Bøger

The Dennis Wheatley Library of the Occult volume 25: Horror at Fontenay, Alexandre Dumas (1975)

”Horror at Fontenay” er den engelske forfatter og anmelder, Allan Hull Waltons, oversættelse af Alexandre Dumas Pères novellesamling ”Une Journée à Fontenay-aux-Roses” udgivet på Sphere Books i 1975.

I forordet beskriver oversætter, Walton, hvordan han fandt et gammelt, hærget eksemplar af bogen hos en ven og besluttede sig for ikke kun at oversætte værket, men også revidere dele af det og sågar tilføje en slutning. Walton erfarede nemlig gennem lidt research, at ”Fontenay-aux-Roses” var tiltænkt som første del af et mere omfangsrigt horror-projekt, der aldrig blev til noget – så den virkede naturligvis ufærdig.

Inden jeg kaster mig ud i en længere plotbeskrivelse, må jeg adressere den forvirring, som bogen er omgærdet af.

Walton slår i forordet fast, uden at understøtte med kilde, at bogen er ”almost certainly written without collaboration”. Dog kan man nemt slå op på nettet, at den er skrevet sammen med Paul Bocage, måske endda også med en Paul Lacroix (verden var virkelig stor og obskur før nettet!). Læg dertil Waltons omskrivning, og man kan godt være lidt i tvivl om, hvor meget der egentlig er Dumas’ egne ord her i Spheres udgivelse.

Ydermere indleder den engelske forfatter, Dennis Wheatley, der har lagt navn til Sphere-serien ”The Dennis Wheatley Library of the Occult”, som dette bind udgør det 25. af, sit forord med at fortælle, at Dumas’ værk aldrig før er udkommet på engelsk. Det er heller ikke rigtigt. Den udkom i 1907 under titlen ”Day at Fontenay-aux-Roses” (som har, gisp, den alternative titel ”One Thousand and one Ghosts”).

Forvirringen er total, men lad os vende blikket mod selve værket.

Dumas fortæller historien som sig selv. En dag i 1831 vandrer han omkring i Fontenay-aux-Roses og bliver tilfældigt involveret i en sag, hvor en mand tilstår at have hugget sin kones hoved af og tilmed påstår, at hovedet talte til ham og bed ham!

Det er byens borgmester, der tager imod den morderiske ægtemands tilståelse, og duperet over den kendte forfatter Dumas’ tilstedeværelse inviterer han bagefter til fint selskab i sin mondæne ejendom.

Selskabet består af diverse mere eller mindre okkulte personager og en enkelt skeptiker, lægen, der sværger benhårdt til naturvidenskaben.

Hvad der starter som en diskussion om, hvorvidt et afhugget hoved virkelig kan tale, udvikler sig hurtigt til, at hver gæst fortæller deres egen personlige skrækhistorie for at overbevise lægen om, at der er mere mellem himmel og jord.

Man fornemmer en vis grad af Poe-misundelse i ”Fontenay-aux-Roses”, selvom den er skrevet i 1849, altså før Baudelaires omfattende oversættelser af Poes værker til fransk. Dumas skriver godt nok fra en mere let/munter åre, men vi har da et mordmysterium, der fint kunne have haft adresse i Rue Morgue og tilmed en sort kat.

Dog er ”Horror at Fontenay”, som den hedder i Spheres udgave, sin egen og et af de tilfælde hvor form kompenserer for indhold eller manglen på samme. Novellerne er hver især lidt tyndbenede, men rammen styrker dem. Idéen med at forfatteren, som sig selv, udforsker et lokalområde og graver dets gotiske hemmeligheder op er prisværdig. Og selskabet, hvor historierne fortælles, giver lidt en fornemmelse af at være flue på væggen til en af Mr. James’ berømte seancer, hvor mange af hans bedste spøgelseshistorier havde premiere.

Samtidig lægger den franske revolution kulisse til mange af historierne, hvilket giver et grumt førstehåndsperspektiv på en tid, hvor selv andenrangs-aristokraterne måtte leve i evig angst for Hr. Guillotines humane apparat.

En af historierne ”The Carpathian Vampire” er i øvrigt, som titlen afslører, en vampyrhistorie. Den er skrevet en del år før både Bram Stokers ”Dracula” og Sheridan Lefanus ”Carmilla”, og man tænker, at især sidstnævnte har fundet inspiration i Dumas’ vampyr, især med hensyn til væsnets natlige habitus.

Hvad angår Waltons tilføjelser og snit i bogen virker de for det meste usynlige, men hans påhæftede konklusion kikser. Han virker forståeligt nok ræd for at pille for meget ved mesterens værk, men når nu man allerede er vadet ind i det allerhelligste, så … Kompromisset, vi ender med, afspiser læseren med to og en halv side, hvor alle løse ender lynhurtigt samles op. Efter sidste punktum sidder man med en lidt ufærdig fornemmelse af et værk, der er heftigt lappet sammen. Jeg kender ikke til Allan Hull Waltons bøger, men hans behandling af dette værk giver mig ikke den store tillid til manden.

Men bogen som formeksperiment og et anderledes blik på revolutionen må hyldes. Kan klart anbefales.

© 2014 Horrorsiden.