Så kom – naturligvis – en efterfølger til Aliens vs Predator fra 2004. Hvor 1’eren var underholdende på en forventeligt stupid måde, er 2’eren mestendels bare stupid, men dog momentant underholdende. Setup’et i 1’eren var sådan set udmærket: unge Predatorer skal i et slags overgangsritual kæmpe til døden mod Aliens. I denne film er imidlertid alle illusioner om plot og idé kastet over bord til fordel for et veritabelt smorgasbord af velsmurt vold og plat våbenlider.
Et Predator-rumskib nødlander på Jorden, og nogle Aliens slipper væk. De formerer sig hurtigt blandt indbyggerne i en lille flække i Colorado, og mens en enlig Predator med de dér fjollede og alligevel lidt seje dreadlocks jager og nagger den ene Alien efter den anden, går det op for en gruppe beboere, at den er grueligt gal i deres soveby. Som én af hovedpersonerne siger, da katastrofens omfang begynder at blive klart: “People are dying. We need guns.” Fuck mediation, konfliktmægling og konstruktiv dialog: This is the American way!
Tåbelig som filmen er, må den dog siges at være ganske uprætentiøs. Der er masser af flotte kampscener, superfine effekter, en (lidt overdreven) lydside som fortjener surround og subwoofer, et sæt fine, spinkelt tildækkede bryster i en ganske umotiveret svømmehalsscene, og en masse guns. Og så altså de gode, gamle monstre. Der er bestemt og absolut ingen grund til at bruge penge på en biografbillet, men når den kommer på dvd, er den værd at leje hvis man kan samle nogle gutter og måske endda pimp’e fornøjelsen med nogle øl. (Man bør dog under ingen omstændigheder udsætte et medlem af det fagre køn for denne film – dertil er den simpelthen for dum.)
I øvrigt er det lidt af en tilsnigelse at kalde filmen for horror. Det er ret rendyrket action, men tilstedeværelsen af de klassiske monstre gør alligevel, at vi vel nok er nødt til at forholde os til filmen …
Der er halvvejs lagt op til en 3’er i slutningen af Aliens vs Predator 2, men jeg tør allerede nu gætte på, at selv et heftigt opbud af de bedste kammyer og en pipeline til Carlsberg vil være skønne spildte kræfter. 2’eren her lægger sig lige på grænsen til det udholdelige; dårligere må det ikke blive!
Det var vist, hvad jeg havde frygtet. Nå, men så må man jo tage den for, hvad den er – vente, til den er på dvd, og så kombinere med øl & chips :)
Den er jeg med på!
Hørt mht. filmens forskrækkelse for det prætentiøse. Hvad siger I fx til den afgørende kampscene mellem Predalienen og Predatoren, hvor førstnævnte både sparker og laver wrestlingmoves? Godt gået!
Jeg har endnu ikke fået set den, men kommer umiddelbart til at tænke på den klassiske “They live” – med det uendelige slagsmål i en gyde, hvor de to kamphaner også gennemgår en god procentdel af verdens forskellige kampteknikker.
HAHA! Den scene er simpelthen så fantastisk. Han kunne bare have prøvet de skide solbriller…
http://www.youtube.com/watch?v=wqKFadyJxwg
Filmen er i sandhed en oplevelse.
Tak – det gensyn var guld værd :)