Bøger

Poe – 4 makabre hyldester / red. af Mette Strømfeldt

Det er 200-året for Edgar Allan Poes fødselsdag, og i den anledning har fire danske horrorforfattere fået den udfordring hver at skrive en novelle med udgangspunkt i en af Poes tekster. Mette Strømfeldt har redigeret samlingen, hvor A.M. Vedsø Olesen prøver kræfter med ”Hjertet, der sladrede” (i ”Orkestergraven”), Steen langstrup med ”William Wilson” (i ”Metro”), Rikke Schubart med ”Berenice” (med ”Ormekur”) og Patrick Leis med ”Huset Ushers fald” (med ”Opløsning”).

Der er naturligvis forskellige måder at gå til en sådan samling – man kunne genlæse de originale noveller og sammenligne for at se, hvor tæt de to udgaver ligger på hinanden. Men jeg har dog valgt at læse antologien på dens egne præmisser – jeg har læst originalerne, men det er mange år siden, og jeg husker dem særligt i kraft af deres stemning. Og lige præcis denne lykkes det faktisk samlingen som helhed at opretholde – det er grumt og gotisk, men omsat til en mere moderne baggrund. Kun Leis drager fra det genkendelige Danmark til det fjerne, stemningsfulde Rumænien (og selv om det skurrer lidt med det klassiske sprogbrug og hovedpersonens tanker om sin moderne designerlejlighed i København, så gør Leis det med både god grund og god effekt).

”Hjertet, der sladrede” virker næsten som det perfekte valg til Vedsø Olesen – den kendetegnes ved lyden af det dunkende hjerte (og den ide sidder stadig i mig efter så mange år), og forfatteren har en forkærlighed for musik. Ergo får vi en blodig affære i Operahuset iblandet en god portion erotik – det er stemningsfuld og tung gotik med en god drejning på, hvor den hjemsøgende lyd kommer fra.

Steen Langstrup har måske fået et lidt sværere oplæg med dobbeltgængerhistorien ”William Wilson” – simpelthen fordi plottet nok er lidt gennemskueligt. Men han løfter opgaven ved at skrive stramt og opbygge en genkendelig og yderst ubehagelig situation. Oplægget har masser af styrke: hovedpersonen er netop vendt hjem fra forrretningsrejse, godt påvirket af jetlag, da sekretæren ringer ham op og forklarer, at han er blevet anklaget for voldtægt. Turen hjem i metroen er en dyster affære, med en blanding af realisme og surrealisme.

Schubart er lidt mere umiddelbar i ”Ormekur” – stemningen er ikke helt så tung, men til gengæld jonglerer hun oplagt med sine elementer, især en hygiejnefikseret tandlæge, og drejer fortællingen hid og did med et par gode overraskelser. Den kan måske virke lidt som et forsøg på at lamme læseren med ulækre indfald, men jeg synes, hun lister et par gode ting igennem under dækket.

Patrick Leis afslutter samlingen og lægger sig måske mest op ad forlægget i sit valg af setting (et slot i Rumænien), men han har samtidig også skrevet den mest legende af novellerne. Med udgangspunkt i ”Huset Ushers fald” drager han bl.a. elementer af Dracula ind i historien og får bundet en god, grotesk knude på det hele.

”Poe – 4 makabre hyldelser” er en lille bog på 111 sider, men den rummer gode læseoplevelser, uanset om man har læst originalerne eller ej. Fordelen ved den liden størrelse er naturligvis prisen, som er overkommelig, mens ulempen er, at der naturligvis er flere navne, man gerne ville have set på indholdsfortegnelsen. Til gengæld virker det så interessant, at ordet ”Mørket” på forsiden kunne lede tankerne hen på en serietitel – kunne man håbe på andre, lignende udgivelser?

© 2009 Horrorsiden.