Bøger

Steve Alten: Meg

Steve Alten: Meg

Hvis du troede, at tyrannosaurus rex var en væmmelig jæger, eller dødens gab var en skummel haj, tog du desværre helt fejl. Indtil for 1,2 millioner år siden levede der nemlig havene megalodoner – hvidhajer på ekstreme steroider.

Alten starter sin bog med at gøre det klart, at megalodonen (eller Meg, som den hovedsageligt kaldes) er en slemmer fyr. Det gøres lidt kringlet ved at sørge for, at en tyrannosaur kommer på lidt dybt vand og lider en krank skæbne. Dernæst ret langt frem i tiden til vor tid, hvor vor helt, Jonas Taylor holder foredrag om selv samme superdræbermaskine. Han arbejder ud fra tanken om, at de rent teoretisk stadig kunne eksistere.

Tidligere var Taylor ekspert i dybhavsdykning, men var på en dykning udsat for en traumatisk oplevelse, som medførte to mænds død. Han fik skylden og brugte flere år i terapi. Siden hen dedikerede han sig til studiet af megalodonerne – noget, man nok fanger måske har en forbindelse til hans oplevelse. Det er dog ikke alle, der finder hans interesse lige interessant – deriblandt hans kone, en (mener hun) kommende mediestjerne, som starter en udspekuleret plan for at kunne blive skilt fra ham med medierne på sin side.

Og så bliver Taylor trukket tilbage i sit gamle job af en ven, hvis projekt på meget dybt vand lider tekniske problemer. Taylor træder for første gang i mange år ind i en miniubåd, og da han vender tilbage til overfladen, er mareridtet fulgt med ham: for første i ufatteligt mange år er en megalodon løs i verdenshavene – endda en gravid hun.

“Meg” kunne være en okay popcorn-film, og man har da også fornemmelse af, at Alten lige så godt kunne have skrevet et manuskript som en bog. “Jurassic Shark,” som en af anmeldelserne udbryder på omslaget (og rettighederne er da også solgt til filmatisering er kraftigt fodarbejde fra forfatterens side). Det er med andre ord ikke en supergod bog, der er tale om – den er ikke uhyggelig som “Dødens gab” eller velfortalt som “Jurassic Park”, men den er nu altså ganske underholdende alligevel. Den er dårlig på den fede måde – faktisk på den måde, hvor den kan være svær at lægge fra sig. For Alten er såmænd ganske bevidst om sine virkemidler, og han udnytter dem skamløst. Så ting springer i luften, folk jages af monsteret, skumle planer lægges, folk sværger hævn, og folk dør, så det rent faktisk er en fryd. “Meg” er faktisk ganske god underholdning, men af den slags, som det kan være lidt svært at indrømme. Men til tider har vi alle brug for lidt tomme kalorier, og der er det altså lige bogen.

© 2008 Horrorsiden.