Human Centipede har fået en lidt sær status her i hjemmet – lidt som en moderne Ilse, vil jeg tro. Konen og min stakkels kusine benyttede filmens længde til at samle traumer op på grund af magtspillet – og nåja, de biologiske underfundigheder, om man så må sige. Traumer af den slags, som gør, at man ofte udtrykker ønske om, at andre bør se filmen.
Personligt fandt jeg den godt udført, forstået på den måde, at den forstod at spille på nogle strenge, men selve historien var nu ikke overvældende. Lidt i samme kategori som Funny Games i den oprindelige version. Hvad er der med de tyskere? Og gad vide, hvordan konen ville reagere på Jörg Buttgereit?
Men… det var egentlig ikke pointen. For der er andre, som har set filmen og besluttet sig for, at de ikke skulle være de eneste – en flok studerende på Emerson College har lavet en musical-udgave, som virker ret underholdende ved første øjekast:
Det hele er i syv dele – links til resten i beskrivelsen af videoen på Youtube.
A-hahaha…
En af mine venner fik det fysisk dårligt af at se traileren, så jeg er nødt til at sende ham musicalen også. :)
Konen fandt på et tidspunkt en side med to fyre, der havde besluttet sig for at se den sammen – på den måde, at den ene så filmen uden lyd, mens den anden kun lyttede til den. Sjovt nok var de begge to dybt påvirkede af den :)
Dét er også den mest fantastiske anmeldelse af en film jeg har læst.
Specielt i slutningen, da de sammenligner lydspor :)