Film

Dødens gab

Jeg skrev for nylig et stykke om ”Mit livs gys” til Mørket.dk – og lige siden er jeg blevet ved med at støde på titler, som får mig til at sige: ”Nåja, måske skulle det have været den i stedet…”

”Dødens gab” er en af de titler, for den har placeret sig med meget dybe rødder i min bevidsthed, siden jeg så den som knægt. Den dag i dag bryder jeg mig ikke om at gå i vandet. Min bevidste hjerne ved godt, at det eneste, der kan røre ved mine fødder, er tang og måske (hvis det virkelig går hårdt for sig) krabber eller endda fisk. Men en anden, langt dybere del af min hjerne insisterer på at nynne en meget enkel melodi (duh duh… duh duh). Og minde mig om, at Peter Benchley i romanen blot kaldte hajen for… fisken.

For nylig smed vi ”Dødens gab” i dvd-afspilleren for at se, om den holder den dag i dag. Og om barndomstraumerne stadig ligger lige tæt ved overfladen.

Den korte konklusion: ”Dødens gab” er stadig en rigtig god film. Den er ikke særligt stærk horror længere, men den er godt fortalt.

Problemet er naturligvis den tid, der er gået – og så det, at den var så populær en film, for det har gjort den til klicheernes yngleplads. Måske var mange af elementerne klicheer, allerede før Spielberg pudsede en haj på dem, men de er i al fald blevet det sidenhen, for utallige filmskabere har forsøgt at gøre ham kunsten efter. Forskellen er bare, at Spielberg forstår at jonglere professionelt med sine elementer, hvor andre bruger dem uden at spekulere på, hvordan de sættes sammen, og at de også skal fungere i en sammenhæng.

Det er derfor, ”Dødens gab” fungerer som film den dag i dag – den er ganske enkelt godt fortalt. Den er spændende, personerne er mere end bare papfigurer udskåret med motorsav, og det rager rent faktisk én, om gummihajen sætter tænderne i dem. Og ja, hajen ligner pludselig gummi, selv om den for så mange år siden var ubehageligt realistisk, men det gør egentlig ikke så meget. For filmen har masser af andet indhold, man kan fæstne sig ved.

Men skræmmende er den nu ikke. Måske er det, fordi jeg er blevet gammel og hårdhudet, eller måske er traumerne blevet gemt meget dybt væk, men den slår mig ikke som en effektiv horrorfilm. Ikke desto mindre er det svært ikke at anbefale folk at se den, uanset om de er horrorfans eller ej. Den kan stadig holde én fast ved skærmen.

Men lad os bare glemme alt om fortsættelserne.

© 2010 Horrorsiden.