Film

Top 10: Onde børn

Onde, onde børn – et evigt tilbagevendende tema i gyserfilm, men hvorfor egentlig? Børn er da så søde og bløde. Måske, jo … men vi må også huske på, hvor meget de skider, snotter og kræver – Intet under at de ofte portrætteres med horn i panden (!).

Det skal nok lige understreges, at denne liste ikke handler om, hvilken film, jeg synes bedst om, men simpelthen hvilke børn, der er ondest, uhyggeligst eller sagt på en anden måde: hvilken unge jeg ville have mindst lyst til at adoptere.

10. Henry Evans (Macaulay Culkin, THE GOOD SON, 1993): Hvis man inviterer drengen fra HOME ALONE-filmene indenfor i sit hjem, beder man sgu selv om det. Han har af flere omgange bevist, at han med lethed kan lammetæve to fuldvoksne kriminelle. Og i THE GOOD SON plager han arme Frodo i det meste af halvanden time – virkelig nedrigt.

9. Eli (Lina Leandersson, LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN, 2008): Det kan godt være, man sidder og hepper lidt på vampyren Eli undervejs, men hun er sgu lidt af en lorteunge, når man tænker over det; at suge blodet ud af arme svenske langtidsledige er ikke noget, vi ser mildt på.

8. Tomás (Óscar Casas, EL ORFANATO, 2007): Spøgelsesdrengen Tomás er egentlig en god nok unge, men hans stofmaske med knapøjne ødelægger det hele – den er seriøst creepy. Og hvis han tager den af, ligner han Freddy Kruegers søn, så der er ikke så meget at gøre. 

7. Tvillingerne (Lisa Burns, Louise Burns, THE SHINING, 1980): Synet af de to små tvillingepiger på gangene af The Overlook Hotel hjemsøgte mig i årevis. Og det blev ikke bedre af, at man senere i filmen ser dem, efter de er blevet hakket i småstykker med en økse. Igen et eksempel på uhyggelige børn, der måske ikke er onde, men bare … ja, uhyggelige. 

6. Baby Selwyn (BRAINDEAD, 1992): Her er vi så helt nede i ble-størrelse, men lad dig ikke narre. Selwyn er en seriøst afsporet zombiebaby, der bider, brækker sig og fægter med amputerede legemsdele. 

5. Gage Creed (Miko Hughes, PET SAMATARY, 1989): Denne film kunne passende have haft undertitlen: ”Hvorfor toårige ikke skal lege med skalpeller” – det er sjov og ballade til at starte med, men så lige pludselig kammer det over i skrig og skrål og kløvede akillessener. Den genopståede møgunge Gage er bestemt ikke noget ønskebarn.   

4. The brood (THE BROOD, 1979): De er afkommet af en kvindes ukontrollerede had – de holder sammen som ærtehalm og bruger kødhammere og alt andet, de kan komme i nærheden af til at ekspedere deres ofrer med. At påtale deres hareskår eller manglende kønsorganer ville nok være politisk ukorrekt, så jeg nøjes med at give en anmærkning for deres matchende flyverdragter.

3. David Zellaby (Martin Stephens, VILLAGE OF THE DAMNED, 1960): Hvor ond den lille rumsatan David er, kan måske diskuteres. Man kunne argumentere for, at han kun ønsker det bedste for sin race og faktisk er en driftig, lille ambassadør. Men når en unge kan læse de voksnes tanker og kontrollere deres handlinger, ødelægges magtbalancen mellem barn/voksen helt klart. David er egentlig nok meget repræsentativ for nutidens børn, der, høje på sukker, e-numre og epilepsifremkaldende tegnefilm, har deres forældre i et dæmonisk frygtgreb.

2. Damien Thorn (Harvey Stephens, THE OMEN, 1976): Hvis dit barn begynder at skrige og sparke, når du nærmer dig en kirke, og dyrene i zoo flygter i panik, når de ser ham, er det nok bedst at tage ham til lægen – eller evt. hakke en kniv gennem hans hjerte og lade blodet flyde ud over et helligt alter. Uanset hvordan man vender og drejer det, er lille Damien ikke noget ønskebarn. 

1. Regan MacNeil (Linda Blair, THE EXORCIST, 1973): Første og anden plads var tæt løb, men når alt kom til alt, blev det et spørgsmål om hygiejne – Damien er i sine pletfri gevandter så afgjort mere hygiejnisk end den gylpende, skidende Regan MacNeil, der tilmed også taler rigtigt grimt. Sorry, Damien, men du blev slået på mållinjen af en tøs.

© 2011 Horrorsiden.