Film • Trailere
Hvorfor film IKKE skal ses i biografen eller En horrorfan taler ud.
Det startede med, at der var noget, jeg ikke måtte se. Det var for mit eget bedste. Men alligevel sneg jeg mig over det kolde gulv, i bare fødder og bomuldsnatkjole, hen til stuedøren som jeg gav et let og lydløst skub. Planen kunne kun gennemføres fordi fjernsynet stod perfekt placeret i forhold til sprækken i døren. Filmen var sort/hvid. Det var noget med en gammel dame. Og en undulat. Og nogle gustne typer der gjorde onde og vederstyggelige ting imod damen med fuglen. Det involverede bl.a. et badekar. Jeg var skræmt. Og forstenet. Blodet i mine årer var lige så koldt som mine tæer.
Indtil nu havde jeg kun været bange for lokkere, de store fra 6. klasse, visse folkeeventyr og tanken om, at der ikke var dessert nok om lørdagen til at man kunne få to gange. Stills af den gamle dame og hendes badekar var ætset i min hjerne og mit hjerte. Og det var dét der startede det. Jeg begyndte at slæbe forfærdelige og uhyggelige bøger hjem fra biblioteket. Mit sind var korrumperet af gysets magt. Når min forældre troede jeg sov læste jeg i virkeligheden om monstre, gengangere og onde overnaturlige kræfter. Jeg kunne kun sove bagefter hvis jeg hurtigt tæskede et Anders And blad igennem. Det blev hurtig fast rutine. BØH! – Anders And…BØH! Anders!…etc.
Point of no return kan helt præcist dateres til den lørdag eftermiddag jeg i sommeren 1986 blev invitereret hen til en kammerat, hvis forældre havde taget lån i rækkehuset for at købe sådan en nymodens videobåndoptager. Så sad vi der, seks børn i hjørnesofaen, og drak sodavand fra egen Sodastream og spiste popcorn fra gryde. Forældrene satte Tennisbanen ( Tennis Court, 1985) på! Vi blev helt, helt stille. Med puder for øjnene så vi den onde, onde tennisbane der vender sig mod den tennisspillende del af menneskeheden. Vist nok pga. et nedstyrtet fly. Pointen var tabt for mig fra starten og tilbage stod jeg med bolde med blod og et tennisnet der går besærk. Da jeg kom hjem speedlæste jeg en hel kasse med Anders And blade.
Nuvel, efterhånden skulle der mere og mere til. Jeg lærte en masse tricks – det bedste og stadig mest brugbare er: Hvis det er en bog: Læs videre. Hvis det er en film: Luk ALDRIG øjnene og se ikke væk. Det virker for mig og Anders And bladene er for længst givet videre til andre trængende.
Hjemme hos os, min mand og jeg, ser vi en del horrorfilm. Vi bliver ikke bange, holder ikke i hånd, sofapuderne er der for at støtte ryggen – hardcore og hærdede som vi er. Jeg sover fint om natten uanset. Det er bare en konstatering.
Men én til kan jeg ikke; Jeg kan ikke se horrorfilm i biografen. Panikken starter hele nede fra tæerne og jeg føler mig trængt op i en krog, der i mørket med andre mennesker og sociale spilleregler at tage hensyn til. Lærredet er så stort, lyden er så høj. Men rummet er stadig alt, alt for stort. Der er for mange kroge og sprækker jeg ikke kender. Der er lyde eller vejrtrækninger man knapt kan høre eller lokalisere. Og pludseligt har jeg det nøjagtig som dengang i gangen i bomuldskjolen. Med på en kigger når jeg skulle ligge i min seng som et artigt barn. Der er kort sagt ikke Anders And blade nok i verden der kan få mig i biografen og se en rigtig horrorfilm.
Og lige det ærgrer mig tit – og rigtig meget netop i dag fordi jeg er blevet inviteret i biografen for at se El orfanato.
God tur til I andre – jer der tør.
Tags: Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Altså – horrorfilm er lavet til at kyse folk fra koncepterne, ikk’? Så skal du jo netop gå i biffen og se dem, og ikke sidde derhjemme i divaneseren og lege at du kigger Morten Korch ;)
Hø … Eileen har en pointe … (ikke at jeg selv skal blive for hellig: jeg kan sgu dårligt se horrorfilm, punktum, end ikke på min elendige 15″ LCD-computerskærm ved højlys dag … men jeg ELSKER det naturligvis alligevel og er fuldstændig afhængig af et skud skræk i regelmæssige doser!)
Da “The Blair Witch Project” havde premiere for nogle år siden, så jeg den i biffen, og da sad der en særdeles forskræmt granvoksen mand ved siden af mig. Under de sidste 5-6 minutter af filmen sad han bare og jamrede, “Åhnej, åhnej, åhnejåhnejåhnej” — og det ER faneme osse en uhyggelig film – men altså, fyrens opgivende stønnen bidrog helt klart til filmens effekt.
Mit første møde med horror var også en eller anden tåbelig tv-film, som mine forældre så. En krimi, vist egentlig, hvor et lig med en usund grønlig kulør blev vist frem i et bilbagagerum. Dét var horror! Der skulle dog gå næsten 10 år, før jeg blev hooked på genren; jeg var vist henad de 15-16 år … modsat mine teenagevenner kunne jeg ikke udstå gys og skræk. Jeg var engang i biffen med en gruppe fyre fra klassen; vi skulle se “Sleepwalkers”, og jeg var simpelthen nødt til at forlade selskabet et par minutter inde i filmen (heldigvis havde jeg et nogenlunde ansigtsreddende påskud: en anden fyr var ikke dukket op, så ham ville jeg lede efter ude foran biografen). “Ringu” tror jeg ikke, jeg ville kunne bære at se én gang til … og “Candyman” har jeg endnu ikke fået set til ende!
Da jeg var omkring syv år, blev jeg passet af naboens store dreng (han har vel været 14-15 år) og en af hans jævnaldrende kammerater. Uvidende om hvad aftenen skulle bringe, sad jeg i en hyggelig lænestol med min trofaste bamse ”Sigurd” under armen.
Efter sengetid – det vil sige jeg var ikke kommet i seng, det har muligvis været en lørdag, kom der en af den her ”nu-er-det-sent-om-aftenen-og-vi-sender-en-gyserfilm” film. Jeg husker ikke handlingen, jeg husker ikke skuespillerne. Jeg husker bare hvordan en varulv, frådende flår sig igennem en dør til en stakkels pige-dame – lad mig nøjes med at sige at hun ikke overlever. Der er sikkert nogle flere glimt, men jeg kan faktisk ikke huske mere. Jo, tåge og hvidt lys, det kan jeg også huske.
Hvad jeg kan huske er at kramme Sigurd til mine knoer blev hvide, og en sejlivet skræk for varulve. En skræk der gjorde at jeg indtil starten af teenageårene, ikke kunne lide at gå igennem en mørk gang – og slet ikke ned på mit værelse i kælderen efter mørkets frembrud.
Jeg kan til nogen grænse godt holde til en gyser, men filmens beskaffenhed har en hel del at sige. Den amerikanske indspilning af The Ring gjorde intet for mig.
De her film med små asiatiske piger der kan underlige ting med deres arme og ben, kan godt hyle mig ud af den.
Åh jo, og første gang jeg så ”IT” – det var nok heller ikke lige sagen…. I hate freaking clowns!!!!
…. og man er bare venlig og vil invitere til en tur i biografen efter at skribenten har tabt en portion tapas på en af byens dyreste spanske restauranter.! Hrmf.
Haha – jeg sneg mig til at se Dødens Gab, da jeg var helt lille.
Det gav mig en livslang forbi for mørke dybder. I mine spæde teenage-år var det så slemt, at jeg kunne gå i panik i svømmehallen. Også selvom vandet jo er helt klart og en haj umuligt kunne forvilde sig derind. :)
Det jeg frygtede mest, var at kigge ned og se “noget” stige op fra mørket imod mig.
=:-O
Kamp
@ Kamp
Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste, som er blevet dybt traumatiseret af den film (og bogen også, for den sags skyld). Et af min barndoms mest skræmmende øjeblikke var at stå på en sten i vandet ud for Ærø og kigge ned, hvor en gigantisk torsk svømmede rundt.
Ja, en torsk – absolut uskadelig, men også en FISK (som Benchley kalder hajen gennem hele bogen). Den dag i dag går jeg ikke gerne i vandet
@ Zenia
Du var da med inde og se The Grudge 2 i København. Men det blev måske ødelagt lidt af, at samtlige teenagere i lokalet var ved at dåne af skræk (filmen var da okay, men signalerede også på langt afstand, når der skulle til at ske noget skræmmende).
Vi overvejede at stikke fingrene gennem håret på fyren foran os – men lugten af afføring kan være ødelæggende i så lille et lokale :)
@Janus
The Grudge?? Ja hallo. Den er jo ikke uhyggelig.
Nærmest slapstick horror:)
@dem med hajskræk
Det er jo tydeligt at den er lavet af papmache :) Eller noget. Alle ved at dyr pr. definition er GODE og vores venner!
Janus tør ikke svømme i havet pga den film. Drenge er sære…
Alle ved, at hajer er onde – og udspekulerede nok til at luske sig ind i vore farvande.
I slipstrømmen af butnæsede marsvin?
@Jakob
Jeg husker med gru da jeg læste Det onde. Jeg boede i socialt boligbyggeri i Aalborg. Det var særligt skummelt efter mørkets frembrud. Jeg havde ikke noget tv men heldigvis et assorteret bibliotek inden for rækkevidde. Dagene og især aftnerne gik således med at læse – mestendels King.
Jeg sad med ryggen til et forholdsvis stort vindue. Pludselig, godt inde i sidste halvdel af Det onde blev jeg grebet af et fuldstændigt latterligt hysteri og jeg var 100 på at hvis jeg drejede hovedet og kiggede ud af vinduet ville der være balloner over det hele. OVER det hele, siger jeg!
Jeg fik nærmest diskospolaps af at dreje mig akavet, med ryggen til vinduet/ballonerne, efter en persiennesnor. Og jeg måtte holde mig natten igennem og kunne ikke børste tænder fordi jeg VIDSTE at hvis jeg gik ud toilettet ville der komme onde rallende lyde fra afløbet.
Ahh, indre hysteri! Det var tider!
@Janus
Man kan spise hajer – hvis man kan fange dem!
@ Z
Så du ikke filmen først? Jeg synes at huske, at vi så den sammen?!
Min første gyser handlede om nogle sygeplejersker, som boede i et gammelt hus. De blev vistnok myrdet efter tur… Er der nogen her der kan fortælle hvad den hed? Jeg turde ikke kigge ud ad vinduerne om aftenen i flere uger! Han ku jo stå der, parat til at sige BØH.
Siden har jeg set rigtig mange gysere, nogen bedre end andre. Dark Water i japan-versionen hører til i den bedste gruppe!
@Eileen
Ja og de smager sikkert rigtig udmærket!
Jo – den så vi sammen – Tv-filmen
Hej Zenia
Tak for indlægget for du har lige hjulpet mig med at finde en gyserfilm som jeg ledt længe efter- nemlig the tenniscourt. Det var en af de første gyser film jeg så da jeg var lille og jeg var rædselsslagen. vi var på besøg hos nogle af mine forældres venner og den kørte i fjernsynet det var det eneste tidspunkt jeg er gået fra en film, da de voksne sad ude i køkkenet gik jeg ud til dem. Jeg kunne dog ikke lade være med at gå ind og se den igen og således fortsatte aftenen med at gå frem og tilbage. Jeg har periodevist i mit liv tænkt på den film og lige præcis i nat drømte jeg om noget med tennisbaner og den film poppede op igen. En hurtig søgning på google fandt jeg dit indlæg og titlen på den film som også gjorde et stort indtryk på mig – jeg må ha været 8-9 år da jeg så den. Nu glæder jeg mig til at se den igen i sin fulde længde det er muligt at jeg bliver skuffet da jeg syntes at barndoms film kan have en tendens til at være ret dårlige at se som voksen.
Tak for indlægget
Hej Alle.
Jeg skal lige være sikker på I mener “Hammer House of Mystery and Suspense” Tennis Court (1986)?
Hej Jesper L.
Ja, det er lige præcis den. Væmmelig film – har også stadig splinter af den siddende i min underbevidsthed.
@ Janus
Tak for svaret; og ja, den rumsterer også stadig i mine mareridt i ny og næ – men det kan jeg meget godt lide…