Film

Phantasm (1979)

”Phantasm” er en film som mange fra min generation og lidt ældre har et nostalgisk forhold til, og den rangerer ofte pænt på diverse lister over tidens bedste skrækoplevelser. I bogen ”Fangorias best horrorfilms” fra 1994 bliver den f.eks. nævnt som en af halvfjerdsernes 13 bedste horrorfilm.  Og på trods af at jeg gennem min opvækst har læst meget om ”Phantasm” og ofte betragtet billeder af filmens skumle skurk ”The tall man” i blade som Fangoria og Gorezone, er det af uransagelige årsager ikke lykkedes mig at se filmen før nu.  

Historien tager udgangspunkt i de to brødre musikeren, Jody, og hans lillebror, Michael, hvis forældre er døde et par måneder forinden. Jody fungerer som værge for Michael, der konstant render i hælene på sin storebror af frygt for, at han også skal forlade ham en dag.

Under en begravelse af en af Jodys venner, opdager Michael at der foregår nogle højst besynderlige ting i og omkring kapellet.  Bedemanden, en høj, dyster herre (”The tall man”) har øjensynligt abnorme kræfter, små knurrende freaks (der ligner javaerne fra Star Wars) render omkring og spreder rædsel på kirkegården, og for at DET ikke skal være nok, flyver der en ond, metallisk sfære rundt og suger blodet ud af folks hoveder.

Filmen er skønt sine 85 minutter langsomt opbyggelig, og jeg glædede mig i den første halve times tid over denne ro, især i en scene hvor der gives god tid til at Jody og hans kammerat spiller et lille guitarstykke på verandaen.

Som filmen skrider frem, kastes der dog lige lovligt meget om sig med løse tråde, og intet forsøges tilfredsstillende forklaret – og filmen bliver til tider en lidt usammenhængende omgang.

Spændingskurven er besynderlig, fra stillestående til lettere overgearet med biljagter og eksplosioner. Og man sidder og ærgrer sig lidt over at der ikke satses mere på skræk fremfor action da tingene først tager til.   

På visse fronter er filmen desværre også ret stilistisk inkonsekvent. Vi får f.eks. én ret udpenslet splatterscene – med den lille svævende sfære – der kommer til at stå som en enlig svale (der dog kan have en vis kulturhistorisk signifikans, idet Clive Barker meget vel kan have set denne og drømt ideen om små, onde apparater ind i sit Hellraiser-univers). Man føler sig også en smule snydt for flere scener med førnævnte dødsapparat eller nogle af de andre ting der nævnes, men ikke vises – helt sikkert af budgetmæssige årsager, men når man nævner, at de døde graves op og komprimeres til dværgzombier, så har man sgu bare at vise det!  

På plussiden skal musikken nævnes, temaet, om end den campy keyboardlyd, er stemningsfuldt, genkendeligt og optræder de helt rigtige steder i filmen. Og man kan da også godt sidde og more sig lidt over skuespillet – især i nogle af de motoriske udfoldelser, hvor næsten hver en bevægelse kommer til at virke ufrivilligt morsom.     

I den ellevte time Kommer der en drejning på filmens plot der giver rum til at man kan tillægge filmen en dybere eksistentiel mening, men på mig virker det nu lidt for fiffigt og påklistret.

Alt i alt en sær lille film, hvis høje status jeg er en smule forvirret over.

Instruktøren Don Coscarelli har senere lavet en række efterfølgere til Phantasm – som jeg nu nok springer over – men er til gengæld også manden bag ”Bubba Ho-tep” fra 2003, som ligger mit hjerte meget nær.

© 2010 Horrorsiden.