Film

Red, white & blue (2010)

Æv, endnu en horrorblog, der tillader sig at anmelde en film, der tydeligvis ikke hører til i horrorgenren … Eller gør den?

En ting er i hvert fald sikker: Efter RED, WHITE & BLUE’s godt 100 minutter følte jeg mig beklædt indvendigt med det der grå snask, der sidder i rørene under køkkenvasken. Det er vist en blanding af animalsk fedt, gryn og gammel tunfisk … Det var selvsagt ikke nogen rar fornemmelse.

Som titlen indikerer, har vi at gøre med en film, der stiller skarpt på den slidte bagside af ’the starspangled banner’. Vi følger den fallerede skønhed, Erica, der blev voldtaget som fireårig, og nu strejfer om som en jæger i natten efter hurtige knald. Hun ønsker ikke at lære mændene at kende, vender aldrig tilbage til et knald igen, og som hun siger: ”Condoms are for homos!”

En aften krydses hendes veje med wannabe-rockstjernen, Franki, og siden med den tilbagetrukne, ulmende krigsveteran, Nate, der ifølge eget udsagn er en eftertragtet jobkandidat til mørklagte CIA-opgaver; jobtilbud, han dog af uvisse årsager har afslået.      

Erica og Nate knytter bånd, men fra sidelinjen kommer Franki, der har en yderst presserende grund til at ville tale med Erica igen. Han har nemlig været hos lægen og fået en noget ubehagelig besked.  

At afsløre mere om handlingen ville spolere for meget, så jeg stopper her. Men som du nok har gættet, så er der tale om en af disse film, hvor forskellige skæbner retter ind på en kollisionskurs. Man ved bare, at det ikke kan ende godt – i hvert fald ikke for alle aktører.  

RED, WHITE & BLUE er kort fortalt en rigtig god film, men hold kæft, hvor er den ubehagelig! Ikke siden IRREVERSIBLE har jeg set en film, der var gennemsyret af en så truende og trøstesløs stemning. Og det hele bliver bare værre af, at skuespillerne er så overbevisende. Især Noah Taylor, som spiller Nate, leverer en præstation så uhyggelig, at man sent vil glemme den.    

Men er det en horrorfilm?? Ja, for fanden, det synes jeg. Disse nærgående studier i menneskelig dekadens og grusomhed kan jo spores helt tilbage til en Poe’sk tradition og sikkert længere tilbage endnu, så lad os da favne denne film som værende absolut horribel … altså positivt ment.   

Det er ikke længe siden, jeg så den fantastiske WINTER’S BONE (som ikke er en horrorfilm, men som lige så godt kunne betragtes som postapokalypse, så goldt og fortvivlende miljøet er), og der var visse lighedstræk. Vi er i hvert fald inde i endnu en stime af film, der ynder at vise bagsiden af USA’s pomp og pragt. Går det mon nogensinde af mode?

© 2012 Horrorsiden.