Film

Hostel

Jeg har længe gået udenom “Hostel”-filmene af Eli Roth, da jeg havde hørt, at de var ekstremt voldelige, og jeg har det lidt svært med tortur-horror. Nu har jeg dog fået set første film, og jeg må indrømme, at det var en langt bedre film, end jeg havde forventet.

Vennerne Josh og Paxton er på backpacker-ferie i Europa. Her har de mødt islændingen Oli, og sammen tager de til Amsterdam, hvor den står på stoffer og kvinder. En aften bliver de låst ude af deres hostel, men en ung hollænder giver dem nattely og fortæller dem samtidig om et fantastisk hostel i Slovakiets hovedstad Bratislava, hvor de smukkeste kvinder bare drømmer om at have sex med unge turister.

Så de tre fyre tager til Bratislava, og umiddelbart lever alt op til forventningerne. De kommer til at dele værelse med to smukke piger, der tilsyneladende er klar på lidt af hvert. Men efter en bytur dukker Oli ikke op igen. Portieren påstår, at han har tjekket ud, men Josh og Paxton kan ikke få det til at passe. De tager alligevel i byen med pigerne igen om aftenen, og næste morgen er Josh væk.

Paxton beslutter sig for at finde frem til pigerne og få dem til at hjælpe med at finde kammeraterne igen. Natalya indvilliger og fører ham til en “kunst-udstilling”. Men noget er helt galt, og snart er Paxton fanget i et sandt helvede.

Den første halve time af “Hostel” er en lang fest. Vi ser fyrene drikke, tage stoffer og bolle piger til højre og venstre. Der er ingen tvivl om, at de er ude for at more sig – uanset konsekvenserne. Men så skifter filmen spor, og stemningen bliver ualmindelig ubehagelig. For pludselig befinder Josh sig alene i et rum, lænket til en stol og med alverdens værktøjer og knive omkring sig. Han aner ikke, hvorfor han er der, men han finder snart ud af, hvordan det ender.

Fra at være en film hvor de unge mænd objektificerer kvinderne, bliver de selv objekter. Ikke i forbindelse med sex, men med den sidste grænse – døden. For hvad er der tilbage at prøve, når penge kan købe alt.

Der er nogle virkelig klamme scener i filmen, og jeg måtte kigge væk et par gange. Alligevel synes jeg ikke, at Eli Roth overdriver, for det passer ind i historien.

Det mest skræmmende er næsten, at Roth fik idéen fra en hjemmeside på Internettet, der reklamerede med, at man mod betaling kunne skyde et menneske. Halvdelen af betalingen gik herefter til ofrets familie, og bagefter kunne man gøre med liget, hvad man ville. Virkelig en uhyggelig tankegang, men sikkert ikke helt usandsynlig.

Special effects i filmen er meget veludførte og virker totalt troværdige. Samtidig følger kameraet historiens udvikling, så vi i starten har en “glad” film med masser af farver og flotte kameravinkler, men efterhånden som historien bliver mere dyster, bliver farverne tonet ned og kameraet bliver mere og mere primitivt for til sidst at blive håndholdt i jagten gennem “kunst-udstillingen”.

Eli Roth har overtalt et af sine store forbilleder, den japanske instruktør Takashi Miike (bl.a. “Imprint” og “One missed call“), til at være med i filmen, idet Miike har en lille cameo som rig forretningsmand, der besøger “kunst-udstillingen”.

Også omtalt på Gyseren.dk

© 2009 Horrorsiden.