// du læser om...

Film

Legion

Man kan lige så godt indse, at det er svært at spille badass engel, når Christopher Walken allerede har betrådt det område. Det er ligesom at sige “Jeg vil give Einstein baghjul på det der med at være klog” – det er muligvis lykkedes Hawking, men han har også måttet lænke sig selv til en kørestol i processen. Så jo, det er muligt, men det kræver ofre.

Paul Bettany forsøger i “Legion”. Hovedsageligt ved at tage en omvej, der går ud på at gå til opgaven ved at spille opofrende og lidt lidende engel. Det er egentlig godt nok tænkt og en smart måde at ligesom betræde en anden sti end den engleskuespilsatombombe, der er Walken. Men når tiden så kommer til at samle store våben op og se badass ud, fungerer det ærligt talt ikke særligt godt, fordi han stadig ser lettere lidende ud, måske endda forstoppet. Nåja, og så fordi Walkens skygge er lang og dyb. Det hjælper dog lidt, at Bettany spiller over for Kevin Durand, som endnu en gang ligner, at man har anbragt hans hovede på den forkerte krop (beklager, men sådan ser han altså ud for mig).

Men derudover…

Derudover er “Legion” vel en okay lille omgang actionhorror, til når man behøver pæn og flink Hollywood-underholdning.

En lille flok mennesker samles på en tankstation langt ude i ørkenen. Samtidig beslutter Gud, at menneskene er en byld i en vis legemsdel, og operation: “Udryd dem med zombier” bliver sat i værk. Snart er de belejrede, heldigvis med Paul Bettanys Michael på deres side og en god samling håndvåben. Nåja, og så med en gravid kvinde, som angiveligt bærer rundt på menneskehedens frelse.

De indledende billeder er flot fotograferede – så flotte, at man næsten tilgiver den klicheede voice over, men snart tager klicheerne overhånd, og “Legion” bliver meget forudsigelig (Dennsi Quaid har en lighter, som han gerne leger med helt oppe i kameraet – gad vide, om den skal bruges til noget?). Nogen videre historie er der ikke tale om, kun “undlad at dø”, dog med nogle opfindsomme scener smidt ind her og der. Alt i alt okay underholdning, hvis det er det, man trænger til – men jeg må dog indrømme, at det føltes lidt som at se racerløb uden styrt. Rundt og rundt i cirkler farer de uden nogen store overraskelser.

Til gengæld fik jeg lyst til at gense “God’s Secret Army”.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Gods secret army (The Prophecy) er en supercool film, ingen tvivl om det. To’eren i serien er også helt okay, men jeg har ikke set nummer 3. Er den noget ved?

    Skrevet af Simon Aakjær Johannesen | 28. oktober, 2010, 08:00
  2. Jeg er vist heller aldrig nået længere end to’eren i serien. Hvor mange blev det egentlig til – fem?

    Skrevet af Janus | 28. oktober, 2010, 08:33
  3. Og Viggo som Lucifer er også sød; “I will lay you down and fill your mouth with your mothers feeces” … Jeg har aldrig helt forstået hvad det betød, men det lyder spændende – som noget man har lyst til at sige til folk man ikke kan lide.

    Skrevet af Jonas Wilmann | 28. oktober, 2010, 09:36
  4. Det blev vist til 5 Prophecy-film, med rygter om endnu en på vej. Hey, måske begynder de at blive gode igen, så. Venter på The Prophecy – in Space og The Prophecy: a new beginning.

    Skrevet af Ulf | 28. oktober, 2010, 09:58
  5. Jeg vil se Prophecy 3D: Your Mother’s Feces :)

    Skrevet af Janus | 28. oktober, 2010, 10:05
  6. Jeg ser det er gået tilbage for Legion siden ‘Your mother sucks cocks in Hell’.

    Skrevet af Frederik | 28. oktober, 2010, 13:34
  7. Så fik jeg også set “Legion”.
    Er enig i, at den er lidt af en kliché, men synes nu vældig godt om scenen med bedstemoren, som vil have en rød bøf og en baby ;)

    Skrevet af Jette | 30. december, 2010, 15:16