Bøger

The Lake

Richard Laymon: The Lake

Laymon er lidt en skyldig hemmelighed for mig – jeg ved godt, at han ikke er nogen god forfatter, men han kan faktisk godt skrive ganske medrivende og spændingsfyldt, når han har en god dag. At hans personer så har det med at være udskårne i pap, og han gerne forlader sig på splat til at skabe stemningen, det er en helt anden sag. Men som regel er han forfatteren at gå til, hvis man vil læse noget, der er dårligt på den gode måde. Og til tider overskrider han den grænse og bevæger sig dybt ind i de territorier, hvor kortet blot bemærker: Here be crap.

Og “The Lake” er den spejder, der er sendt af sted for at bane vejen.

Jeg tror, at Laymon har haft 3-4 ufærdige bøger liggende og så blot smidt dem sammen i en rodebunke, trukket på skuldrene og smidt den på gaden.

Vore helte er teenageren Deana og hendes mor Leigh. Deana er, som den slags har det med at være, i puberteten, og hormonerne raser, og nu er tiden kommet, hvor hun og hendes kæreste skal et og andet, som kræver, at de begiver sig ud i skoven med et tæppe. Og som vi alle ved, betyder dette død og ødelæggelse, når vi bevæger os i denne del af genren – så fra højre kommer bogens første psykopat og slår kæresten ihjel. Deana slipper levende væk, men fyren viser sig at være ude efter hende. Hvilket betyder, at det er tid til et 100 sider langt, akavet flashback til moderens ungdom, hvor hun blev gravid med Deana, og faderen (hvis familie var lettere rablende) døde. Og så går den vilde skattejagt ellers – Laymon kommer til at mere eller mindre uskadeliggøre sin psykopat inden for ganske kort tid, så flere må der til. Og en kærlighedshistorie… eller to… eller tre.

Åbenbart er Deana ikke den eneste i sine hormoners vold – alle personer af kvindelig overbevisning rager rundt i brunst med små jag af spænding mellem benene ved den mindste lejlighed, om de så har brugt de sidste tre sider på en monolog om, hvordan de aldrig vil glemme deres elskede (som de lige har set blive slået ihjel). Det bliver noget trættende i længden.

Dertil kommer, at det meste af bogen er fri for handling – folk holder monologer om deres kærlighed, eller hvad de synes om andre mennesker; og det meste af gyset kommer, når det går op for forfatteren, at han keder sin læser, og derfor lader sine personer dagdrømme om, hvad der ville ske, hvis der stod en psykopat bag døren. Eller alternativt den fyr, som personen PT er forgabt i. Ligegyldige chokeffekter iblandet softcore porno giver et resultat, der ud over alt andet er kedeligt.

Det skal dog gives Laymon, at han fik mig til at reagere – flere gange tog jeg mig faktisk i at råbe ad personerne, noget jeg normalt kun gør i rigtigt dårlige film.

© 2008 Horrorsiden.