Film

Castle Freak

John Reilly (Jeffrey Combs) har arvet et slot efter en ukendt italiensk slægtning. Sammen med hustruen, Susan, og deres blinde datter Rebecca tager han til Italien for at bo på slottet, indtil det bliver solgt. Filmen har dog ikke varet mange minutter, før vi aner, at alt langt fra er, som det skal være mellem John og Susan, og snart finder vi ud af, at Rebecca ikke blev født blind, og at ægteparret også har haft en lille søn, som nu er død.

Også slottet har skjulte hemmeligheder. Den gamle hertuginde, som efterlod slottet til John, gemte nemlig noget i slottets nederste kælder, så da familien Reilly ankommer, hjemsøges de snart ikke længere kun af fortidens spøgelser, men også af slottets monster.

Jeg blev positivt overrasket over “Castle Freak”, som var underholdende på et helt andet niveau, end jeg havde forventet. Monstret i kælderen er både medynkvækkende og skræmmende, og Stuart Gordon, som også har instrueret andre Lovecraft filmatiseringer bl.a. kultfilmen “Re-animator“, fortæller historien med fokus på Johns figur og på hans problemer med at slå til som mand og far. Dermed har filmen mere dybde end forventet.

Filmen har ikke samme humoristiske undertone som “Re-animator“, ligesom den heller ikke er lige så splattet. Der er dog enkelte blodige scener, som da monstret kidnapper en prostitueret, der uheldigvis befinder sig i slottets kælder. Monstret har set John og den prostituerede i kærlige omfavnelser og efterligner nu ud fra sin egen erfaring. Det er fantastisk lavet, og publikum får både fysisk og psykisk ondt af scenen. Derudover er scenen, hvor monstret bider sin tommelfinger af for at slippe ud, også værd at nævne, ligesom monstrets makeup i det hele taget er ret overbevisende.

Jeg synes, det er lykkes Stuart Gordon at lave en overbevisende film, som får publikum med sig. Den har måske ikke så meget Lovecraft over sig (baserer sig på H. P. Lovecrafts novelle “The Outsider”), ligesom det er tydeligt at se, at den er lavet for et meget lille budget. Ikke desto mindre følte jeg mig godt underholdt hele vejen igennem, også selvom lys og lyd til tider mindede mere om en film fra 1970’erne end en film fra 1995.

Også omtalt på Gyseren.dk

© 2010 Horrorsiden.