2005 må have været internationalt hule-horror år. Et par hurtige eksempler er The Descent og The Cave. Og så The Cavern, som først er blevet udsendt på dansk nu. Hvilket sandsynligvis har været ganske overlagt og dertil en god ide – for var den blevet sammenlignet med den lille perle The Descent, ville den have taget sig endnu dårligere ud, end den gør nu. Og det er slemt nok i sig selv. Ikke engang The Cave ville stille den i bedre lys.
Baggrunden er velkendt – og fuld af potentiale, som The Descent har bevist. En flok venner, der har en traumatisk begivenhed i deres fælles fortid, mødes for at udforske en hule. Med sig har de en forfatter, der er ved at skrive en bog om huler. Og snart efter de er steget ned i mørket, opdager de, at hulen rummer en trussel – noget dræber deres russiske hjælpere, spærrer udgangen og jagter dem rundt, mens deres lygter langsomt men sikkert løber tør for strøm.
Det kunne sagtens være godt. Men så blev det faktisk så skidt.
Først er der personerne, som ikke gør stort andet end at skrige i munden på hinanden. Forsøgene på at indlægge spændinger med en baggrundshistorie om en afdød ven er mildest talt halvhjertede, og der er ikke rigtig nogle af personerne, der står ud fra mængden. Der er de typiske karakterer – den mørke, tænksomme mand fuld af smerte, dens intense mand, der holder enetale om, at huler er ligesom levende væsener, osv osv osv.
Og så er der kameramanden. Han er ikke en del af filmen, men sætter sit tydelige fodspor. Hovedsageligt ved at ryste med kameraet. Og hoppe op og ned. En scene, hvor den paniske forfatter borer i en væg med noget, der ligner et almindeligt håndbor, akkompagneres af rystelser og lydeffekter, som foregik det med trykluftsbor. Sådan kammer filmen flere gange over i ufrivillig parodi.
Lidt over en time ind i filmen fyres en helt igennem ligegyldig slutning af, og man tænker, at så spildte man da i det mindste ikke mere tid. Men nej – filmen fortsatte til min overraskelse, og det lykkedes rent faktisk at levere en endelig slutning, der er endnu dårligere end den formodede.
Det bedste ved denne film? Slutteksterne var såmænd ganske fine. Kan ikke engang anbefales som B-films-hygge.
Har lige fået “The Cavern” ind ad døren til anmeldelse. Jeg kan forstå, at jeg ikke skal forvente det helt store…damn!
Nu vil jeg jo nødig gøre dig forudindtaget, men det er nok en god ide at sænke forventningerne. Lad ikke de to convention-awards snyde dig. Jeg glæder mig til at se, hvad du synes om den.