Film

Rabid (1977)

Den canadiske instruktør David Cronenberg har uden tvivl bidraget med nogle af de mest interessante ting til horroren. Han bevæger sig indenfor en slags meta-horror, der sjældent klinger på stereotypen, og han har målrettet og træfsikkert udvidet og overskredet grænserne for hvad, man troede muligt i genren.

I en perlerække af titler som THE BROOD, VIDEODROME, THE FLY, DEAD RINGERS, CRASH, NAKED LUNCH, SPIDER etc. har han stort set med hver ny udgivelse sat nye standarder for, hvad der kan betragtes som et innovativt, kreativt take på horror.  

Og indenfor de seneste år er det sågar lykkedes ham at få en stjerne på mainstreamfilm-himlen med film som A HISTORY OF VIOLENCE og EASTERN PROMISES – hvor vidt det er hans hardcore publikum med hang til talende røvhuller og vaginaformede sår, der hylder disse, står hen i det uvisse.  

RABID er hans fjerde spillefilm og er en slags krydsning mellem en vampyr- og epidemigyser. Man kunne også med rette blande zombier ind i snakken, men lad os prøve at holde det så simpelt som muligt: Rose (Marilyn Chambers) vælter på en motorcykel og kommer slemt til skade. Da uheldet sker tæt ved en plastikkirurgisk klinik, der ligger meget afsides, vælger de at behandle hende der fremfor at sende hende til et rigtigt hospital. Overkirurgen udfører en form for eksperimentel hudtransplantation på hende, der viser sig at have en uheldig bivirkning: hun vågner op med en glubende appetit på blod, og ud af hendes armhule (via et vagina-lignende sår, selvfølgelig) vokser en lille penislignende brod. Rose smitter alle, hun kommer i kontakt med, og snart raser epidemien.

Historien giver egentlig ikke særlig meget mening, og der er ikke noget, der bliver forklaret bedre, end det jeg lige har gjort – hvorfor hudtransplantation kan lede til Roses særegne lidelse må man gætte sig til. Bedst er det nok at fortrænge det altopædende behov for rationelle forklaringer og bare suge stemningen til sig (som der står på coveret af NAKED LUNCH: ”exterminate all rational thought” … Okay, Dave, point taken).

RABID er bestemt ikke i toppen af Cronenbergs repertoire, men den er nu egentlig interessant nok. Den følger temaer, der for instruktøren er blevet klassiske – hvor rædslen tager afsæt i lægevidenskaben og der svirres om kropslig mutation. Dog langt Stærkere portrætteret i mesterværker som THE BROOD (psykiatrien) og DEAD RINGERS (gynækologi).

Og samfundsrevseren Cronenberg portrætterer allerede her i denne tidlige indsats det syge, dekadente Amerika med kirurgisk afhængighed og drømme om en plastikkirurgisk franchise, som den dag i dag helt sikkert er en realitet.  

RABID er ikke så stærk som selvstændigt værk, men som fan af mange af Cronenbergs efterfølgende titler kan man nu godt sidde og lade sig imponere over, hvor godt temaerne ligger i tråd med alle hans andre film. Den mand har øjensynligt aldrig rystet på hånden.

Spændende bliver det, når hans næste film A DANGEROUS METHOD udkommer senere i år – her vender han tilbage til psykiatrien med både Sigmund Freud og Carl Jung med i historien – hvad det bliver til, når det har været gennem Cronenbergs kringlede hjerne, er ikke til at sige.

Jeg tror en del hardcore Cronenberg-fans begyndte at tabe interessen med EASTERN PROMISES – jeg syntes selv den var rædselsfuld; dilletantisk, kedelig og lænset for de temaer, der er instruktørens varemærke … men man har jo lov at håbe på et comeback.

© 2011 Horrorsiden.