Bøger • Kunst

Nick Clausen: Tidevandet

“Tidevandet” er Nick Clausens debut, en lille gyselig sag, der underholder, men også træder lidt vande. Grundlæggende virker bogen som et eksperiment, der viser, at forfatteren er ganske velbevandret inden for formen. Det er en gyser drejet efter velkendt opskrift, men nogle fine elementer, men desværre også uden de store overraskelser i blandingen.

Prologen er et kort brev, som slår fast, at noget er helt galt. Hvor, hvordan og hvorfor ved læseren dog endnu ikke. Dernæst blændes op for en indledning, der er ganske klassisk, men også slås ganske godt an: fire teenagere, der er taget alene i sommerhus: Janus, Max, Richard og (frem for alt) Sille. Det er et klassisk oplæg til en gyser: de er alene på et ukendt sted, og der er endda en smule romantik i luften. Det er Janus, der fortæller historien, og han er lettere skudt i Sille.

Fundet af et mærkeligt skelet kaster lidt mørke skygger over en weekend, der ellers skulle være idel lykke. Ingen af dem kan helt gennemskue, hvad det er skelettet af, og da de vender tilbage til sommerhuset, er en knægt i gang med at hamre noget op over døren. Det skal dog ikke hindre de unge mennesker i at drikke øl og more sig – men hyggen tager dog en ubehagelig drejning, da de hører lyde og finder sære fodspor omkring huset. Tidevandet trækker ind mod huset, og det bringer noget med sig.

Nick Clausen har begået en letlæst og ganske veldrejet lille teenagegyser, effektivt illustreret i sort/hvide helsider af Christian Guldager. ”Tidevandet” er ikke nogen overraskende bog, men den falder godt ind i genren. Ligesom f.eks. Jesper Wung-Sungs bøger om Fugleskræmslet er der så godt som tale om en bog omsat til film, og jeg tror egentlig ikke, at pointen er, at historien skal overraske os – genrens præmis er snarere at ”levere varen”; vi skal have nogle snigende gys, og vi skal mindes om, at verden måske ikke er så enkel og ufarlig, som vi tror (også selv om det så måske serveres på en måde, vi er trygge ved). Inden for de rammer gør Clausen det ganske godt, og han undlader tilmed at drukne sin historie i blod eller sex. Er man kommer igennem f.eks. RL Stines Gåsehudsbøger, kunne Clausens lille roman her sagtens være stedet at gå hen for at komme videre. Det er måske ikke lige så glat professionelt, men det er dansk og betydeligt mere charmerende.

Jette har også læst bogen på Gyseren.dk, og man kan se mere på forfatterens hjemmeside.

© 2009 Horrorsiden.