Film

The conjuring/Nattens dæmoner (2013)

Skræk og rædsel anmeldte i sin tid James Wans ”Insidious” under overkriften ”Tomme tønder buldrer mest”. Det syntes jeg var lidt harskt, for jeg kan – selv som erklæret ”Saw”-hader – egentlig ret godt lide ”Insidious”. Jeg synes, dæmonen er ret original (den har sågar sin egen temasang), og filmen forstår at bygge lag på, der gradvist giver mere og mere dybde til universet og næsten rammer den sjældne horror/fantasy-fusion som i f.eks. Clive Barkers groft undervurderede ”Nightbreed” .

Men med ”The conjuring” havde jeg faktisk lidt lyst til at kopiere Skræk og rædsels overskrift om de tomme tønder, for her blev min tærskel for billige chokeffekter langt overskredet.

”The conjuring” aktualiserer spørgsmålet: Hvor længe kan de samme gyserklicheer blive ved med at skræmme? I James Wans tilfælde synes svaret at være: Så længe man bliver ved med at skrue op for volumen på chokeffekterne.

Nå, men handlingen … Vi er ude i noget, der er så tæt på ”Insidious”, at det nærmest føles som et remake. En familie er plaget af en dæmon, og paranormale forskere, ægteparret, Ed og Lorraine Warren (Patrick Wilson og Vera Farmiga), kommer til undsætning. Og ‘comic relief’ kommer endda mere eller mindre samtidig som i ”Insidious”, denne gang i skikkelsen af en tungnem politimand. Alt er dejligt velkendt, og snart begynder døre selvfølgelig at smække, og gamle kællinger at kravle på skabene.

Og jo, man hopper da i sædet af og til, men det er mest, fordi lyden er så høj, og teenagepigerne på rækken bagved skriger op ved det mindste. Filmen fungerer sådan okay i biffen – som en engangsoplevelse – plottet stikker bare ikke nær dybt nok til, at man gider se den igen. Der havde ”Insidious” (som jeg har set tre gange) alligevel et lidt rigere mytologisk lag med introduktionen af de andre planer af virkelighed og rejsen ind og ud af dem.

”The conjuring” er flot, egentlig ganske velspillet og har klart ”hoppe-i-sædet-faktor”, men det er rent effektmageri uden dybde, og klicheerne og de fjollede ting, hovedpersonerne nu engang skal gøre i sådan en film, står i kø. Det er lige fra hunden, der ikke vil vove sig over dørtærsklen til det onde hus, til den rullende bold og onde dukke.

I øvrigt komplet inkonsekvent plotlinje med nævnte dukke, og det er bare en af flere tråde, der hænger og dingler. Lorraine har f.eks. ”set noget” ved en tidligere eksorcisme, der var skyld i et sammenbrud. At dette element ikke hægtes på hovedplottet er en kæmpe spildt mulighed og dilettanteri i særklasse.

Men bevares, sammenlignet med meget af det andet bras, der er udkommet i exorcisme/hjemsøgt hus-genren, er niveauet da relativt højt. Der strejfes også næsten noget gribende i moderen i det hjemsøgte hus’ kamp for sin familie.

Men noget moderne mesterværk? Ikke ligefrem.

© 2013 Horrorsiden.