// du læser om...

Film

Devil’s Tomb

Det må kunne lade sig gøre et skabe en liste over elementer i horrorfilm – koblet med, hvor mange procents chance der er for, at filmen er noget lort. Dette kunne være nogle indledende øvelser.

– Ron Perlman er med: 90%. Dette tal kan ændres ved at gøre Perlman uigenkendelig med makeup (f.eks. Hellboy) eller lave en mainstreamfilm med ham i stedet (f.eks. Rosens navn, der kombinerer begge muligheder).

– Hovedpersonerne er soldater med våben: 75%. Og det gør mig særligt ondt, for det burde være så god en kombination: monstre og våben, men det virker bare så sjældent.

– Henry Rollins er med: 60%. Henry er god på en scene, men sæt ham i en film, og han har udstukket Perlman-kursen. Han var også med i Suck, som faktisk var en ganske okay film, men der havde han også en tåbelig paryk på.

– Nogen laver en videooptagelse af sig selv, hvor de ranter om ondskab: 89%. 99%, hvis det er Ron Perlman.

– Der flashbackes konstant til én oplevelse i fortiden, selv om afslutningen på denne oplevelse først huskes til allersidst: 61%.

– Ligegyldig lesbisk sexscene: den er jeg faktisk lidt usikker på.

– Flere?

Nåja, filmen, der afstedkom dette, hedder “The Devil’s Tomb”. Jeg snuppede den, fordi Cuba Gooding, jr. var fed – men måske skal han snart finde sin egen plads. Hans præstation her gør ham i al fald værdig.

Vi har en bunke soldater i et ældgammelt gravkammer i ørkenen, vi har nogle zombie-agtige mennesker, der smitter, og vi har noget nonsens om engle og Gud. Ærligt talt holdt jeg op med at følge med efter noget tid. “The Devil’s Tomb” er ikke nogen god film – hvis man følger listen herover, har den nu heller ikke mange chancer for det.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.