Film
Hvorfor, Tobe Hooper?
Hvor tit har du ikke købt eller lejet en dvd, hvor der stod: “Fra instruktøren af Motorsavsmassakren og Poltergeist” og så siddet to timer efter og stirret tomt ud i luften, ærgerlig over at du ikke brugte dine penge på noget andet …?Jeg har for nyligt set Hoopers, “Spontaneous combustion” (1990) og genset hans samarbejde med Dan o’ Bannon, “Lifeforce” (1985).
Jeg fandt “Spontaneous combustion” i en second hand forretning, og blev omgående tiltrukket af coveret. Salgsteksten: “Fra instruktøren af Motorsavsmassakren og Poltergeist” havde ikke den helt store overtalelseseffekt, men det faktum at den handlede om en af mine kæpheste, spontane menneskelige forbrændinger, havde Brad Dourif i hovedrollen (en gylden gud blandt mennesker, vi andre er blot lort under hans sko) og kostede 30 kr. vejede tungt på vægtskålen.
De første 40-50 minutter af filmen er fantastiske. Dourif er som altid fremragende. Han spiller sønnen af et par, der blev bestrålet under atomprøvesprængninger i halvtredserne, og nu besidder han den tvivlsomme evne at få sig selv og andre omkring sig til at gå op i flammer. I takt med at hans passive aggression bliver til Dourifs trademark dæmoniske vredesudbrud, bliver hans ildkræfter mere og mere ustyrlige. Det er virkelig fedt lavet, meget voldsomt – store huller i hans krop hvor ilden buldrer ud.
Men så sker der noget mærkeligt; filmen glemmer helt hvad den handlede om, og pludselig bliver man holdt som gidsel i noget der ligner et afsnit af Glamour med utænkelige intriger der folder sig ud. Samtidig bliver der med ét sjusket helt enormt med effekterne, og lydsporet går amok. Den kvindelige hovedrolle står f.eks. med lukket mund og et ganske apatisk udtryk i adskillige sekunder, mens man kan høre hende skrige (?). Skaden er sket, og Hooper har pisset endnu en film med et godt oplæg direkte ned i rendestenen.
Det er samme fænomen – som vi måske kan kalde: “Hooper-fænomenet” – der gør sig gældende i “Lifeforce”. De første 40 minutter er fremragende. Rumvampyrer der suger livskraften ud af dig og efterlader en hul skal. Og kronen på værket; vampyrsmitten overføres, så de hule skaller vågner op tørstige efter ny livskraft.
Problemet med “Lifeforce” indtræder også omtrent ved 40 minutters mærket – da er samtlige gode ideer og effektscener brændt af. Filmen ændrer fuldstændig takt og tilbage sidder man med en time og tolv minutter der handler om en synsk mand på detektiv-arbejde – jeg gider ikke engang at gå i detaljer – men anden del af filmen beskrives måske bedst, som hvis David Cronenberg skulle instruere et afsnit af “Taggart” eller noget i den stil. Pretty damn strange.
Hoopers måde at lave film på minder mig om dengang, man skrev stil i skolen og begyndte at sjuske med ordenen halvvejs igennem – det er det indtryk man får; at han simpelthen ikke orker at lave filmene færdige.
Jeg, som mange andre, hylder også “Motorsavsmassakren” som værende en af tidens bedste horrorfilm (måske den allerbedste), men når man kigger på Hoopers repertoire efterfølgende (Poltergeist undtaget, som Spielberg nok må have en stor del af æren for), kan man ikke lade være med at tænke, at der nok var en del held involveret.
Tags: Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Ha, Hooper var også et af de navne, som jeg igennem 90erne regnede med gode film fra. Der må være noget langsom indlæring på spil, for jeg tror virkelig ikke, at der kom andet end “Motorsavsmassakren” (som jeg i parentes bemærkes heller aldrig har været så ekset med, men den er da en klassiker).