKER, FOR F… DA, DISTRIBUTØRER!). Men så røg jeg af i svinget pga. “Det Endelige Kapitel.” Da jeg endelig samlede bladet op igen (nu under et nyt navn), så røg jeg af igen pga. Spidermans aftale med Djævlen.
Altså: Jeg ville gerne give det en chance. Amager halshug. Men jeg kunne sgu ikke snuppe det!
I øvrigt: Tak for Dylan Dog. Jeg værdsætte det meget. Jeg havde virkelig lyst til at købe dem da de kom ud, men min økonomi var ret katastrofal, så jeg læste dem alle sammen på biblioteket. Havde det været blade havde jeg måske købt dem alligeel, men formatet lagde op til biblo…
Rasmus: håber din økonomi er blevet bedre siden da… :-)