Film

Eddie: The sleepwalking cannibal (2012)

47 biografsæder … 47 ledige. Sådan så situationen ud for klokken 11.30 forestillingen af den nye, danske horrorfilm, ”Eddie the sleepwalking cannibal”, og tendensen spøgte helt ned til dagens sidste forestilling, hvor ti biografgængere endelig havde meldt sig under den blodige fane.

Så jeg fik biografen helt for mig selv, og fik endda fyrstelig behandling af den ene ansatte, de havde sat til at passe Palads’ kælder. Han kom endda ind til mig under forfilmene og spurgte, om lyden nu var tilpas – det har jeg aldrig prøvet før. Måske var det i ynk eller for at belønne mit mod for at sætte mig ind til det, der af pressen allerede nu er dømt til årets kommercielle flop i biograferne.  

”Eddie”, som den blot præsenteres som under de indledende credits, handler om kunstmaleren, Lars (Thure Lindhart), der tager til en lille, amerikansk flække for at undervise i kunst på en skole og muligvis genfinde lidt af den tabte inspiration. I hans klasse går den let retarderede og stumme, Eddie, som er nevø af en af skolens vigtigste velgørere. Da hun imidlertid dør, bliver Lars spurgt, om Eddie i en periode kan bo hos ham. Lars accepterer (selvfølgelig, for hvem vil ikke have en voksen, retarderet mand, der er bygget som en damptromle, boende hos sig?), og inden længe opdager han Eddies mystiske natteritualer, hvor han går i søvne og spiser dyr med hud og hår ude i den omkringliggende skov. Og hvem ved, måske glider der også et menneske ned i ny og næ? Lars burde væmmes, men i stedet finder han kunstnerisk inspiration i blodsudgydelserne, og vupti, han er tilbage ved lærredet.

Med undertitlen ”The sleepwalking cannibal” og taglinen ”Part muse … Part sleepwalking cannibal” har markedsføringsfolkene egentlig opsummeret alt, hvad jeg lige skrev på otte linjer, og hvad udgør mere eller mindre hele filmen. Det er en film om en kannibal, der går i søvne – og det er, hvad man får, hverken mere eller mindre.  

Det er jo som bekendt ret sjældent, at der kommer en dansk horrorfilm, der bliver slået så relativt stort op som Eddie – eller en dansk horrorfilm i det hele taget for den sags skyld – og jeg ville rigtig gerne kunne lide den. Problemet er bare, at den hverken er uhyggelig eller sjov, egentlig bare ret kedelig og forudsigelig.  

Mændene bag har enormt svært ved at bestemme sig til, om den skal være lavhumoristisk, b-agtig i stil med Frank Henenlotter eller køre over en mere traditionel patosladet opbygning, hvor vi bliver bedt om at holde af sinken og oprigtigt bekymre os om Lars’ kunstneriske krise. Og når humoren så kommer, er timingen rædsom, og Thure Lindhart, der ellers plejer at være en rimelig habil skuespiller, leverer replikkerne stift og uden indføling. Jeg ikke så meget som trak på smilebåndet en eneste gang.

Der er heller ikke nogen uhygge til stede – hvilket er ærgerligt i en horrorfilm! – og volden er tegneserieagtig og komplet urealistisk. Godt nok er Eddie pumpet (hvilket man heller ikke helt forstår, da han for det meste sidder og tegner med farveblyanter), men at han ligefrem kan rive hoved og arme af folk med hænderne?!

Tematisk bliver tingene desværre også skåret alt for meget ud i pap til, at det kan vække den voksne biografgængers interesse. Der mediteres over ’den lidende kunster’ og hvor inspirationen kommer fra, men det er desværre alt for firkantet fremstillet og forudsigeligheden spøger videre ind i tematikken, så man ved præcis hvor bolden lander. ”Eddie” kan måske anbefales til folk, der generelt oplever at have svært ved at følge med i film, for her kan ALLE virkelig være med.

Nu fik jeg vist skrevet ’desværre’ en helt masse gange i denne anmeldelse, og det er fordi, jeg gerne villet have kunnet lide Eddie. Der skal simpelthen bare bedre håndværk til – dvs. en bedre manuskriptforfatter bl.a. – og mere opfindsomhed på bordet, hvis der skal gøres et seriøst forsøg på at lave en dansk horrorfilm.

Til Eddies forsvar handler den i det mindste ikke om zombier eller teenagere der bliver hakket i stykker i en skov, men recepten er set før. Tænk bare ”De grønne slagtere” og skift Svends ‘kylleryller’ ud med Lars’ malerier.   

Mit råd til de danske filmskabere, der måtte gå og ruge med en horrorfilm i maven, er at dykke ned i den danske myterigdom. Glem amerikanske diller med zombier og slashers, der er masser at beskæftige sig med med klabautermanden, helhesten, lygtemanden og hvad de alle sammen ellers hedder. På med vanten.

© 2012 Horrorsiden.