Bøger • Film

El Club Dumas eller The ninth gate?

Jeg fik for nylig læst Arturo Pérez-Revertes roman ”El club Dumas” (1993), der er filmatiseret af Roman Polanski med titlen ”The ninth gate” (1999). Jeg har været vild med filmen i årevis, fordi den rammer en helt enestående stemning af ’supernatural noir’ eller ’gothic noir’, om man vil, der stort set ikke findes i andre film (”Angel heart” er nok nærmeste bud), og det var på tide, at jeg fik læst kildematerialet.

Filmatiseringen er på én måde tro mod bogen, men tager sig også mange friheder, og har savet en hel gren af plottet. Ens er dog, at de begge er fremragende … men hvilken én er bedst …? Jeg vil advare om, at der kommer enkelte spoilers, hvis man hverken har læst bogen eller set filmen.

”El Club Dumas” eller ”The Dumas Club”, som den hedder i den engelske oversættelse, jeg snuppede, handler om bogdetektiven, Corso, der bliver hvervet af den magtfulde og skruppelløse samler af satanisk litteratur, Varo Borja. Corsos opgave er at få bekræftet, at Borjas nyerhvervelse, kompendiet, ”The nine doors to the kingdom of shadows”, er ægte. Bogens forfatter, Aristide Torchia, blev i 1667 brændt på bålet, fordi han eftersigende skulle have skrevet bogen i ledtog med djævelen selv, og med det rette håndelag skulle bogen kunne åbne en port til helvede.   

Sideløbende med denne færd, der tager Corso gennem Europa hos diverse bogbindere, antikvarer og samlere, har han lovet en ven at undersøge historien bag et sjældent, håndskrevet kapitel af Alexandre Dumas’, ”De tre musketerer”.

Snart begynder folk dog at dø til højre og venstre for Corso, og den mystiske og smukke Irene Adler dukker gang på gang op, når han er i nød. Men hvordan hænger det hele sammen? Er det Dumas-teksten, der er rift om eller det sataniske kompendium? Og er der en mulig forbindelse mellem Alexandre Dumas og djævlen selv?

”The Dumas club” er spændingsmættet og stemningsfuld til bristepunktet, og læseoplevelsen bliver kun styrket af, at de træsnit, der henvises til i det sataniske kompendium, er gengivet på siderne – det giver en meget interaktiv fornemmelse, at man selv kan sidde og rode med puslespillet, og det er svært ikke at bladre frem og tilbage i tide og utide for at lede efter små forskelle i træsnittene, der kan give et praj om mysteriets løsning.

I Roman Polanskis filmatisering “The ninth gate” (med en super veloplagt Johnny Depp i hovedrollen som Corso) er der snittet noget i plottet, og der fokuseres udelukkende på den sataniske del. Plotdelen med Dumas-manuskriptet er pist væk, og det er på mange måder en prisværdig disposition af Polanski, for lige præcis dette fungerer ikke helt optimalt i Pérez-Revertes ellers fremragende roman.

Pérez-Reverte vil undervejs have os til at tro, at der er en forbindelse mellem Dumas og djævlen, men dette forløses aldrig, og de to handlinger med henholdsvis den sataniske bog og Dumas-manuskriptet mødes ikke på nogen måde, der kan retfærdiggøre, hvorfor Dumas har fyldt så relativt meget i romanen.

Det er selvfølgelig åbenlyst, at Pérez-Reverte elsker Alexandre Dumas og ”De tre musketerer” og ved enormt meget om emnet, og på den måde er han gået lidt i de storskrydende litteraters fælde; han blærer sig simpelthen, og det kompromitterer hans ellers imponerende historie, da relevansen er svær at få øje på. Ligeledes kan man godt få lidt ondt i hårrødderne af de konstante referencer til bl.a. Melville; med moderate øjne er Moby Dick nok lige dele makværk, som mesterværk.   

Så i mine øjne har Polanski gjort historien skarpere ved at skære de ekstra par kilo fedt af.

Men hvor ”The ninth Gate” vinder i den enkle, skarpe formidling, kommer ”The Dumas club” et par gode snudelængder foran, når det kommer til stemning. Kapitlerne i konservatorerne, Ceniza Brødrenes, værksted og turen ud til den melankolske samler, Fargas, der har måttet sælge alt andet, for at kunne beholde sine elskede bøger, er uforlignelige. Man føler en hyldest, ikke kun til litteraturen, men til selve bogens fysiske form: Indbindingen, papiret, blækket. Og man kan ikke lade være med at tænke på, om nutidens cellulose-paperbacks er sjælløse såvel som hastigt forfængelige.

Polanski skal bestemt ikke klandres for sin visualisering af disse scener, for de er så stemningsfulde, som det er muligt på film; det er simpelthen detaljegraden – som kun er mulig i en bog – og Pérez-Revertes suveræne skrivestil, der giver kildematerialet fordelen her.

Bogdetektiven Corsos handlemønster kan også være lidt svært at afkode i filmatiseringen – selvom Depp gør det fremragende med god, tør humor – hvor han primært fremstilles som lidt af et røvhul. Corso er også grovkornet i ”The Dumas club”, men her fremstilles han mere som en ensom, søgende stakkel, der har gjort sig hård for at klare sig igennem livet. Især hans motivation for at gå i lag med de mørke magter står lidt sløret i filmen, men forstås lysende klart i bogen.  

Min konklusion på bog kontra film er, at det ’kontra’ godt kan skubbes langt væk. Den ene bør ikke fremhæves over den anden. Man bør nyde begge og se dem som komplimentære for at løse gåden om den niende port – både bog og film er kræs for husarerne, de stygt bibliofile, der kan lide deres bøger med et ekstra tykt lag støv på.

© 2012 Horrorsiden.