Film

Apartment 1303

Jeg havde glædet mig en del til at se Apartment 1303. Lige siden Darkwater, The Ring, The Grudge og The Eye har jeg været ganske hookede på japansk horror, og med en for- og bagsiden som 1303’s var mine forventninger tændte. Jeg blev desværre noget skuffet.

Handlingen er ganske simpel. Den unge kvinde Sayoka flytter hjemmefra. Japan er et dyrt land at flytte i egen bolig, og de fleste bor derfor hos forældrene indtil de bliver gift. Er man heldig kan man nogle gange finde en billig bolig. Og det er hvad Sayoka gør. Hun finder lejlighed 1303, som ingen andre vil have. Hun får et hold venner til at hjælpe med flytningen, men allerede mens de er i gang med at bære ind går det galt. Sayoka drages mod soveværelset, hvor hun mødes af en frygtelig stank. Et klædeskab står på klem, og hun fornemmelser, af at et eller andet gemmer sig i det. Og så ser vi ikke mere. Scenen skifter til lejlighedens stue, hvor vennerne pjatter rundt. Sayoka kommer ud af soveværelset. Virker noget ved siden af sig selv. Pludselig kaster hun sig på knæ og begynder at æde af sin hunds madskål. Vennerne er naturligvis bestyrtede. Sayoka springer på benene, siger en masse uhyggelige lyde (og de er virkelig uhyggelige), hvorefter hun tager en styrthjem på. En af de skræmte venner spørger, hvorfor.

“For ikke at få knust ansigtet,” lyder svaret. Herefter springer Sayoka ud af vinduet.

Alt dette ville have været rigtig uhyggelig, hvis ikke det var fordi vi fem minutter tidligere havde set en næsten identisk scene med en anden ung kvinde, som lige var flyttet ind i lejligheden. En rigtig spoiler.

Efter Sayokas selvmord – som politiet vælger at kalde det – følger vi hendes storsøster Mariko. Mariko tror ikke på, at Sayoka begik selvmord, og beslutter sig for at finde ud af hvad der skete. Hun finder hurtigt ud af, at adskillige unge kvinder har begået selvmord ved at springe ud af lejligheden (hvilket vi jo allerede ved på grund af filmens første scene). Årsagen til selvmordene er dog ganske interessant og er med, på trods, til gør filmen seværdig.

En af filmens forcer er dens personkarakteristik. Der bruges mange kræfter på at gøre Mariko levende og ikke blot en fladtrykt Hollywood kliché. Man føler med hende, specielt hendes stigende rædsel. En anden af filmens forcer er dens brug af skygger, snigende hænder/fødder og horrible ansigter. Der er ingen chokeffekter i filmen, men den formår at bruge ansigter på en måde, der gør, at man IKKE har lyst til at se dem. Men man ved, at man kommer til det, og heri ligger der rigtig meget gys.

Som sagt fandt jeg filmen noget skuffende, men det er nok fordi jeg havde forventet noget mere helstøbt. Men alligevel. Se den, den har sine øjeblikke som man som horrorfan ikke bør gå glip af.

© 2009 Horrorsiden.