Da jeg fornyligt så Hostel-filmene, blev jeg inspireret til at se “Cannibal Holocoust”, som jeg husker fra min ungdom, som en af de film kun de sejeste turde se. Jeg turde ikke se den dengang, men nu 27 år efter udgivelsen er det lykkes mig.
“Cannibal Holocaust” blev lavet med formålet at chokere folk – og det må sige lykkedes. Allerede en uge efter filmen havde premiere i Milano i 1980, blev den forbudt og printet konfiskeret. Instruktøren Ruggero Deodato var lige ved at blive anholdt for mordet på skuespillerne i filmen, for man troede vitterlig, at de var blevet slået ihjel under filmen. Filmen indeholder også flere scener med drab på dyr, og også de scener var skyld i mange problemer for både instruktør og producenter. Her forsvarede Deodato sig med, at dyrene bagefter blev spist, og at de iøvrigt var normale byttedyr for stammerne i området.
Historien lyder: Dokumentar-filmmageren Alan Yates tager sammen med sit hold til Amazonas, hvor de vil optage en dokumentarfilm om kannibalstammerne, der lever uberørt af den hvide mand. Men holdet kommer aldrig tilbage. Efter nogle måneder sendes endnu en ekspedition ud, denne gang ledet af antropologen Monroe, som skal forsøge at finde ud af, hvad der er sket med Yates-gruppen.
Monroe finder frem til Yates-gruppens jordiske rester, og det lykkes ham at få deres filmruller med hjem, men hvorfor de er blevet slået ihjel på grusom vis, ved han ikke, før filmene er set igennem. Det viser sig, at Alan Yates var en fup-dokumentarist, som iscenesatte sin egen virkelighed for at skabe sensationelle billeder, og at det var disse konstante overgreb på stammen, der førte til gruppens død. Så til sidst spørger Monroe filosofisk: “I wonder who the real cannibals are?”
Jeg kan godt se, hvor Eli Roth finder inspirationen til sine Hostelfilm. Ruggero Deodato viser volden udpenslet og nærmest dokumentaristisk. Selv så mange år efter virker nogen af scenerne stadig meget voldsomt. Jeg blev næsten utilpas af scenen, hvor en ung stammepige straffes for utroskab på en meget ubehagelig måde. Filmens mest kontroversielle billede er formentlig det, hvor en anden ung kvinde findes spiddet på en pæl. Det ser utrolig virkeligt ud, og jeg var glad for at læse i ekstramaterialerne, at skuespilleren i virkeligheden sidder på en lille cykelsaddel og holder et spidst pælestykke i munden.
Mest chokerende er dog næsten billederne af dyrene, der bliver slået ihjel. Jeg trøstede mig med, at det måtte være meget virkelighedstro special effects, men det kunne jeg så efterfølgende se, at det ikke var. Og så kan man undre sig over, hvorfor jeg synes, det var værre, at dyrene døde i filmen? Jeg tror, det er fordi, at jeg jo godt ved, at skuespillerne ikke lider skade, så det er bare film. Men at slå dyr ihjel for ren underholdning er ret grænseoverskridende for mig.
Filmens soundtrack, som er komponeret af Riz Ortolani, skal også lige nævnes. Filmen åbner med at kameraet fra luften følger amazonfloden med smuk baggrundsmusik. Dette musikstykke genbruges flere gange i filmen, bl.a. under en dramatisk scene hvor Alan Yates hold brænder en stammelandsby ned. Det modsigende i den smukke musik og de modbydelige billeder virker meget stærkt.
Jeg har hørt meget om de italienske kannibalfilm fra firserne, men har stort set kun set “Zombie Holocaust” (også fra 1980), som er langtfra så vellavet eller skræmmende, og jeg havde forventet mig noget i retning af “Cannibal Holocaust”. I stedet er det en film, som med sin nærmest dokumentariske rå stil stadig kan chokere og ramme nutidens seer, og jeg må indrømme, at selvom jeg fuldt ud forstår, hvorfor den er blevet en klassiker indenfor genren, så har jeg ikke lyst til at se den igen.
Også omtalt på Gyseren.dk
[…] Også omtalt på Horrorsiden.dk […]
Tak for din indsats og anmeldelse, Jette. Jeg tror jeg vil vælge IKKE at se den. Heller ikke om 27 år ;-)
Hvis du kun har set een anden “kannibalfilm” og det er ZOMBIE HOLOCAUST, så vil jeg nok mene, at det er en tillempelse, der vil noget, haha. ZOMBIE HOLOCAUST handler ikke overraskende om zombier, IKKE kannibaler. ;o)
Så vidt jeg husker, handler den både om zombier og kannibaler :)
Men ellers har du ret. Jeg har ikke set ret mange “kannibal-film”.