Bøger

Udkanten del 2: Udkantshistorier

Udkantshistorier handler om Danmark i den nære fremtid. Og så handler den om litteratur og om barbari – her i form af kannibalisme. Eftersom det sidste tages op igen og igen, så kunne man nemt tro at der ville være tale om mere af samme den voldsporno der har præget horrorlitteraturen i de senere år. Man kunne også nemt forledes til at tro at vi får serveret den gammelkendte pointe, at barbariet stikker dybt i mennesket.

Men nej – denne gang er volden underspillet i stedet for udpenslet. Og ikke overraskende, så bliver den langt mere ubehagelig af at mere overlades til fantasien.

Først og fremmest, så handler novellesamlingen om dannelse – eller manglen på samme.

Selv om den umiddelbare årsag til Danmarks deroute er at landet er blevet opkøbt af en fremmed magt, så er den dybereliggende årsag at danskerne selv er blevet afstumpede af mangel på kultur.

Det viser sig blandt andet ved at flere af fortællingens omflakkende vagabonder er tidligere forfattere, der nu ikke længere har noget at leve af – fordi danskerne simpelthen holdt op med at læse lødig litteratur.

Hvad vigtigere er, så præsenteres boglig dannelse også som en mulig vej ud af moradset. Det lykkedes nemlig for én af bogens vagabonderende forfattere at prædike litteratur til to af bogens barbarer.

Med andre ord: Mennesket er ikke ondt (uanset om bogen vrimler med lede sataner).

Men det kan opdrages forkert – og det afspejles tydeligt af at bogens overklassemennesker er fuldt ud lige så farlige og voldelige som “udkantsmennesket.”

Forfatteren vinder meget sympati herfra, for at vælge dannelsen som tema, da undertegnede har meget svært ved at komme i tanke om andre bøger der hylder læsning og forfatterskaber (det skulle da lige være Fahrenheit 451).

Men kæden springer af i ny og næ. At forfatteren og fortælleren har et inkarneret had til dårlig dannelse og dårlig litteratur (der gøres grin med dårligere forfattere flere steder i bogen) kan ikke undre. At krimien som helhed gøres til et forfaldstegn, det er at spænde buen for hårdt.

Ja, det er efterhånden til at brække sig over de samme bogreklamer skåret over samme læst, hvor forfatteren står med armene over kors og ser gådefuldt ud på læseren, mens paroler som ”årets krimi” etc. stirrer lige så gådefuldt ud på læseren.

Ja, det er rædsomt af én eneste genre skal pådrage sig så megen opmærksomhed på bekostning af alle andre genrer.

Men Udkantshistorier er ikke en hyldest pluralismen i dansk litteratur, som krimien jo også er en del af. Snarere insinueres det at genrelitteratur som gys og gru kan være kunst, mens at krimier er for meget “pop” til at være det.

Men, hvad er forfatterens egen definition på god litteratur? Det siges selvfølgelig ikke ligeud, men der er flere spor. I novellen “Det Onde Hus” nævnes det at der skal være en art menneskelig problematik i teksten. Jævnfør forfatterens egen “socialrealistiske horror.”

I novellen “Massakre!” nævnes Mikkel Thøgersen, som er én af personerne fra Johannes V. Jensens Kongens Fald.

Johannes V. Jensen var først og fremmest eksponent for myten. Novellesamlingens egen rejse igennem Udkantsdanmark kan godt siges at være et forsøg på nytænke en dansk mytologi.

Det er også slående at Johannes V. Jensen lagde al sin energi i stærke billeder og i et svært sprog, og ikke i at skabe et plot – netop det modsatte af hvad der som regel fremhæves i en krimi.

Men der er en sær dobbelthed i at vælge netop Johannes V. Jensen som den standard al dansk litteratur skal måles efter. For på den ene side er han kendt for at skrive for eftertiden. På den anden side er hans politiske synspunkter så alligevel med til at skabe distance.
Og hvad skal man mene om Jensens bloddryppende ungdomsværker? Er de et tegn på at mesteren også skrev hvad der nu lige var populært i samtiden? Eller skal vi opfatte dem som oversete skatte, som blot er ofre for det sædvanlige snobberi?
Læs blot Den Store Danske, der nævner at han skrev: ”kulørte romaner til magasinet Revuen”, men at ”[hans] egentlige egentlige skønlitterære debut fik han med romanen Danskere (1896) om en ung provinsstudents møde med storbyen København.”

Så meget er dog sikkert, at Wilmann har ægte, litterære prætentioner med Udkantshistorier. Det lykkedes til dels. Rent formmæssigt er den forfatterens stærkeste bog. De korte, afbrudte historier lever deres eget liv videre i læserens fantasi, på en måde som historierne i den langt mere traditionelle og ujævne Frygtfilerne ikke gjorde. Men der er flere ting der ikke fungerer lige så godt som i forfatterens tidligere bøger. Sproget er meget bemærkelsesværdigt.

Wilmann har hidtil gjort sig bemærket med et meget flydende sprog. Bemærk, ”flydende” er ikke det samme som ”letlæst.” Det betyder blot at det er velskrevet, og at der tages hensyn til læseren. At forfatteren også er en god formidler, og ikke bare skriver for og til sig selv. I Udkantshistorier er sproget til tider er unødvendigt tungt og knudret. ”Unødvendigt” er nøgleordet. Nogle gange virker det som om det er svært bare for at være svært. Heldigvis er der langt i mellem sprogforbistringerne, og det er på ingen måde en gennemgående tendens. Men der kunne bare godt være blevet luget noget mere ud i det. Med beta-læsere, en redaktør, eller hvad end der nu virker.

Så er der temaet. Det skal siges at forfatterens trademark blanding af gys med sociale kommentarer blevet forfinet med yderligere genreblanding. Tilføjelsen af nærfremtids-scifi er fuldkommen sømløs, hvilket er virkelig godt skuldret. Men de sociale kommentarer virker mindre stærke end førhen, fordi moralen om dannelsestab til tider er alt for udpenslet. Novellesamlingen er klart stærkest når fokus blot er lagt på fortælle en uhyggelig historie, og intet mere. For er den godt nok fortalt, så giver det langt mere stof til eftertanke, end når forfatteren selv bryder ind og fortæller det. Ret skal være ret – der er visse af novellerne såsom “Udkantsdøden” og “Fuglene”, der endelig, endelig fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på undertegnede, for første gang igennem mange års læsning. De er faktisk blandt de mest effektive jeg har læst. Men den får samtidige de svagere, historier som “Vækkelse” og “Massakre!” til at skille sig så meget desto mere ud som samlingens sorte får.

Alt i alt, så er Udkantshistorier virkelig en interessant bog, som fortjener at blive diskuteret, netop fordi den repræsenterer forfatterens fulde register: Fra lovligt tung og prætentiøs, til spændende og nyskabende.

Udkantshistorier er Jonas Wilmanns femte bog, og den kan findes her: http://www.jonaswilmann.dk/11037/

Jonas skriver selv her på siden, og vidste seriøst ikke noget om denne omtale…

 

© 2013 Horrorsiden.