Spil
Call of Cthulhu – Dark Corners of the Earth (PC)
Der er altid noget over en udgivelse med eller om Cthulhu (Mythos). Det synes at være en blåstempling uden lige. Dette spil lover “Unparalleled survival, horror, action and suspense….”, og man må sige at det levere. Det er gennemført!
Som det første møder man en ”Warning” der proklamerer at man ikke skal stille på brightness, da nogle spil skal spilles i mørke. Så er stilen ligesom lagt. Den underbygges endnu mere når man møder hovedmenuen, der med hviskende stemmer, dømmer en til døden (effekten forøges kraftigt med et par hovedtelefoner).
Der er lagt vægt på storytelling og uhygge. Alt sammen i en god Lovecraftian stil, krydret med en god del shoot-’em-up. Åh jo, det er en FPS, men det mindsker ikke effekten af uhyggen. For ikke alt er som det ser ud til eller lyder som. Man har i stor udstrækning lagt vægt på det den mentale belastning det er at efterforske Mythos’en. Syner og indbildte stemmer er noget der overrumpler en, og er med til at give en række gedigne chok.
Mod enden bliver spillet desværre mere og mere et FPS, men historien holder. Helt klart en spiloplevelse man ikke kan være foruden som Lovecraft og Mythos-tilhænger.
Tags: Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Det er megafedt det spil. Kom aldrig særligt langt i det, da det gav mig stress at blive jagtet rundt af vanvittige fiskemænd. Men noget af det største – som jeg husker det – var at komme rullende med den gamle sporvogn ind i Inssmouth.
Ja, det ér et ret godt spil. Fyldt med læssevis af stemning!
Et suverænt godt spil, og så absolut med genspilnings-værdi. Med 2010-brillerne på, kan grafikken (selvfølgelig) virke lidt tung, men det er noget man glemmer når man først er kommet i gang og får levet sig ind i det. Derefter sidder man blot opslugt og vågner ligesom op efter endt spil med ondt i rø..-ballerne af at have siddet på stolekanten i for lang tid. Skræmt er man, og lettet over at det hele kun var et computerspil.
Enkelte sekvenser er decideret vanvids-agtige. Især på et tidspunkt hvor man flygter fra et attentat-forsøg på et hotelværelse, over Innsmouth’s skrutryggede tage og bliver tæt iagttaget af et-eller-andet uset med slimet vejrtrækning.
Senere i spillet bliver spændingen mere tungtvejende end uhyggen men på det tidspunkt er man allerede blevet spist af spillet og det føles faktisk rart at få lov at opfører sig som en helt efter at have tilbragt timer med paranoia-fremkaldt myrekryb.