Tegneserier

Hellboy 11: The bride of hell and others

Det er efterhånden blevet fast tradition, at jeg anmelder de nye Hellboy albums, og nok lige så forudsigelig er min kritiske modtagelse af det, der kommer fra skaber, Mike Mignolas, hånd … Eller er den?

Nej, ikke helt, for det nyeste bind i serien om den behornede antihelt kan desværre ikke helt stå mål med de foregående – der er dog alligevel tale om en solid gang underholdning.

Albummet starter lovende med en dedikation til M.R. James og J. Sheridan Le Fanu – hvilket jo må varsle om gode ting.

Første historie ”Hellboy in Mexico” er en lidt sløv omgang, hvor Hellboy slås med vampyrer i selskab med en bande mexicanske wrestlere. Den er veloplagt tegnet af den efterhånden mangeårige kollaboratør, Richard Corben, men historien er letkøbt, og desuden kender man den, da den blev resumeret i forrige bind ”House of the living dead”.

”Sullivans reward” er en kort historie om et ondt hus, igen flot og stemningsfuldt tegnet af Corben, men klicheerne står i kø, og historien har ikke den store pointe.

”The sleeping and the dead” er en vampyrhistorie af den klassiske slags tegnet af Scott Hampton, der har en luftig, men dyster streg perfekt til at understrege historiens stemning. Og alene detaljerne i de victorianske omgivelser er nok til, at man bagefter føler, man har læst en god historie – dog bringer den egentlig ikke noget nyt til vampyrmyten, hvis man skal være lidt slem.  

Titelhistorien ”The bride of hell” er den bedste i samlingen, fordi den er mest opfindsom. Mignola trækker på rigtig historie, men blander det med sine egne skøre påhit, og det kommer der noget stærkt ud af. Den handler i korte træk om dæmonkongen, Asmodeus’ (det er en rød løve med vinger!), kamp med korsridderne.  Richard Corben fører pennen i skumle skovomgivelser, som er hans helt rette element (se øverste billede).

Der er et par andre historier i samlingen, korte uhyrligheder uden hoved og hale, og dem gider vi ikke bruge tid på.  

Der er masser af stemning og smukke tegninger til stede i det ellevte Hellboy album, Mignola skal bare passe på at der ikke bliver for meget ”blink-i-øjet” hyldest til genren. Hans Hellboy univers er så originalt med nazier, okkultisme og dæmoner i én stor pærevælling, at det sagtens kan stå på egne … øhh … hove.

Et lille hak ned i kvalitet i denne omgang, men dog stadig et køb værd.

 

 

 

© 2012 Horrorsiden.