Film

Predators (2010)

Jeg havde glædet mig meget til den nye Predator-film, da Robert Rodriguez i fantastik-sammenhænge plejer at give bingo. ”From dusk til dawn” og ”Planet terror” scorer begge højt på min horrorliste, så jeg havde tiltro til, at han kunne tøjle Predator-franchisen og få banket den på ret kurs efter de to knap så vellykkede skud med ”Alien vs predator”.  

Rodriguez har skrevet og produceret ”Predators”, og selvom en relativt ukendt fanboy der hedder Nimrod Antal har instrueret, følte jeg mig rimelig fortrøstningsfuld

Filmens handling er simpel, hvilket som regel passer godt til predator-universet. En broget flok bestående af lejesoldater, lystmordere og ganstere er blevet hevet ud af deres vante miljø og kastet ned (bogstavelig talt – i en faldskærm) på en fremmed planet. De finder hurtigt ud af, at de er byttet i en god gammeldags gang katten efter musen, og for at gøre ondt værre, så er der ikke kun én type predators mere, men også en ny opgraderet version, samt nogle vildsvinelignende udyr. For at overleve må gruppen holde sammen, og Adrian Brody i rollen som benhård lejesoldat bliver hurtigt udpeget til leder.  

Allerede få minutter inde i ”Predators” kunne jeg mærke at der var et eller andet ragende galt med dialogen – for at tale lige ud af posen, er den ubegribeligt ringe. Filmens karakterer går ustandseligt rundt og skærer manuskriptets plotdetaljer ud i pap for hinanden – det fungerer ved at en af de jagede stiller et spørgsmål som: ”Hvor er vi mon?” eller: ”hvem er det mon der jager os?”, og så svarer manuskriptforfatteren (altså igennem en af de andre karakterer) med en teknisk udredning; sådan fortsætter det mere eller mindre hele filmen igennem – forklaringer, forklaringer, forklaringer. Jeg ved ikke, hvorfor Rodriguez og Antal har haft sådan et behov for at overforklare alting ihjel – de fleste af os ved trods alt en hel del om predators, deres habitus og jagtvaner.  

Jeg havde (som tidligere nævnt) glædet mig meget til ”Predators” og har læst en del om den på forhånd. I et interview med Robert Rodriguez og Nimrod Antal i SFX lægger de stor vægt på, at de ville genindføre den krybende ”jeg-er-jaget-og-ved-ikke-hvad-det-er-der-jager-mig-stemning” fra Predator 1 – og dette er sjovt nok en af den nye films største svagheder. I denne omgang ved vi jo netop godt hvad det er der jager hovedpersonerne, og derfor er det hverken uhyggeligt eller overraskende. Man kan simpelthen ikke genbruge virkemidlerne i sådan en type film uden i hvert fald at genskabe dem en smule.

Og netop genbrug er også en af filmens store irritationsmomenter. Der er så mange ting der er planket fra den oprindelige film, at den nærmest kan betragtes som en genindspilning. Vi har dødsfælderne i skoven, mystikeren i gruppen (her er en yakuza i stedet for indianeren, Billy), mudder som camouflage og sågar den obligatoriske fyr med gatlinkanonen.     

Sidste klagepunkt er castingen. Vi har utilgiveligt fladpandede indfald fra Topher Grace som pauseklovnen der skal komme med de sjove indslag, og Laurence Fishburne har en absurd birolle som en pinligt overspillet blanding af Gollum og Kurtz fra ”Apocalypse now”.

Selvom valget af Adrian Brody (Pianisten) kunne virke lidt sært, er han faktisk nogenlunde troværdig som den benhårde lejesoldat det meste af filmen – det brister dog grumt, da han smider trøjen og prøver at spille Arnold i en genskabelse af den Østrigske kæmpebøfs mudderkamp med predatoren – selvom Brody har pumpet lidt jern, var der rent faktisk flere i biografen der brød ud i latter. Måske var det synet af det lillebitte hoved på den trænede krop, jeg ved det ikke, men jeg stemte i og nød også en af filmens få underholdende stunder.

© 2010 Horrorsiden.