Film
Jul med Hannibal Lecter M.D.
Hvad kunne være bedre, end at bruge juledagene i selskab med den fantastiske Hannibal Lecter? Ja, jeg ved det heller ikke. Efter at have tilranet mig hele triologien i julegave, satte jeg kursen mod Aalborg og en god aften med de tre film under armen. Allerførst skal det siges at jeg ikke tidligere har set hverken “Red Dragon” eller “Hannibal” før, så forvetningerne var selfølgelig store. Derfor var skuffelsen over “Red Dragon” også lige så stor. Jeg så filmen og tænkte: “Hvorfor?”. Hvad tilføjede denne film til myten om Dr. Lecter? Absolut intet! Det er, efter min mening, bare et (dårligt) re-make af “Silence of the Lambs”. Den handler dybest set om en Ralph Fienns (med hareskår og ganespalte), der mener at han skal gennemgå en forvandling fra menneske til “Red Dragon”. Dette fordi han har set et maleri af William Blake og flere gange er blevet truet af sin bedstemor med kastration. Bunden er derfor lagt for en helt klassisk psykose (freudiansk og kedeligt sex-orienteret).
Naturligvis skal vores unge politi-helt finde morderen, men er desværre ikke dygtig nok, og han må få hjælp af sin gamle (nu fængslede) psykriater Dr. H. Lecter. Det lugter enormt meget af nogen man har hørt før. Bortset fra det faktum at vi får at vide at det er Edward Norton(!) der fangede den kære Dr. Lecter engang i fordums tid, bidrager “Red Dragon” som sagt ikke med noget essentielt til Lecter-myten.
Derimod bidrager “Hannibal” med visse finurlige og ganske interessante detaljer. Blandt andet uddyber denne film det kærligheds/facinations forhold der er mellem Dr. Lecter og FBI agenten Clarice Starling. Derudover får vi et fantastisk indblik i hvor udspekuleret og intelligent vores allesammens Hannibal er. Nogle vil mene at Dr. Lecter er belvet en hel del mere “fimset” eller bøsset (hvilket Ray Liotta da også pointere). Jeg skal ikke afgøre hvornår man er fimset, men blot understrege at jeg ikke mener, at Dr. Lecters brug af termerne “Ta ta” og “Okie Dokie” umiddelbart illustrerer “fimsethed” i min bog.
Alt i alt synes jeg at de to “nye” film er ganske udemærket underholdning. Man kunne i mange timer diskuterer deres berettigelse i forhold til Lecter-myten, men det vil jeg lade være op til andre og mere kompetente hjerner at begive sig ud i dette.
Tags: , Anthony Hopkins, Hannibal Lecter, Jodie Foster, Jonathan Demme, massemordere, Psykologisk Thriller, Thomas Harris Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Jeg tror ikke det giver mening at tage ovenstående diskussion uden at inddrage de bøger, som filmene er bygget over. Personligt synes jeg således, at bogen “The Red Dragon” er mindst lige så god som bogen “Silence of the Lamb” og at disse to bøger, hvis de læses i rækkefølge, supplerer hinanden vældig godt, bl.a. i deres beskrivelse af Hannibal Lecter.
Desuden er de værd at notere sig, at “The Red Dragon” faktisk er indspillet tidligere, endog før Demmes “Silence of the Lamb”, nemlig helt tilbage i 1986 hvor Michael Mann – manden bag Heat og The Insider – instruerede “Manhunter” med Brian Cox som Lecter og Willian Petersen (CSI’s Gil Grissom) som Will Graham. En meget glimrende film.
Personligt har jeg ikke dets tre til oversfor hverken bogen eller filmen “Hannibal”, som forekommer mig at trivialisere Lecters ondskab. I bogen dræber Lecter således kun mennesker, der på den ene eller anden måde kan siges at fortjene det – og DET er sgu’ ikke specielt skræmmende.
Undskyld. I sidste afsnits første linje skulle selvfølgelig stå: “Personligt har jeg ikke det store til overs for hverken bogen eller filmen…”
Jeg må tilslutte mig Filoffen. Jeg læste “Red dragon” før “Silence of the lamb” og synes egentlig at “Red dragon” er den bedste bog. Jeg har også set Mann’s filmatisering, og han har lavet en af de mest uhyggelige filmscener nogensinde – nemlig rullestolsscenen.
Til gengæld kan jeg godt følge, at Brett Ratners udgave er meget tro mod bogen, så der kommer ikke de store overraskelser.
“Hannibal” var jeg ikke imponeret over, og jeg har ikke set “Hannibal rising” endnu. Men minder den bare en smule om bogen, så vil jeg ikke bruge mange penge på at se den.
Enig ang. “Red Dragon” – jeg læste den flere gange som knejt og var dybt skuffet over “Ondskabens øjne”, da bogen kom på dansk (omend filmen da var fed).
Filmen “Hannibal” var en fad fornemmelse – flot, men ikke særligt medrivende.
At den ærværdige Dr. Lecter kun slår folk ihjel som han mener fortjener det, virker ganske uhyggligt på mig. Derudover mener jeg at vide at det faktisk kan være et typisk træk for seriemorderer, at de vælger ofre der “fortjener det”. Det kan derfor godt være at det umiddelbart er kedeligt, men umiddelbart virker det mere realistisk på den måde – og måske mere uhyggeligt på den baggrund?
Hej,
Jeg ved at denne tråd er gammel, men skribentens er altså svær at tage alvorligt, idet han som de fleste så “Ondskabens øjne”, og han burde sætte sig ud over denne begrænsning.
Jeg så tilfældigvis “Manhunter” (“Red Dragon”) i 1988, og bortset fra Brian Cox’s helt eminente portrættering af Hannibal Lecter, synes jeg at filmen var ordinær, et synspunkt jeg hår måttet revidere kraftigt so årene er gået.
Da jeg ikke kendte til bøgerne, forekom “Ondskabens øjne” mig som et klart plagiat, og på trods af at den var mere velproducere efterlod Anthony Hopkins Hannibal Lecter mig ganske kold og beklagede dybt at Brian Cox var udskiftet.
Efter at have læst bøgerne i ’93 opfattede jeg mere begge fortællinger som et samlet hele.
“Hannibal” syntes jeg var ganske god, selvom jeg også er af den opfattelse at Lecter i rollen som ‘Good Guy’ var lidt forfejlet.
At instruktøren til filmen ændrede slutningen er efter min opfattelse fuldstændig utilgivelig, og håber meget Thomas Harris skriver en efterfølger, der fuldstændig ignorerer den. Simpelthen efterlader filmbranchen med det problem at han har to hænder i overensstemmelse med bogens slutning (så kan de lære det!!)
Det latterlige ved filmen “Red Dragon” er, at det virker som om, at den er lavet for fuldstændigt at udradere “Manhunter” og får endeligt etableret Anthony Hopkins som den eneste Hannibal Lecter, en rolle han i virkeligheden aldrig burde have haft. Brian Cox skræmmer mig fordi hans Lecter prøver at skjule sin sindssyge, hvor Hopkins prøver at overdrive den. En positiv ting er dog, at denne filmatisering er mere tro mod bogens geniale slutning.
Tilbage står ønsket om remakes af “Ondskabens øjne” og “Hannibal” med Brian Cox, hvilket desværre ikke er så realistisk, som det er rimeligt (væk med Hopkins).
Vedrørende “Hannibal Rising”, så har jeg følt mig rigtigt godt underholdt med både film og bog.
Dét er en gammel diskussion, som jeg nu ikke kan lade ligge. Der sker i bøgerne en fascinerende bevædelse for lecter – i red dragon er han entydigt modvilligt indstillet overfor efterforskerne og modarbejder dem. I Lambs samarbejder og modarbejder han, og vinder friheden ved det. I Hannibal skifter vi primært mellem Lecters og Starlings synsvinkel, og en nøgterne efterforsker-sprog, og et langt mere impressionistisk, upålideligt sprog i Lecter-sekvenserne, hvor visse scener endog udspiller sig i Lecter hukommelsespalads. Efterhånden som Starlings karriere løb blokeres, og hun taber tiltro til systemet, bliver hendes tanker om lecter mere tvetydige, og i i den spektalkulare bortførsel og (de/re-)programmeringssekvens overtager hun Lecters synsvinkel, og efterfølgende ser vi dem til sidst, glimtvis, forenet. Og Lecter – der jo betyder læser – bliver fra af være det farliges fascination og læseren selv, til en kritik af læserens distance.
Jeg synes Hannibal er en genial bog – og intet af det fascinerede er ført videre til filmen. Demme’s filmatisering af Lambs virker fordi Lecter er så uigennemskuelig, men det er netop det, der ikke kan videreføres i hannibal-filmen. Manhunter synes jeg var glimrende, men det er utilgiveligt hvad der er gjort ved slutningen – og red dragon har henrik sagt hvad der skal siges om ovenfor.
Jeg var ret skuffet over bogen hannibal rising, og har ikke set filmen. Men igen tror jeg det handler om, at Lecter-figuren ikke tåler afmystificering, end ikke af Harris selv.