Bøger

Lars Konzack: Græskarmanden og andre gys til halloween

Halloween falder på den sidste dag i oktober og er ifølge traditionen den dag, hvor alskens udøde og andre uhyrer vandrer på Jorden. Det er en amerikansk tradition, som i de sidste par år er begyndt at finde sit indtog i Danmark. I den anledning har Lars Konzack sat sig for at give den et dansk islæt – ved at udgive en samling af danske gys til selv- eller højtlæsning, når mørket begynder at falde på.

13 gys indeholder ”Græskarmanden” – ifølge overtroen et uheldigt tal og nok valgt med omtanke, for Konzack har været dybt i folkesagnene, overtroen og mytologien for at finde baggrunden for sine historier. Selv hvis man i forvejen er til slige overnaturlige væsener, vil der nok være nyt at finde her.

”Græskarmanden” er letlæst gys, og fælles for – og nok mest interessant ved – de tretten historier er måden, de er fortalt på.

Megen horror til de yngre læsere er lige på og hårdt; man skal helst holdes ude af balance ved, at forfatteren mere eller mindre råber ”Bøh!” Man skal være tilstede lige nu og her, mens monsteret rykker nærmere i mørket. Der holder Konzack en anden afstand til sit materiale, og det giver en helt anden oplevelse og en helt anden type gys. Hvor f.eks. folk som RL Stine taler til mavefornemmelsen, taler Konzack til læserens hoved.

Det lykkes – til tider.

For at være ærlig svinger ”Græskarmanden” meget. Historierne fortælles med en vis afstand til det, der sker – og når man kender til forfatterens forkærlighed for den klassiske horrorforfatter HP Lovecraft (tag og læs Konzacks bidrag til Fra skyggerne), kunne man forledes til at tro, at det er noget i samme boldgade, han går efter her. I en letlæst ramme. Det er en besynderlig kombination, men når det fungerer, fungerer det faktisk rigtig godt. Når det ikke fungerer, tager det derimod spændingen ud af fortællingerne og gør dem i værste fald lidt anekdotiske og uden større pointe.

Det er dog især i starten af samlingen, dette sker, og der er flere af novellerne, som udnytter formatet og opnår lige det, som rigtig horror bør: de bliver ved med at rumstere i hovedet på læseren. Fejlskuddene bliver hurtigt glemt, men de vellykkede historier slår rod og kommer nok til at bære grusom frugt.

Jeg tror, at ”Græskarmanden” kommer til at fungere meget forskelligt for læserne, og jeg tror måske, at det siger meget om, hvordan man oplever det læste. Og jeg ville meget gerne høre, hvad de tiltænkte læsere siger til samlingen.

Anmeldelsen er hentet fra Fortællingen.dk

© 2009 Horrorsiden.