Det er i mange år blevet diskuteret, hvem der egentlig gjorde hvad i gyserklassikeren, “Poltergeist”, fra 1982.
Steven Spielberg står krediteret som screenwriter og producer, og Tobe ”Motorsavsmassakren” Hooper har fået instruktør-mærkatet – det er dog ikke alle der vil tage dette for gode varer; Hoopers brogede repertoire efterfølgende og også i tiden mellem “Motorsavmassakren” (74) og “Poltergeist” (82) har fået en del film-entusiaster til at foreslå det mulige scenario, at Hoopers instruktørhånd blev ført af en vis (dengang ikke så) skægget herre – filmen har da også en helt distinkt Spielberg-feeling.
Nu vil jeg gerne lige indskyde, at Poltergeist på ingen måde kommer på min egen personlige top 20 (ej heller top 50) over bedste gyserfilm. Jeg indrømmer, at den rummer visse ikoniske øjeblikke, men skuespilinstruktionen halter gevaldigt (eller også var der rigtig fjolletobak i de joints, vi ser dem ryge), og filmens generelle pacing er helt ude at skide. Hvad end kompromisser der har måttet være i tilblivelsen af filmen, synes jeg, det skinner igennem.
Dog må filmen alligevel siges at være noget af det bedste på Tobe Hoopers CV – kun overgået af Motorsavsmassakren – og at have den i sit repertoire har helt sikkert givet ham et unaturligt langt liv i filmbranchen og fået nogle investorer til at brænde nallerne.
I det nyeste nummer af Sci-fi magasinet, SFX (Nov. 2010), kommer vi lidt nærmere sandheden, om hvem der havde bukserne på under tilblivelsen af Poltergeist. Hooper og Spielberg har gennem årene været ret tilknappede, når det kom til at udtale sig om arbejdsfordelingen – heldigvis er en af filmens special effects mænd, Craig Reardon, en del mere åbenhjertet.
I interviewet bliver der tegnet et billede af en, i kølvandet af ”Raiders of the lost ark”, nærmest over-energisk Spielberg der var alle steder på én gang, og en Hooper der var vag i sin skuespilinstruktion og som simpelthen ikke kunne følge Spielbergs hæsblæsende tempo, ej heller leve op til hans høje forventninger.
Reardon siger i interviewet: “If there was a sense that Spielberg was injecting him more and more, it was less to do with Tobe as a director than it was he maybe wasn’t moving along fast enough.”
Og om skuespilinstruktion har Reardon dette at sige: “Working with actors, I saw him (Hooper) being a bit inhibited in dealing with them. He had the image that he wanted, and he knew what he wanted the actor to do, but he didn’t always have the words.”
Og rosinen i pølseenden, der om noget syntes at indkapsle det uskrevne dogme der med stor sandsynlighed har regeret på settet: “I never saw him (Spielberg) say action or cut – Tobe (Hooper) did that. But in some instances you were left with the impression that is all he was permitted to do.”
Alle det crap som Tobe Hooper har laver.
Så var det nok en god ide.
Ah, gør I ikke Tobe Hooper en kende uret nu. Personligt mener jeg ikke pacingen overhovedet er problematisk i Poltergeist men det skyldes muligvis at filmen i mine øjne ikke skal ses og evalueres som en decideret gyser. Hooper og Spielberg drejer, som jeg ser det, mere en fantastisk/ eventyrlig fortælling (a la Nærkontakt af Tredje Grad) med prototypiske gyserelementer end noget egentligt skræmmende. Som en fortælling om middelklassefamiliens pragmatiske dagligdags møde med det forunderlige og uforklarlige, synes jeg Poltergeist holder hele vejen. Som gyser gør den ikke. Ikke desto mindre rummer Poltergeist stærke sælsomme momenter, ligesom fortællingen karakteriseres af en gedigen opbygning.
Hvad angår Hoopers evner i det hele taget, vil jeg gerne minde om hans tv-filmatisering af Salems Lot (fra ’79), der både besidder (navnligt i forhold til gyser-industriens standarder) fortræffelige skuespilspræstationer (Bonnie Bedelia og James Mason) og urovækkende, fantasmogoriske gysersekvenser. Hoopers fremmaner efter min mening på fortræffelig vis ‘genrens anden vampyr’, altså den som hverken er romantisk, smuk eller dragende, men smittebefængt, ussel og ligeså meget i sine appetitters vold som zombien.