// du læser om...

Bøger

Meinke, Ørsum og Bruhn: Ordenen

ordenen“Ordenen” er en tredelt ungdomsgyser – forfatterne David Meinke, Caroline Ørsum og Ina Bruhn er gået sammen om at fortælle en historie, der spænder over hundrede år. Det er blevet til en veldrejet gyser med gotiske toner og en god udvikling i både plot og stemning.

Historien er ganske praktisk i tre kapitler: i årene 1915, 1952 og 2011 – og som det sig hør og bør, er centrum for historien de bygninger, der skifter formål gennem tiden, men altid bærer på de samme spøgelser og danner fortællingens dystre baggrund: først et tuberkulose-sanatorium, siden et sindssygehospital og afsluttende et hotel.
I første del møder vi den unge mand Erik, der af sin fader, som selv er læge, tvinges til at uddanne sig indenfor samme profession. Eriks dagbogsoptegnelser fortæller om hans oplevelser på Fjordsanatoriet, hvor stemningen domineres af de for manges vedkommende døende børn. Men snart indser han også, at faderen har skjulte og dunkle motiver med opholdet der, og han må træffe et valg, der får dybe konsekvenser.

I 1952 bliver Inger indlagt på Fjordhospitalet – tvangsindlagt, fordi man mener, hun er sindssyg. Selv er hun overbevist om sin egen sundhed, men der er ting i natten, som forsøger at komme i kontakt med hende, og fortiden rækker ind i hendes nutid. Hendes breve hjem beskriver, hvordan hun trækkes ind i en spiral af frygt, for sig selv og for de gerninger, der sker på stedet.

Historien afsluttes med Gil, 17 år og lidt af et problembarn. Han bliver dumpet hos sin farfar, der driver Fjordhotellet, efter han har mistet sin bestalling som læge. Gils historie fortælles fornemt i en række mails til kæresten, som både beskriver hans oplevelser på hotellet og fint tegner omridset af deres personlige historie – samtidig med at der sættes et endeligt punktum for de hændelser, der har præget stedet.

“Ordenen” fungerer overraskende godt. De tre dele har hver deres stemning – første del slipper godt fra at fremmane den tunge, gotiske stemning uden at blive for tung læsning, hvilket er noget af en balancegang. Midterste del er mere lige ud ad landevejen, men formår at fortælle en afsluttet historie, samtidig med at den leverer faklen videre. Afslutningen bærer tydeligst præg af, at forfatteren skriver til unge læsere, men tonen passer til nutiden, og det er fermt og professionelt fortalt. De tre akter med hver deres tone giver et velfungerende flow til bogen.

Selv om det er tre forfattere, der har skrevet hver deres del af bogen, fungerer strukturen og viser et godt samarbejde. Samtidig med at man får tre historier, sørger de for, at elementer går igen og trækker læseren med – ligesom deres forrige projekt (serien Genstart) virker det inspireret af moderne tv-serier, og det er en opbygning, der virker. “Ordenen” er en effektiv og stemningsfuld ungdomsgyser, der spænder bredt.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.