Film

Reptilicus

”Reptilicus” er den eneste film af sin slags i Danmark. Der er ikke, hverken før eller siden, lavet en tilsvarende monsterfilm herhjemme, og nogen vil sikkert sige, at det kun er godt. Det er i hvert fald tydeligt at se, at man i Danmark ikke havde erfaringer med at skabe et kæmpemonster på film.

Den unge ingeniør, Svend Viltoft, støder på nogle mærkelige knoglerester, da han borer efter olie i Lapland. Han sender bud efter videnskaben, som får en dybfrossen halespids af et hidtil ukendt dyr med tilbage til Danmarks Akvarium. Her vil professor Martens og professer Dalby undersøge spidsen nærmere i dybfrossen tilstand. Men ved et uheld tør halespidsen op, og de opdager, at dyret går i gang med at regenerere sig selv.

Som en sikkerhedsforanstaltning sender man bud efter den amerikanske general Mark Grayson, der noget modvillig kommer til København. Han fatter ikke, hvorfor man skal bruge militæret til at bevogte en stump hale. Men efterhånden som Reptilicus vokser sig større, bliver der brug for ham. For en nat under et voldsomt stormvejr bryder kæmpeøglen ud, og snart hærger den København og omegn og spreder død og ødelæggelse.

Militæret sætter al deres militære ildkraft ind på at stoppe monstret, men problemet er, at hvis de skyder Reptilicus i 1000 stykker, kan de risikere at stå med 1000 kæmpeøgler i stedet for et, for hver del kan muligvis regenerere sig selv ligesom halespidsen. Gode råd er dyre, da Reptilicus ender i det indre København, men heldigvis får general Grayson en god idé.

Historien bag filmen er mildest talt tynd, og det virker også som om, at filmens bagmænd ikke har kunne bestemme sig for, om filmen skulle være en komedie, en musical eller en monster-film. Dirch Passer var Danmarks populæreste skuespiller i 1960’erne, og tilsyneladende kunne man ikke lave en film uden hans medvirken. I hvert fald dukker han op i en komisk birolle som viceværten Mikkelsen, der skal hente politiet, da Reptilicus bryder fri. Telefonerne virker ikke, så Mikkelsen snupper sin cykel – der taber forhjulet – og i stedet løber han med den over skuldrene ind på politigården. Det kan nok trække tempoet ud af uhyggen!

Det samme kan filmens to sangscener, og endelig er der også indlagt hele to kærlighedshistorier i plottet, dels ingeniøren Svend og professor Martens yngste datter, Karen, og dels professorens ældste datter, Lise, og general Grayson.

Sidst men ikke mindst er filmens special effects mildt sagt ikke særligt gode. Kæmpeøglen er tydeligvis en marionetdukke, og det indre København er malede træplader og miniaturebygninger. Alt dette tæller selvfølgelig ned, når man skal bedømme filmens gyser-kvaliteter, og jeg vil bestemt heller ikke påstå, at ”Reptilicus” er en god film. Men jeg synes alligevel, at den på sin vis er meget charmerende, og trods alt også indeholder enkelte gode scener.

Med til historien hører også, at filmen samtidig blev lavet i en amerikansk version, som på visse punkter adskiller sig fra den danske, og som jeg desværre ikke selv har set. Bl.a. er sangscenerne klippet ud, og så skulle Reptilicus udspy neongrøn syre i den amerikanske udgave.

Også omtalt på Gyseren.dk

© 2010 Horrorsiden.