// du læser om...

Film

Fingerprints

Vandrehistorier – eller urbans legends – er et rigtig godt udgangspunkt for horrorfilm. Det er gjort flere gange, med vekslende resultater. ”Fingerprints” forsøger sig med det, i al fald hvis man fortolker den elendigt oversatte bagsidetekst, der bekendtgør, at den er baseret på en ”aktuel provinsbylegende”.

Her handler det om en jernbaneoverskæring, der for 50 år siden var skuepladsen for en forfærdelig ulykke – en skolebus fyldt med børn blev ramt af toget, og byen lider stadig under traumet af at have haft lig og legemsdele spredt over det hele. Teenageren Melanie har været på afvænning og kommer til byen, hvor hendes familie er flyttet til – hendes søster fortæller hende som det første historien om, hvordan de døde børn skubber ens bil oversporet, hvis man stiller den i frigear, men et hurtigt eksperiment giver dog intet resultat. Udover sure trafikanter.

Snart begynder Melanie dog at se en lille pige ved navn Julie nær jernbaneoverskæringen, og hun bliver trukket ind i den hemmelighed, der har præget byen i så lang tid.

Det er et ganske spændende oplæg, der kunne blive til en god historie – og med en ordentlig historie er det let at overse, at skuespillerne måske ikke er de bedste, at kameraarbejdet ikke sprudler og de andre små dårligdomme, der kan præge en lavbudgetsproduktion. Men snart fortaber historien sig desværre i rod.

Det lader til, at folkene bag vil en hel masse: fortælle om utilpassede teenagere og uudholdelige forældre, en spøgelseshistorie, lidt teenagesex, en udklædt seriemorder, lidt romantik og andet. Tilsat Lou Diamond Philips som en komplet overflødig skolelærer, der vandrer ind på scenen et par gange og opfører sig præcis, som plottet lige kræver, hvorefter han kommer fuldstændigt ulogisk af dage.

”Fingerprints” er en af de der billige film, som godt kan se lidt tillokkende ud på afstand, men falder fuldstændig fra hinanden, kort tid efter man trykker play.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.