Film

Rampage (1987)

Da en familie brutalt skydes ned i deres hjem og derpå lemlæstes og tømmes for ’choice organs’, som det så smagfuldt formuleres, forstår politiet, at de har at gøre med en af de virkelig slemme drenge.

Inden længe slår morderen til igen, og efterforskningen leder politiet på sporet af den unge Charlie Reece (suverænt spillet af Alex Mc Arthur). De besøger hans hjemmeadresse, hvor han bor sammen med sin mor (Grace Zabriskie), og de opdager en sand kælder af rædsler under huset.

Reece er uden tvivl deres mand, og han fanges hurtigt, men hvad stiller man lige op med en som ham? Er han sindssyg, eller kan man dømme ham for hans forbrydelser? Anklageren, Tony Fraser (Michael Biehn), får sagen, og bliver besat af at få Reece dømt hårdest muligt. 

Mesterinstruktøren, William Friedkin (THE EXORCIST, THE GUARDIAN, BUG etc.), lader til at være meget optaget af ondskab, eller ’the problem of evil’, som det så rammende omtales i William Peter Blattys sammenhængende bøger, THE EXORCIST og LEGION. Der er da også stor basis for sammenligning mellem Friedkins fremragende filmatisering af THE EXORCIST og RAMPAGE, da begge stikker og prikker i dette uløselige problem med ondskab.   

I RAMPAGE kaster Friedkin nådesløst ondskaben ind i vores hverdag, i vores hjem, og der er så godt som ingen filmisk afstandstagen; som i en scene, hvor en lille dreng kommer hjem og finder sin mor sprættet op. Der filmes ikke på detaljerne her, men insinuationerne er så grumme, at de bliver siddende i kroppen længe efter. 

Og morderen, Charlie Reece, har da hverken horn i panden eller fråde om munden, han ligner på overfladen naboens knægt, en pæn, ung mand, og virker mest af alt passiv og uforstående overfor, hvad han har gjort; i uforståelig kontrast til den kælder af rædsler, han bor i, hvor menneskehjerner og mumificerede hoveder ligger til pynt mellem svajende naziflag.

Og i beskrivelserne af hans forbrydelser – hvor han blandt andet drikker ofrenes blod – får man nærmest billedet af noget ikke-menneskeligt, en vampyr eller dæmon. Da hans hjerne scannes på et tidspunkt, får vi da også et hvidt relief af Reeces ansigt, der i den grad minder én om det uhyggelige ’subliminal cut’ af dæmonen, Pazuzus, ansigt i THE EXORCIST.

RAMPAGE handler i det hele taget om skærende kontraster. Reeces mor, der bor lige oven på rædselskælderen, er lykkeligt uvidende om sin gode søns djævelskab, og de gode familieværdier og katolicismen ligger som kulisse for hele blodbadet. I en uhyggelig scene bryder Reece nøgen og malet i ansigtet ind i en kirke og skriger: ”Where’s the blood?!”. En del af hans psykose manifesterer sig i en angst for at have urent blod, så han drikker andres for at rense sit eget. Er det mon Jesu blod, han søger i kirken … for den ultimative renselse?  

Uhyret Reece er ikke kun grus i maskineriet, men et hel læs kampesten! Ingen ved, hvad de skal stille op med ham, og psykiatrien fremstilles i filmen som obstruerende for retssystemet mere end noget andet. 

RAMPAGE tilbyder ingen svar på de spørgsmål, den slynger ud, og efterlader seeren med en ubehagelig følelse af splittelse og forvirring, men den er genial, netop fordi den tør være så sort og lænset for de virkemidler, der tit gør amerikanske film alt for letfordøjelige. Det er ikke meningen, at stof som dette skal være nemt. 

Filmen har – måske på grund af dens trøstesløse tone? – været stort set umulig at få fat i de sidste mange år. Jeg så den da jeg var lille, og har siden undret mig over, hvad der blev af den. Nu er det så langt om længe lykkedes mig at få fat i en polsk udgave, hvor der står ”Szalenstwo” (!) udenpå, og til en pris, du ikke har lyst til at vide! Og så er den endda cuttet ned, da der mangler 11 minutter i forhold til spilletiden, der er listet på imdb … Gid, nogen dog kunne nosse sig sammen til at udgive den i en uklippet deluxeudgave – for det fortjener den sandelig!

© 2012 Horrorsiden.