Film

Et kritisk blik på de store horrormestre: Dario Argento

Dette er første del af en artikelserie, hvis formål er at tage et kritisk blik på nogle af horrorfilmens store mestre. En af ideerne med serien er bl.a. at bryde nogle tabuer ned og åbne op for saglig diskussion om en række artister og titler, der næsten er umulige at diskutere uden at blive beskudt fra højre og venstre.  

Første mand i den varme stol er den italienske gyserinstruktør, Dario Argento, en kunstner der på én gang fascinerer og irriterer mig – og hvis kunstneriske virke er blevet lidt af en besættelse for mig. Jeg føler en ambivalens ved (stort set) alt, han har lavet, og derfor vil denne artikel nok fremstå som et af de mest skizofrene instruktørportrætter i mands minde.

Først overordnet om mit blik på instruktøren: Dario Argento kan fandeme finde ud af at slå folk ihjel … på film altså! Hans kynisme og brutalitet er rystende, når han lader sine ofre slagte, ofte i farvefulde nærbilleder, hvor vi ser knivæggen penetrere kødet uden videre omsvøb.   

Hans sans for det visuelle er virtuos: han drømmer de utroligste sets til live, excellerer i mærkelige kameravinkler, klipning, zoom ind på sære objekter eller dyr (der vækker undren, hvilket er en udmærket bro til et andet sted der hedder rædsel). Han taler underbevidsthedens sprog og svælger i nonsens-scener, der forbigår vores intellekt og pirrer en dybereliggende ur-frygt.

Samtidig har han gennem årene haft en upåklagelig dømmekraft til at vælge samarbejdspartnere, når det kom til lyd og billede. Goblin, der har lavet musikken til bl.a. hans to mest roste værker PROFONDO ROSSO og SUSPIRIA, ikke kun underbygger den mareridtsagtige stemning, men smelter fuldstændig sammen med det visuelle bombardement.

Alle de ovenstående ting hører man ofte om Dario Argento, hvad man til gengæld sjældent hører er, at mange af hans film er ekstremt ujævne og tit en sær vekselvirkning mellem skidt og kanel – og jeg tror sjovt nok, at det er netop i dette paradoks, at min fascination for manden ligger: Hvordan er det muligt, at en kunstner med et så udpræget talent samtidig kan rumme en så distinkt grad af amatørisme?  

I dokumentaren AN EYE FOR HORROR cementeres Argentos forhold til skuespillere: de betragtes som mannequiner i hans universer (universer der ofte virker som montage af en række kunstneriske stills). Skuespillerne er kompositoriske genstande, brikker, der ikke skal flytte alt for meget på sig eller tage selvstændige valg. Det gavner måske æstetikken rent visuelt, men skuespillet fremstår ofte stift og ubehjælpsomt. Kort sagt er skuespilinstruktion et næsten fraværende element i Argentos film. 

Hans manuskripter starter ofte simpelt og lægger op til en stram narrativ, men taber sig selv i trivia og har svært ved at holde den røde tråd.  Plottet er tit hullet, klichefyldt og ganske forudsigeligt, og man skal virkelig rumme evnen til at vægte stil over substans, hvis man ikke skal lade sig irritere bare en lille smule.

Og selvsamme metaforik, som jeg lidt tidligere i artiklen roste, virker ofte mere tilfældig og forstillet end retfærdiggjort (se, nu bliver det skizofrent!). Hans brug af dyr som symboler, et skud af en fugl eller et firben med et møl i munden, har gjort Argento til kræs for overanalytikerne, men virker ofte noget træg og tåler – ligesom hans plotlinjer – næppe tung analyse. Og de ofte ret prætentiøse filmtitler har kun bidraget yderligere til forvirringen omkring, at der skulle være dybe, intelligente pointer gemt i hans værker.  

På grund af mine splittede følelser for Argento har jeg valgt at tage fire af hans populære værker og give dem henholdsvis en positiv og en negativ anmeldelse … og det sære er, at jeg i flere af tilfældene kan tilslutte mig både den ene og den anden …

PROFONDO ROSSO (1975): PROFONDO ROSSO (eller DEEP RED som den hedder i den klippede amerikanske version) markerede et skift i Argentos kunstneriske retning. Han var på daværende tidspunkt mest kendt for sin dyretrilogi (THE BIRD WITH THE CRYSTAL PLUMAGE, CAT O’ NINE TALES og FOUR FLIES ON GREY VELVET), og filmen var et slags opgør med den traditionelle Giallo-film, som var fremherskende i halvfjerdsernes Italien. Argento forsøgte nu at differentiere sig fra den enorme mængde af film med dyretitler og handskeklædte mordere ved at lave en ny type mordkrimi, der implementerede overnaturlige elementer som ESP og et hjemsøgt hus, og samtidig præsenterede en endnu mere dristig visuel stil og lydside.

Filmen handler kort fortalt om komponisten Mark Daly, der bliver vidne til et grusomt mord på et psykisk medium. Sammen med en kvindelig journalist indleder han en efterforskning, der bl.a. leder til et eftersigende hjemsøgt hus, og rundt omkring Daly falder folk døde om som fluer i det ene mord mere bizart end det andet.             

Den gode: PROFONDO ROSSO starter på en Konference for parapsykologi, hvor et kvindeligt medium får en åbenbaring om en morder i salen. Vi bliver begavet med en ubehagelig, voyeuristisk kameraføring, da mediet forlader konferencen, og ikke overraskende dukker morderen op ved hendes dørtærskel – den perfekte start på en sand rædselsrejse af blodige mord. 

Og netop mordene i PROFONDO ROSSO er grusomt opfindsomme; fra en kvinde der får kogt sit hoved i et badekar, til en skræmmende scene i et kontor, hvor en bizar mekanisk dukke gør sin entre, før morderen kommer og gør kort proces.  

På lydsiden bliver Goblins alternative rock soundtrack anvendt til perfektion undervejs i filmen, især i en scene hvor komponisten Mark Dalys efterforskning har ledt ham til et gammelt, hjemsøgt hus – myrekrybende god stemning.   

Den onde: Jo, jo, mordene er gode nok, men alt det indimellem er ulideligt. Mark Dalys kurmageri med den kvindelige journalist og deres kække pingpong dialog er tåkrummende, og der excelleres i lavkomiske indfald, der totalt bryder filmens stil. 

Det papirtynde plot er stærkt usammenhængende og hullet, og det lykkes da både Argento at vise den opmærksomme seer morderen i starten af filmen, samt at kaste mistanken over på en person i galleriet, som vi ved, det med sikkerhed ikke kan være, da han stod lige ved siden af hovedpersonen, da første mord blev begået. 

Elementet af ESP er desuden inkonsekvent og påklistret, da det ikke er et fortløbende tema i filmen, ligesom det med det hjemsøgte hus aldrig bliver ordentligt uddybet.

SUSPIRIA (1977): SUSPIRIA var endnu et skridt i den overnaturlige og surrealistiske retning og markerer første del af Argentos hekse-trilogi (der også tæller INFERNO og MOTHER OF TEARS). Den handler om den unge amerikanske ballerina, Suzy, der starter på en tysk balletskole. Natten hun ankommer, ser hun en hysterisk pige løbe ud af skolens døre og overhører nogle usammenhængende ord. Næste morgen er pigen fundet myrdet, og Suzy prøver som en gal at stille skarpt på det natlige møde, og de ord hun nu har glemt. Men ikke længe efter hun er ankommet, begynder virkeligheden at flyde ud; hun bliver syg og er tvunget til at være på skolen – et sted hvor der sker mystiske ting om natten: lærerne går tilsyneladende ikke hjem, men bliver et sted i bygningen.   

Den gode: De første 13 minutter af SUSPIRIA er uden tvivl nogle af de bedste i horrorfilmens historie! Mordene på to unge kvinder i et farvefuldt lejlighedskompleks er Argento, når han er bedst – i det udflydende og drømmeagtige. 

Goblins trancebringende musik er om muligt endnu mere effektiv end i PROFONDO ROSSO, og er et miskmask af skrål og skrig, mærkelig percussion og alternativ støjrock.

SUSPIRIA forbliver en ener på horrorhimlen på grund af dens farvefulde visuelle bombardement og det befriende fravær af plot og rationale. Den virker som en montage af små mareridts-sekvenser: en blind mand der bliver ædt af sin førerhund, et kvindeligt offer der bliver fanget i et kammer fyldt med stålbånd der vikler hende mere og mere ind (som de der mareridt hvor man løber og ikke kommer nogen vegne) og den hvæsende ulækre heks Helena Markos.

SUSPIRIA er et værk af en dyster surrealist, der væver med selve det stof mareridt er gjort af, og har helt sikkert været til stor inspiration for folk som David Lynch, Darren Aronofsky m.fl.

Den onde: Men slap nu lige af med alle de store gloser … SUSPIRIA er også et klasseeksempel på en film med en søsyg spændingskurve. Efter de første overvældende 13 minutter går filmen fuldstændig død og fortaber sig i den ene trivialitet mere dødssyg end den anden.

Filmen har meget svært ved at holde den røde tråd, og i stedet for at holde sig til mordplottet, serveres der en række uforklarlige og tilsyneladende usammenhængende hændelser som en hund der æder sin ejer, maddiker der vælter ned fra skolens loft, og en plasticflagermus der angriber Suzy og derefter falder død om??

Store dele af filmen er tomgang, og virker som om Argento havde en spektakulær start og slutning, men bare skulle fylde det ind imellem ud med ”et eller andet”.  Hvis det ikke var for Goblins musik, ville dele af SUSPIRIA være som at banke sit hoved ind i en mur, og selv med sine 94 minutter virker den til tider lang. 

 

INFERNO (1980): Er opfølgeren til SUSPIRIA og anden del i heksetrilogien om de tre mødre. Stilistisk går den sin forgænger i bedene med stærke farvetemaer og masser af surrealistiske sekvenser. På lydsiden faldt valget denne gang på Keith Emerson og Godfrey Salmon der leverer et mere elektronisk lydende og pompøst soundtrack, der også har en helt distinkt firserlyd. 

Filmen handler om den unge kvinde Rose, der finder en gammel bog, der fortæller om heksene, de tre mødre. Efter yderligere læsning og fundet af en druknet balsal nede under gulvet i kælderen, bliver Rose overbevist om, at netop hendes lejlighedskompleks er hjemsted for en af de tre mødre. Hun kontakter sin bror og beder ham om at komme til undsætning, så de sammen kan stoppe ondskaben.

Den gode: INFERNO starter som SUSPIRIA med en mesterlig scene; vores heltinde taber sine nøgler ned i et hul i kældergulvet og opdager en oversvømmet balsal dernede.  Det er filmisk surrealisme på sit absolut højeste. Det er vores fysiske perception Argento roder med her, følelsen af op og ned, drøm og virkelighed. Man mister fuldstændig fodfæstet, og i modsætning til mange andre drømmekunstnere trækker Argento det usandsynlige element ind i en genkendelig verden og lader den bryde ned for øjnene af os. Genialt.   

INFERNO er næsten endnu mere konsekvent end SUSPIRIA i det fortløbende farvetema; det blå og lyserøde følger med langt hen ad vejen. Og undervejs begaves seeren med flotte, gotiske sets; gamle biblioteker og imponerende sale med tårnhøje piller.  

Den onde: INFERNOS helt store problem er, at karakterer, vi aldrig har hørt om og umuligt kan forventes at tage stilling til, vælter ind fra højre og venstre. Den ene er mere ligegyldig end den anden, og alt imens trænger Argento sig selv op i en krog ved at myrde sine synsvinkler én for én – til sidst er man komplet ligeglad med filmen. Det er tydeligt, at han prøver at gøre Hitchcock kunsten efter med at aflive sin heltinde i utide, men det lykkes ikke, og i hans version bliver det en kompositorisk rodebutik.  

Arbejdet med plotkonstruktion; at handlingen er bygget over et skelet (i herværende tilfælde en parafrase over Hans og Grethe) fungerer dårligt, da den ikke på nogen måde er konsekvent. Overordnet har historien kun lidt med Hans og Grethe at gøre, dog kommer konstruktionen ind og bliver et problem, når den vægtes over al ræson, og hovedpersonerne begynder at opføre sig stærkt ulogisk for, at handlingen skal kunne spændes over skelettet. INFERNO er et studie i urealistiske reaktionsmønstre, især en altoverskyggende apati, når hovedpersonerne overværer grusomme mord.     

En lille, men gyselig detalje ved INFERNO er i øvrigt, da Roses bror, Mark, læser et brev fra hende, og voiceoveren er HANS stemme og ikke hendes. Det er en ommer, Argento!

TENEBRAE (1982): Med TENEBRAE (eller TENEBRE) var det overnaturlige element skubbet til side, og Argento var atter tilbage i noget der mindede om Giallo-stilen, dog i en nyudvikling til at klæde de tidlige firsere. Samtidig introducerede han et krimiplot, der virkede endnu mere sammenhængende og traditionelt, end i både dyretrilogien og PROFONDO ROSSO. Og det avantgarde-element lå nu kun primært i Goblins syrede firsersoundtrack.

Filmen handler om forfatteren Peter Neal, der tager til Italien for at promovere sin nye mordkrimi med titlen TENEBRAE. Kort efter ankomst bliver han kontaktet af politiet, da en knivmorder øjensynligt har ladet sig inspirere af de voldsomme mord i hans fiktion …

Den gode: Når jeg tænker på TENEBRAE, er det første billede der kommer ind i mit hoved, blod der sprøjter ud over hvide vægge. Det er præ-Patrick Bateman med mord i lækre, hvidmalede penthouselejligheder, og der bliver ikke lagt fingre imellem i slagterierne.  

Plottet er klart et af Argentos mere sammenhængende og leder op til et uventet klimaks og et blodbad af dimensioner, der bliver hængende på nethinden længe efter.   

Den onde: Med TENEBRAE skal man virkelig kunne sætte stil over substans for at klare sig igennem dens hundrede minutter.  Der er alt for mange ligegyldige personer med, skuespillet er gyseligt, og filmen fremstår mest som en kavalkade af skrigende, hjælpeløse kvinder der bliver hakket ned én for én. Plottet er fortænkt, og det eneste, der får filmen til at differentiere sig fra en dårlig Slasher, er elementet af kitsch – især understreget af yuppieomgivelserne og det mærkelige, skingre soundtrack.   

Lige et par afsluttende ord: Det ville næsten være kedeligt (og ikke i artiklens ånd) at afsløre, ved hvilke titler jeg hælder mest til den gode eller den dårlige anmeldelse. Så som en hyldest til paradokset nøjes jeg med at afsløre, at der er én titel hvor jeg hælder mest til den gode, to hvor jeg er cirka ligeligt splittet, og én hvor jeg hælder mest til den dårlige.

© 2011 Horrorsiden.