Film
Sweeny Todd vs. Cloverfield
Her i weekenden var jeg på double up i biografen og fik set to film, jeg havde set frem til – nemlig Tim Burtons “Sweeny Todd” og “Cloverfield” af den for mig ukendte Matt Reeves. Og det var virkelig to meget forskellige film!
Nu holder jeg meget af Tim Burton, og synes nærmest han er genial til at skabe stemning i sine film. Og det gør han også til fulde i denne mørke historie om barberen fra Fleet Street. Sweeny Todd, som han kalder sig nu, har været forvist i 15 år for en forbrydelse, han ikke begik. Grunden hertil var Todds smukke hustru, som dommer Turpin ønskede at få for sig selv. Todd er nu tilbage i London og ønsker hævn, for hans kone er død, og hans datter vokset op hos Turpin, som nu ønsker at gifte sig med hende.
Todd slår sig sammen med Mrs. Lovett, som sælger de værste pies i London. Han skærer halsen over på de kunder, som han synes fortjener det, og takke være den ny kødforsyning, bliver Mrs. Lovetts pies pludselig ganske populære. Til sidst lykkes det også Todd at få lokket dommer Turpin til sig. Men hævnen kan også have en bagside.
Se den officielle trailer her.
“Sweeny Todd” bygger på en musical, og her er en del sang i. Normalt synes jeg, at alt det syngeri trækker tempoet for meget ud af en film, men det fungerer faktisk udmærket her. Måske fordi Tim Burton – som altid – har kælet utrolig meget for billedsiden. Her er arbejdet med farverne, med kulisserne, med kostumerne osv. så det hele fremstår i et smukt dystert billede af London. Burton kan fremmane en gotisk stemning som få, og samtidig kan man mærke, at han har moret sig med at lave de mere blodige detaljer i filmen, som f.eks. Todds maskine til at få ligene af vejen.
Selvom jeg ikke er lige vild med alle skuespillerne, så imponerer både Johnny Depp og Helene Bonham Carter som henholdsvis Sweeny Todd og Mrs. Lovell. Men også Timothy Spall i birollen som dommerens håndlanger, Beadle Bamford, er helt forrygende. Han er usandsynlig slesk og ulækker, så det er en fryd for øjet.
Og når man har set en film, hvor der i den grad er kælet for detaljerne, og hvor tempoet er roligt, så historien får lov til at udvikle sig, så er det lidt af en omvæltning at se “Cloverfield” bagefter. For her er tale om den totale modsætning i fortællestil.
Hele historien fortælles via et videobånd, som er fundet i en park. Filmen starter til en privat farvel fest for Rob, som har fået arbejde i Japan. Midt i festen bliver der strømafbrydelse, og det viser sig, at noget er ved at invadere Manhatten. En gruppe af de unge fra festen forsøger at slippe væk, men bliver fanget midt i de værste kampområder, og hele tiden dokumenterer videokameraet begivenhederne, uden at nogen af de involverede aner, hvad der sker.
Det meste af filmen bliver derfor en masse løben og skrigen, hvor intet bliver forklaret for tilskueren, som bagefter sidder uden at vide, om det var skabninger fra det ydre rum, der angreb. Om det var et monster fra fortiden, som pludselig dukkede op. Om det var et eksperiment der løb løbsk. Eller hvad pokker det egentlig var.
Idéen med at lade de unge optage filmen, mens det sker, er gennemført. Og selvom jeg på forhånd havde mine betænkeligheder ved at se en film lavet kun på håndholdt kamera, så virker det fint og meget autentisk (og bedst af alt – jeg blev ikke køresyg). Lydniveauet er helt oppe. Der er hele tiden brag og skrig og brølen, så du bliver holdt på mærkerne. “Monstret” bliver holdt ukendt et langt stykke hen i filmen, så også det virker fint.
Alligevel synes jeg ikke, at den blev rigtig uhyggelig på noget tidspunkt. Jeg blev aldrig rigtig grebet af personerne, og derfor forblev det ret ligegyldigt, om de blev dræbt. Filmen forsøger sig hele tiden med skræmmeteknikken, hvor højere lyde og pludselige brag skal gøre det ud for gyset, så det mere subtile gys får ikke en chance.
Dermed ikke sagt at “Cloverfield” ikke er en udmærket film. For den er som sagt gennemført, og der er ikke en finger at sætte på special effects eller historien. Men sammenlignet med “Sweeny Todd” – ja, så har den altså ikke en chance efter min smag.
Tags: Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Det er da også lidt af en brøler at sammenligne de to film, synes du ikke, Jette?
Desuden virker det ganske uforståeligt for mig at du vælger at se Cloverfield som en horrorfilm. Det er det ikke, og prøver ikke på et eneste tidspunkt. Det er god, gammeldags creature feature filmet på en anden måde. Hvad filmen ikke ejer (eller stræber efter) i form af horror har den til gengæld tifold i spænding. Jeg var på kanten af stolen begge gange jeg så den, og filmisk er den så gennemført at man er nødt til at tage hatten af for deres gåpåmod. En herlig filmoplevelse.
At monstret ikke er forklaret hører med til selve konceptet. Filmen KAN ses som en analogi på katastrofekonceptet, jf. 9/11 eller tsunamien i Vietnam: perspektivet er flyttet ned i ofrenes højde for at klargøre den fuldkomne forvirring og det kaos, der utvivlsomt må herske i de situationer. I mine øjne når det også at blive en anelse Sartriansk i forbindelse med slutningen, der overflødiggør samtlige heroiske og kærlighedsbetingede handlinger plottet har præsenteret indtil videre, hvilket i hvert fald må siges at være en flot afstandtagen til den sædvanlige Hollywoodske feelgood-formel på den slags. Hvem husker ikke Dennis Quiad og Jake Gyllenhaals vanvittigt overflødige personlige drama i “The Day After Tomorrow”…
Jeg har kun set Sweeny Todd, så jeg vil ikke sammenligne de to ;)
Men interessant diskussion – hvad er egentlig horror? Personligt bruger jeg det nok som et paraplybegreb, så det dækker ret meget. I mine øjne behøver film/bøger ikke være skræmmende for at være horror, men creature features er det per definition, simpelthen fordi der render et eller andet monster rundt. (at de så samtidig kan være science fiction, det er en helt anden diskussion).
Men nu har jeg endnu mere lyst til at se Cloverfield (var faktisk ikke SÅ vild med Sweeney).
Næh, man kan jo sagtens forestille sig fx gamle bøger/film, som var skræmmende for deres samtid, men som ikke længere fungerer på dén måde. Og dog mener jeg, at man kan definere horror som den fiktion, der er designet til at være skræmmende.
Nu sammenligner jeg jo også kun de to film, fordi jeg så dem samme dag. Og egentlig er det min oplevelse af dem, jeg sammenligner, for som jeg også skriver, så ved jeg godt, at det er to helt forskellige typer film :-)
Jeg er ikke helt klar over, hvad en creaturfilm er i forhold til en gyser? Er det ikke meningen, man skal blive forskrækket, når monstret dukker op?