Film

Dread (2009)

Hvordan man skal vurdere en filmatisering af et litterært værk, er et emne, jeg kan formå at debattere både med dem, der læser flere bøger end mig, og dem, der læser færre.  

De hardcore læseheste, der ikke frekventerer filmens verden, har nærmest kildematerialet med i baglommen, når de går i biografen og anvender det som en slags tjekliste, hvor flest antal grønne flueben er lig med den største filmoplevelse.

Dem, der sjældent samler en bog op, derimod, virker ofte overbegejstrede over bogfilmatiseringer, da de plotelementer, der begejstrede læserne i sin tid, er helt nye for dem – og selv i et tyndt afkog har den gode historie jo en hel del at sige.  

Spørger man mig, vil jeg sige, at en film skal kunne stå på egne ben, og at det ikke er en kvalitet i sig selv, at den følger kildematerialet slavisk.

Dog kan det være distraherende for filmoplevelsen, hvis man føler, at de temaer og virkemidler, der gjorde bogen fantastisk, ikke lever op til sit fulde potentiale – og så er det, at man alligevel sidder og sammenligner med bogen; og det kommer jeg helt sikkert også til i denne anmeldelse.  

”Dread” er en filmatisering af en novelle fra andet bind af Clive Barkers ”Books of blood”. Og det er en ret markant novelle i Barkers forfatterskab, da det er den eneste af hans tidlige noveller, der ikke rummer nogen overnaturlige elementer. Samtidig er den meget blodige stil, der er kendetegnende for forfatterens tidlige værker, byttet ud med snigende psykologisk drama. Var man lidt grov i flaben, kunne man nærmest kalde den for ”krimi”, men det vil vi ikke udsætte den gode Barker for.

Filmen ”Dread” handler om en lille gruppe universitetsstuderende, der begynder på en skoleopgave om frygt (dread). Det er den karismatiske og uhyggelige elev, Quaid, der har fået ideen om at ruske op i folks værste mareridt, og finde ud af hvad, der virkelig skræmmer dem. Det bliver dog hurtigt åbenlyst for de andre i gruppen, at Quaid har sine egne dæmoner at slås med, og hans frygteksperimenter og voldsomme opførsel bliver mere og mere grænseoverskridende.

Og er det en god film så …?

Hvis jeg skal jeg prøve at vurdere den, som om jeg ikke har læst novellen, så er det vel en udmærket, lille, blodig thriller med habile skuespilpræstationer og nogle enkelte gode sus – dog ikke en film, der giver noget varigt indtryk.   

Skal jeg sammenligne med kildematerialet (som jeg selvfølelig ikke kan lade være med), ser jeg store mangler: Det, der gjorde novellen ”Dread” så fantastisk, var Quaids underspillede uhygge, og det faktum at man aldrig vidste, hvad der foregik inde i hans hoved. I filmen får vi meget hurtigt alt at vide om hans dæmoner, og han opfører sig åbenlyst vanvittigt og aggressivt allerede tidligt i filmen.

Samtidig har filmmagernes rykken rundt i historiens komposition ikke ligefrem gjort undere for spændingskurven: Der er et moment af definitiv rædsel i novellen (det drejer sig om fremvisningen af nogle fotos), der kommer på et tidspunkt, hvor man er komplet uforberedt på det. I filmen er denne scene også flettet ind, men den kommer på et sent tidspunkt, hvor øjet er mæt og der allerede har været masser af gru. Ærgerligt, for det får al luften til at fise ud af ballonen.

Man må også sige, at det er hus forbi med æstetikken; filmen går hen og får nogle lidt Saw-agtige undertoner til tiden, og kunne i stedet have spillet meget mere på det snigende diabolske i Quaid.    

Og så er der slutningen, der er præget af nogle sære kompromisser, hvor der er en masse ting fra novellen, der pludselig skal presses ind, dog ændret, så det for eksempel er en ubetydelig biperson, der kommer ind i ellevte time og udfylder hovedpersonens rolle.  

Jeg synes, at Barker-filmatiseringen ”Book of blood” var langt mere vellykket. Her hævede den sig næsten over kildematerialet og formåede at spinde to små noveller (langt fra de bedste i Book of blood-regi) sammen til en sammenhængende og interessant historie, der stank langt væk af Barker (dette skal ikke opfattes som en bemærkning omkring mandens personlige hygiejne; jeg er sikker på, at han lugter fint).

Ligesom på ”Book of blood” er Barker selv med som producer af en art, men det har desværre ikke hjulpet på det samlede indtryk.

© 2011 Horrorsiden.