Film

Majs & mord: Husk

Ikke live denne gang, men man skulle også tro, at et site som dette ville foretrække døde ting. Døde ting rådner og lugter. Det er sådan en god måde at bryde isen op.

Husk

Skabelonen kender vi til bevidstløshed. En flok unge mennesker begiver sig uden for lands lov og ret, og der render de i noget, de hellere ville have været foruden – hvadenten det er overnaturligt eller den gode gamle “mand med stik-/sav-/slagvåben”. Således også “Husk”, hvor en flok unge mennesker kører galt i deres bil, fordi de overfaldes af kamikaze-krager.

Nej, det er ikke “Fuglene del 2”, snarere “Children of the Corn del 17”, for uheldet sket lige op ad en majsmark. Og som horrorfilmsafficionados ved vi, at man aldrig skal sige “Jeg er straks tilbage” eller begive sig ind i en majsmark. Majs er ligesom ondskabens foretrukne afgrøde, selv om man måske skulle tro, det var æbler.

Ind i marken løber vore ofre unge hovedpersoner.

I den typiske skabelon ville dette være startskuddet til karaktertegning af typen “pap” og sandsynligvis et par bare bryster, før det gik løs (remember, kids: sex kills!). Her i det mindste afviger “Husk” fra skabelonen, for personerne sættes stort set på plads med replikken “Du er på løbeholdet. Jeg er på skakholdet.” Det er de fugleskræmselsklædte snitfyres stikord, og så begynder folk at dø. Mens de, der er i live, begynder at løbe hovedløst rundt.

Vores kaotiske kammerspil fortsætter på en lille gård med flashbacks og afdøde, som ikke helt har forstået, hvad den tilstand indebærer.

“Husk” foretager en lettere spastisk dans imellem klicheer og et ærligt forsøgt på at fortælle en historie. Det lykkes den at skabe lidt tvivl hos seeren om, hvad der egentlig foregår, og deri ligger dens styrke. Desværre lykkes det mestendels ved at være rodet – men der er dog også et lidt mere udtænkt plot, end vi ellers udsættes for i den slags film. Beklageligvis får den os aldrig til at bekymre os om personerne eller helt tro på skurken (at spille skurk er i forvejen en udfordring – det bliver ikke lettere, når man absolut skal vær skuespiller af typen “pæn unge Hollywood/Photoshop-mand”).

Det er, så vidt jeg kan se, instruktørens første professionelle film. Ud fra den at dømme kan han gå to veje:

1 – lave film, hvor han forsøger at skubbe sine egne grænser og med tiden måske endda kommer til at lave noget, der bliver interessant.

2 – lave standard-horrorfilm efter skabelon, pæne og forudsigelige.

Af uransagelige årsager er der fleste penge i mulighed nummer to. Jeg forventer at se ham styrte ned ad den vej, nøgen og badet i pæne teenageres blod.

© 2011 Horrorsiden.