Film

Devil

M. Knight Shyamalan er ikke så meget i kridthuset længere – da trailerne for “Devil” begyndte at køre i de amerikanske biografer, gik der historier om, at folk buhede og sukkede, da hans navn dukkede op på skærmen (også selv om han faktisk kun har skrevet og produceret denne gang). Jeg må da også indrømme, at jeg kun betalte premiere-lejepris, fordi præmissen lød så gennemført pirrende tåbelig:

5 tilsyneladende almindelige mennesker bliver fanget i en elevator i et højhus. De har alle sammen dystre hemmeligheder og en plettet fortid. Alt er fint, indtil lyset slukkes – og skrigene begynder!
De har ingen mulighed for at undslippe, og til deres rædsel går det op for dem, at én af dem er selve djævlen – på dette tidspunkt ved de, at der er en årsag til, at de frygtelige ting sker.

Heldigvis er den lidt misvisende, idet vi også følger politiet og vagtmændene, som gennem kameraet kan se, hvad der sker i elevatoren. Det er en religiøs vagtmand, der søsætter ideen om, at djævelen skulle være på spil – mens vore indespærrede helte blot oplever, at shit happens omkring dem.

Helt så tåbelig, som den lyder, er “Devil” altså ikke – men der er ikke desto mindre tale om en B-film. Den er flot filmet, skuespillet er i orden, budgettet er polstret med en passende mængde nuller, men ikke desto mindre er der tale grade A b-film.

Og har man først indset det, er der faktisk tale en en højst fornøjelig film. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg nærmeste savnede lidt flimmer på skærmen, for dens gennemførte tilgang til den tåbelig grundpræmis burde rettelig have været udsendt på VHS engang i firserne. Var det sket, tror jeg, at folk ville tale om den med nostalgi i dag. Men som det er nu: indstil dig på at overhøre den irriterende voice over (med den irriterende blanding af religion og eventyr, som Shyamalan tidligere har rullet sig i) og nedsæt forventningerne til en god gang underholdning, der er ganske stramt fortalt. Så vil jeg faktisk godt anbefale “Devil”.

© 2011 Horrorsiden.