Jeg bør nok advare om, at der vil forekomme SPOILERE her. Og ikke nok med det – jeg bør nok også advare om, at de vil forekomme i samme stemme, som man hører fra den trætte mand på værtshuset, der afslutter sin historie med: “Og så, lige da vil skulle til at smide tøjet, opdagede jeg hendes adamsæble!”
Træt og desillusioneret.
For jeg havde tilladt mig at opbygge en smule forventninger til Long Weekend. Bagsiden fortæller om et ægtepar alene i ødemarken, der opdager, at naturen er ond. Og så var der et billede, der mindede grangiveligt om en aggressiv hvalros. Det lød sguda meget fedt.
Hvalrossen viste sig så at være en død søko. Død, men stadig aggressiv… eller måske snarere passiv-aggressiv. Og det kunne egentlig være meget fedt, for hvornår har man lige sidst set en horrorfilm med søkøer? Men det er det bare ikke.
Ægteparret Peter og Carla skal på lang weekend i naturen sammen med et par venner – vennerne dukker aldrig op, men til gengæld er der masser af undertrykt frustration og vrede de to imellem. Og så er der naturligvis naturen, som ifølge coveret kigger med tusinde øjne. Det er for så vidt et rigtig godt oplæg – personerne til at skabe spænding og naturen til at skabe bagvedliggende uhygge. Og med jævne mellemrum får vi de økologiske ækvivalenter til bare bryster i en slasherfilm: vore hovedpersoner kører en kænguru ned, kaster affald i naturen, smider en tændstik og så videre. Og hver gang tænker man: Ooooh, now you’ve done it! Det var lige den undskyldning, naturen ventede på, for at den kunne gå amok.
Men nej.
Der er lyde i natten, og vore hovedpersoner bliver mere og mere hysteriske. Men der sker ikke rigtig noget. Damen har så at sige et adamsæble, og man kommer til at gå træt og bitter i seng.
Jeg ville gerne kunne lide “Long Weekend”, men i sidste ende er det som at komme til en grillfest, hvor der er linet op med lækre ingredienser, men ingen har husket ilden. Efter en masse arbejde med nogle pinde kan det godt være, at der bliver tændt op, men så er det ærligt talt lidt for sent..
http://www.youtube.com/watch?v=O2lZHlyXkmQ
Det lyder ellers som et godt oplæg, og traileren ser da udmærket ud (inkl. død søko), så øv at det var en skuffelse…
Men titlen advarer jo sådan set lidt på forhånd – det bliver en laaaang weekend ;)