Bøger

Robert R. McCammon: The Wolf’s Hour

Robert R. McCammon har begået meget forskellige bøger – både i tone, indhold, temaer og kvalitet (i anledning af Poes 200-års-dag kunne man f.eks. godt gribe fat i “Usher’s Passing”). Med ”The Wolf’s Hour” har han skrevet en blanding af James Bond, Castle Wolfenstein og Doctor Zhivago, iblandet lidt varulve. Det er ærligt talt som flere bøger, der er stødt ind i hinanden, og resultatet er da også at betragte lidt som et biluheld: rodet og blodigt, men også svært at holde blikket fra.

Vor helt er Michael Gallatin, og som om det ikke var nok, at han er varulv (dog en, som selv styrer sine transformationer), så er han også russer, hemmelig agent (for de allierede, forstås), gentleman og ganske uimodståelig for damerne. ”The Wolf’s Hour” er historien om, hvordan han mere eller mindre egenhændigt sørger for, at D-dag kan gennemføres.

Gallatin har egentlig trukket sig tilbage, men trækkes tilbage i krigen, da man finder oplysninger om, at tyskerne har forberedt en ubehagelig overraskelse til de styrker, som de forventer at se bragt til Europas kyster. Det er bydende nødvendigt at finde ud af, hvad truslen er, og om nødvendigt neutralisere den. Han indvilliger, men har også personlige grunde: storvildtsjægeren Harry Sandler er involveret, og de to har et gammel opgør. Hævn er en tyk motivation gennem bogen (nåja, og så kvinder).

Ind i det besatte område drager Gallatin, og over de næste 600 sider bliver han udsat for tæsk, beskydning, mordforsøg på assorterede måder, sex, tortur og meget andet. Sideløbende får vi historien om hans opvækst med et varulvekobbel i de russiske skove, i en blanding af blod og Shakespeare. Der er med andre ord gange i den, og man får ikke lov at kede sig. ”The Wolf’s Hour” er ren underholdning, men det gør den så til gengæld også godt.

McCammon maler med den store pensel her, og klicheerne flyder ærligt talt ned over siderne (dette er en verden, hvor naziofficerer konsekvent bruger monokel og gerne tiltaler folk som ”Swine”). Men samtidig er det også så voldsomt underholdende, at det er svært ikke at kunne lide det. Det er ikke varulven som horror-element, men snarere som romantisk og lettere tragisk actionhelt – med streg under action.

© 2009 Horrorsiden.