Bøger

John Tigges: Venom

Der kan gå meget galt, når man skal fortælle en historie, men fiktionens dødssynd nummer 1 må altså være at kede læseren. Det gør John Tigges med den omgang sjask, som ”Venom” er.

Som barn bor Nita Galforth i Indien, og noget væmmeligt sker, får vi at vide i prologen – noget med vilde indfødte og trommer og danseri. Det har hun lykkeligt glemt, da hun nu som voksen er blevet et præmieeksemplar af menneskeracen (igen og igen får vi at vide, at hun ikke blot er god til sport og vinder alt, hvad hun sætter sig for at vinde, men hun er også superintelligent, en supermodel-Einstein).

Men beklageligvis er hendes forlovede, Archer, i gang med et forskningsprojekt omkring kongekobraer, og et par stykker er blevet sendt til ham. De sætter noget i gang i Nita.

Hvis man ønsker at bevare spændingen om, hvad der videre foregår i John Tigges roman, bør man nok stoppe med at læse nu. Hvad der i daglig tales kaldes en SPOILER ALERT!

Hvad det er, der sættes i gang, er omgærdet af mystik – med mindre man altså har set forsiden, hvor Nita er afbilledet som halvt kvinde, halvt slange. Pludselig begynder folk at dø omkring Nita og Archer, dræbt med kongekobragift. De eneste mulige drabsvåben findes hos Archer, men ofrene er pumpet så fulde af gift, at det burde være fysisk umuligt for en almindelig slange. Samtidig begynder Nita at drømme om dansende indere og om videnskabsmænd, der dør. Meget, meget mystisk – hvis man har været i koma det sidste årti.

Jeg forstår ganske enkelt ikke Tigges pointe med ”Venom” – det virker, som om han har smidt al god historiefortællingsskik ud af vinduet; i stedet for start/midte/slutning får vi en start, der aldrig rigtig kommer ud af starthullerne, og så bliver slange-Nita skudt af en betjent. Punktum, finale. Ikke engang nogen følelsesladet enetale a la ”Det var skønheden, der dræbte udyret” eller ”Det var manden med mindreværdskomplekset, der dræbte slangekvinden”. Bare bang, og det er det. Få linier senere er det slut. Noget større klimaks er der ikke. Det løber blot ud i sandet.

John Tigges har begået en del flere titler, som faktisk ser ganske underholdende ud, men lige præcis denne kan ikke anbefales – ikke engang som slamhorror-hyggelæsning. Dertil er den simpelthen for ligegyldig.

© 2009 Horrorsiden.